Vortemælk - Euphorbia

Slægtsnavnet Euphorbia er kendt alle­rede fra oldtiden fra forskellige vorte­mælkarter; det skulle stamme fra kong Juba af Mauritaniens livlæge, der hed Euphorbus. Det danske navn hentyder til den hvide mælkesafts gavnlige virk­ning på vorter.

Vortemælk er en meget artsrig plante­slægt, der indeholder både vildtvok­sende urter og stauder og stueplanter, alle med vidt forskelligt udseende; ens for dem er dog deres karakteristiske hvide og skarpe mælkesaft. De fleste arter forekommer i tropiske og subtro­piske områder; men også i de tempere­rede zoner er slægten rigt repræsente­ret; af de i alt ca. 1600 arter forekom­mer dog kun 9 i Danmark.

Blomsterne er regelmæssige og under­sædige; de er enkønnede og kan være både enbo og sambo, men er oftest stærkt reducerede. Blomsterne er sam­let i en blomsterlignende stand, som kaldes blomsterkop eller cyathium. Blomsterkoppen er omgivet af et skål­formet svøb af 5 højblade. der er vokset sammen forneden, men har frie flige; den indeholder i midten en en­kelt, endestillet hunblomst, omgivet af talrige små hanblomster, ordnet grup­pevis inden for hvert højblad. Blom­sterkopperne er yderligere forenet til kvaste eller halvskærmformede stande, som igen kan være omgivet af farvede højblade. Frugten er en trerummet kapsel, som ved modenhed springer op og deler sig i tre stykker, hvert bestå­ende af et frø omgivet af to klapper. Frøene slynges ved kapsiens opspring bort fra moderplanten; de er forsynet med et olieholdigt vedhæng, der er stærkt efterstræbt af myrer, som derved sørger for artens videre spredning.

Vildtvoksende arter:

Gaffelvortemælk (Euphorbia peplus) er en 15-30 cm høj plante med ægformede, helrandede blade og gulliggrønne højblade. Blom­sterne sidder på 2-3 hovedgrene i en gaffelformet forgrenet blomsterstand; de fremkommer i maj-juni, og blom­stringen varer en lille måneds tid. Ar­ten, der er enårig, findes som et ganske almindeligt ukrudt i haver, parker og på andre lysåbne pladser med let muld­jord.

Liden vortemælk (Euphorbia exigua) er en spæd, 10-20 cm høj plante med smalle, linjeformede stængelblade og en rigt grenet blomsterstand med af­langt trekantede højblade , der ved grunden er næsten hjerteformede. Blomsterne fremkommer i maj-juni, og blomstringen varer en måneds tid.

Arten forekommer oftest som mark­ukrudt på lerede, kalkholdige jorder.

Skærm vortemælk (Euphorbia heliosco­pia) er en enårig, 10-30 cm høj plante, hvis stængel bærer omvendt ægforme­de, i randen fint savtakkede blade og ender med en fladt udbredt, skærmfor­met forgrenet blomsterstand med store løvbladlignende, gulliggrønne højbla­de. Blomsterne udvikles i midten af maj og holder sig som regel til begyn­delsen af september. Arten er særdeles almindelig som ukrudt i haver og på opdyrket agerjord, hvor den især ud­vikles på næringsrig muldbund. Dens frø kan bevare spireevnen i mange år, når de ligger skjult i jorden.

Havestauder:

Cypresvortemælk (Eu­phorbia cyparissias) er en spinkel, op­ret staude med bredt linjeformede bla­de. øverst på stænglen får den et stort antal udstående, golde sidegrene med smalt linjeformede blade. Blomster­kopperne er samlet i halvskærme med gulgrønne, senere rødlige højblade; de fremkommer på de ca. 35 cm høje plantestængler fra midt i maj og holder til juni-juli. Egner sig bedst til en let jordbund i både sol og skygge, f.eks, på stenbede, men har stor tilbøjelighed til at brede sig ved underjordiske udlø­bere.

Forårsvortemælk (Euphorbia polychroma) er lige velegnet i staudebedet, stenbedet eller som her i en fuge i havens svelletrappe sammen med blåpude og andre stenplanter. Forårsvortemælk er en ret grov, meget saftig, indtil 50-60 cm høj plante. Højbladene er gule, rundagtige med but spids, mens stængelbladene er noget smallere. Blomsterne er uanselige; de fremkom­mer i maj og holder til ca. midt i juni; derefter udvikles en vortet frugtknude. Planten trives bedst på en almindelig, let havejord og udvikles smukkest i sol på stenbede eller i stauderabatter som forgrund for en kraftigere beplantning.

Forårsvortemælk (Euphorbia polychroma) er en kraftig havestaude, om foråret gul af de talrige blomsters højblade, om sommeren frisk grøn og om efteråret med en let rødlig høstfarve på bladene.

Kærvortemælk (Euphorbia palustris) er en grov, 120-150 cm høj staude med hule stængler og megen mælkesaft. Bladede er lancetformede, 2-3 cm bre­de og svagt blåduggede. Den gule, sammensatte blomsterstand fremkom­mer i spidsen af stænglen, men over­vokses i reglen af golde sidegrene. Blomstringen foregår fra midten af maj til midt i juni. Arten trives bedst på noget fugtig, muldrig jord, men kræver megen plads, hvorfor den helst skal anvendes solitært.

Toårige haveplanter:

Korsvortemælk (Euphorbia lathyris) er en toårig, opret art med korsvis modsatte, ca. 1 cm brede, lancetformede blade, der er særlig smukke i plantens første leveår. I 2. leveår udvikles, oftest i stort tal, de lysegrønne højblade, over hvilke de uanselige blomster sidder i tætte stan­de i indtil 50 cm's højde; de fremkom­mer i juli og holder indtil den første frost i oktober-november. Arten kan nemt blive et besværligt ukrudt, idet den udsår sig selv på både solrige og skyggefulde steder på tørre og fugtige jorder. Overvintrer ved overvintrings­knopper i jorden i indtil 20 cm's dybde.

Stueplanter:

De fleste arter af vorte­mælk, der dyrkes som stueplanter, er sukkulenter eller saftplanter, hvis stængler indeholder så meget vand, at de uden besvær kan overleve lange tørkeperioder. De er således nemme stueplanter, der ikke går til grunde, selvom man glemmer at vande dem i længere tid, og de kan også passe sig selv, når familien er rejst på ferie. Ligesom de fleste kaktus skal de have en let, grusblandet jord og plantes i dybe potter af hensyn til de ret dybtgå­ende rødder. Kun i april-juli kan de gødes med 3 gram stueplantegødning i en liter vand hver 3. uge; de skal kun have en moderat vanding med fuld­stændig udtørring af potteklumpen mellem hver vanding. Undgå dryp på planterne, og lad være at vande i den mørke vintertid; de tåler udmærket den tørre luft i centralopvarmede stu­er, og de skal have meget lys, gerne fuld sol. Om sommeren kan de tåle stærk varme, om vinteren ikke under 15°C. Omplantning sker i februar, og formeringen foregår ved stiklinger i rent sand.

Arter:

Elsdyrtak (Euphorbia ramipres­sa) har flade, hjortetaklignende stæng­ler; den kræver god plads i bredden. Hvis stænglen såres, kan den blødende mælkesaft standses ved oversprøjtning med lunkent vand.

Gevirplante (Euphorbia grandicornis) hører hjemme i tropisk Østafrika. Det er en indtil 2 m høj busk med en tæt forgrenet vækst; de enkelte grene er trekantede, indtil 15 cm brede og re­gelmæssigt indskårne. På de tynde kanter sidder lange, skarpe torne par­vis; det har givet planten det malende svenske navn djävulstörne = djævle­torn. På kanten af grenene dannes små løvblade, som dog hurtigt falder af. Blomsterne sidder tre sammen i små klynger på stænglerne.

High Chaparral (Euphorbia trigona) danner tætte tornede krat i Mexico. Kan hos os anvendes i vinterhaven. High Chaparral fra Mexico og det sydlige USA danner tætte, uigennemtrængelige, tornede buske; navnet var oprindelig benæv­nelsen for sten-eg, men betegner nu på amerikansk et tæt krat. De søjleforme­de, tre- eller firkantede og vinget-fure­de stængler er glinsende grønne med hvidlige tegninger. På kanterne sidder der små torne to og to og desuden langagtige løvblade; disse blade giver planterne et lettere præg, og de minder derved ikke så meget om kaktus som flere af de øvrige vortemælk.

Både røde og hvide julestjerner (Euphorbia pulcherrima) indeholder giftig mælkesaft. Julestjerne er en løvfældende busk uden sukkulente egenskaber. Se artiklen Julestjerne.

Kandelabervortemælk (Euphorbia canariensis) er over to meter høje, tornede planter, der minder meget om kaktus. Kandelabervortemælk hører hjemme på De canari­ske Øer, hvor den kaldes cardón. Det er en kaktuslignende plante med talri­ge, over 2 m høje stængler, oftest femkantede og tæt besat med torne. 1 hjemlandet bærer den i juli-august små røde blomster.

Koralranke (Euphorbia fulgens) dyrkes hos handelsgartnerne især til afskæring ved juletid. Se artiklen Koralranke.

Kristi tornekrone (Euphorbia milii) er en tæt tornet stueplante med lakrøde blomster. Se artiklen Kristi tornekro­ne.

Kuglevortemælk (Euphorbia obesa) kaldes også biskophue, tennisbold og parasolplan­te. Kuglevortemælk stammer fra Sydafrika, hvor den er fredet. De unge planter er næsten kuglerunde, de ældre nærmest cylin­derformede; de bliver sjældent mere end 20 cm høje og forgrener sig aldrig. Planten er opdelt i 8 regelmæssige elliptiske felter af et tilsvarende antal furer og kanter og kan derfor minde svagt om en katolsk bispehue, heraf det tyske navn Bischofsmütze; på dansk kaldes den foruden kuglevortemælk også tennisbold eller parasol­plante. Af og til udvikles små, kortstil­kede blomsterstande øverst på plan­ten; i visse perioder udvikles desuden grønne løvblade; men de falder hurtigt af.

Levende pinde (Euphorbia tirucalli) fra Sydafrika har slanke, cylinderformede, bladløse stængler uden torne. Om for­året udvikles sarte, grønne løvblade, som dog hurtigt falder af.

Medusahoved (Euphorbia caput-medu­sae) er en tæt forgrenet sukkulent. Se artiklen Medusahoved.

Stjerneskud (Euphorbia loricata) er en nyindført stueplante. Se artiklen Stjer­neskud.

Søjlevortemælk (Euphorbia tetragona) er en kraftig, søjleformet plante med 6-7 bredt vingede ribber og med side­skud i kredsstillede etager. En dekora­tiv plante til vinterhave og aulaer. Om sommeren kan den flyttes ud i det fri.

Tabaiba (Euphorbia regis-jubae) er en elegant busk, der ofte plantes i Sydspanien og på De eanariske øer. Den bliver omkring 150 cm høj med ende­stillede bladrosetter, fra hvis midte der i det tidlige forår udvikles små gule blomster, omgivet af høj blade i samme farve. Kompost af planten anvendes som organisk gødning i de canariske bananplantager.

Korsvortemælk - Euphorbia lathyris

En toårig middelhavsplante som let sår og formerer sig selv.

Denne plante grøn og flot, er set i december i en kolonihave i København.

Skræm muldvarpene væk

Fortræng dyrene med ubehagelige lugte. Plant kejserkrone og korsvortemælk mellem grønsagsrækkerne. Rødderne indeholder bitterstoffer som smager grimt. Men pas på at planterne ikke breder sig.