Knold

Selleriknolden indeholder foruden næring også behagelige smagsstoffer. En underjordisk stængel med vækstknopper (øjne)

Alle planter er i stand til at oplagre vand og næring i deres stængel, men mange har desuden særlige oplagrings- ­eller ammeknolde; disse indeholder som regel næring til næste års skud. De kan enten dannes på roden, på stæng­len eller på plantens kimstængel, den såkaldte hypokotyl. Rodknoldene hos jordboende planter dannes under jordoverfladen; men det samme gælder også langt de fleste stængel- og kim­stængelknolde. Under jorden er knol­dene vel beskyttede mod frost og tørke i den ugunstige årstid. Denne livsform er særlig vigtig i egne med steppekli­ma, og det er karakteristisk, at mange af de bedst kendte stængel- og rod­knold planter i vore haver stammer fra steppe-egne.

Rodknold: En rodknold er en op­svulmning af hele roden og er desuden kendetegnet ved, at den mangler rod­grene. Lærkespore og vorterod har rodknolde. Hvis kun den Øvre del af roden er svulmet op, kalder man den en ammerod; men det kan være svært at skelne ammerødder og egentlige rodknolde fra hinanden; dahlia-knolde er ammerødder. Knolde kan også dan­nes som opsvulmninger på den øverste del af roden og kimstænglen, dvs. stængelstykket mellem den lille kim­plantes rod og dens blade; sådan er sukker- og kålroer bygget. Endelig kan knolden bestå af den øverste del af roden, kimstænglen og den nederste del af stænglen; det gør den hos selleri og kålroe. Knolde, der udelukkende består af den opsvulmede kimstængel, findes hos bl.a. alpeviol og erantis. Alpeviolens knold er i øvrigt et eksem­pel på, at knolde kan være flerårige. Mange nytte- og haveplanter har knol­de af de ovennævnte typer, blandt tropeplanterne maniok, ingefær og ba­tat, blandt vore hjemlige alle roetyper­ne, radise og haveræddike.

Stængelknold: l naturen er planter med stængelknolde endnu hyppigere. Stængelknolde er særlig almindelige hos planter, der grener sig ved, at hovedstænglen efter nogen tid dør, mens en sidegren fortsætter væksten. Hvis man deler krokusknolde først på sommeren, kan man se, at de mindste knolde har hvide lavblade og grønne løvblade. Disse knolde er anlagt som sideskud på den største knold, der er den opsvulmede hovedstængel. Under denne største knold sidder de ind­skrumpne rester af den knold, som leverede næringen til forårets blom­string. Sideknoldene og den nye ho­vedknold indeholder derimod næring, som dannes af de grønne løvblade og som nu ophobes til brug for næste års blomstring. Krokusknoldene er altså enårige.

Mange træboende tropiske orkideer har stængelknolde ligesom deres nor­diske slægtninge; blot er de ikke un­derjordiske. De består som regel af flere opsvulmede stængelled, og deres vigtigste funktion er at oplagre vand.

Udløberknolde: Nogle plantestængler har underjordiske udløbere, på hvilke der dannes knolde, som kan brække af og blive til nye planter. De læggekar­tofler, som de første amerikafarere der i stedet for stivelse indeholder et stamfædre til alle europæiske kartof­ler, var udløberknolde. Også jordskok danner udløberknolde.