Vand fordamper, selv når det er frosset til is, og luften indeholder altid en del vanddamp. Dampmængden måles i % relativ luftfugtighed, dvs. procent-
delen af den maksimale fugt mængde, luften kan indeholde (= 100%).
Varm luft indeholder mere vanddamp end kold. Når varm luft afkøles, vil en del af dens vanddamp derfor fortættes, og der dannes dug; i drivhuse kan dugdannelsen på glasset blive så voldsom, at det drypper fra glas og sprosser ned på planterne, hvilket disse ikke sætter pris på.
Er luftfugtigheden høj, kan den hæmme fordampningen fra planternes blade, og der dannes dråber på bladrandene, såkaldt guttation. Høj luftfugtighed nedsætter desuden luftskiftet gennem bladenes spalteåbninger, og meget høj luftfugtighed kan fremme svampeangreb på planterne. I meget tør luft kniber det for planterne at optage tilstrækkeligt vand til at holde trit med fordampningen. Da saftspændingen i bladene således ikke kan opretholdes, kommer bladene til at hænge, og derved nedsættes assimilationen også. En relativ luftfugtighed mellem ca. 70% og 80% synes at være gunstigst for de fleste planter; på det niveau kan bladene holde sig saftspændt uden at blive så våde, at svampesygdommene får gode vækstbetingelser.
Luftfugtighed indendørs.
I gamle, kakkelovnsfyrede lejligheder er luftfugtigheden næsten altid på et gunstigt niveau for planter, men i moderne, gennemisolerede og centralopvarmede lejligheder er der næsten intet luftskifte, hvorfor luften bliver for tør. Luftfugtigheden kan ophjælpes ved vandfordampere på radiatorerne, men i de fleste tilfælde kunne der nok bruges 2-3 gange så mange, som der normalt findes i stuer.
I drivhuse kan man regulere fugtigheden ved at vande planterne, og i tørre perioder kan planterne og gulvene overbruses. Er luftfugtigheden for stor, hjælper det med udluftning; det vil ofte være en fordel at give lidt varme samtidig, idet fordampning af vand bruger varme, hvorfor afkølingen kan blive for stor.