Russervin er hjemmehørende i Australien, og oprindelsentil det danske navn er ikke let at gennemskue. Artsnavnet antarctica (= fra Sydpolaregnene ) er måske mistolket som arktisk vin, omskrevet til sibirisk vin og derefter igen til russervin. Russervin er en stedsegrøn klatrende plante, hvis mangenervede blade især i begyndelsen er hårede.
Russervin (Cissus antarctica) har i mange år været en af de mest populære potteplanter.
Pleje: Russervin har længe været en af vore populæreste potteplanter, idet den ikke stiller særlige krav til lys eller temperatur. Den tåler blot ikke at stå i direkte sol, idet bladene så bliver gule og plettede for måske senere at falde af. Russervin skal regelmæssigt vandes med kuldslået vand. Sammen med vandingen kan der i den lyse halvdel af året tilføres næring. Jævnlige overbrusninger kan have gunstig virkning, især om vinteren, hvor stueluften kan være meget tør. Den bedste temperatur om vinteren er omkring 12°C; russervinen kan dog tåle højere temperaturer, hvis den jævnlig overbruses. Høj stuetemperatur og tør luft øger plantens modtagelighed over for skadedyr som spindemider, ligesom bladene kan krølle sig sammen og falde af. Ompotning foretages om foråret, men kun når rødderne begynder at vokse ud gennem hullet i bunden af potten.
Formering: Russervin formeres ved stiklinger om foråret og sommeren. Stiklingerne, der skal være 6-10 cm lange, tages fra den midterste del af ranken, idet hverken den ældste eller den yngste del af ranken giver godt rodslående stiklinger. Som stikkejord bruges en almindelig standardblanding, baseret på spagnum, og indtil stiklingerne har slået rod, dækkes de med klar plastic, hvorved luftfugtigheden opretholdes. Når stiklingen har slået rod, fjernes plastic'en, og når der er udviklet nye rødder og skud, pottes den i en standardjordblanding.
Sygdomme: Brune bladpletter skyldes for stærkt lys og for megen fugtighed.