Hængeroser er stammeroser, hvorpå der er podet eller okuleret slyng- eller klatreroser. Stammeroser er en speciel dyrkningsform, som især var populær omkring år 1900. Man tiltrak grundstammer med varierende højde fra 100 til 200 cm, og herpå podede eller okulerede man øjne (knopper) af forædlede roser som remontantroser, teroser, tehybrider og buketroser. De dannede et lille rosentræ, hvis krone var hævet mellem 1 og 2 m over terrænet. Hvis man i stedet for de
nævnte rosentyper anvendte slyngroser eller klatreroser, fik man en hænge- eller sørgerose. Den indpodede sort beholdt sin evne til at slynge sig eller hænge. Alle dyrkede klatreroser kan anvendes til fremstilling af hængeroser; men man vil nok foretrække sorter med stor blomsterrigdom og store enkeltblomster, bl.a. 'Blaze', 'Coral Dawn', 'Dorothy Perkins', 'København', 'New Dawn, 'Pauls Scarlet Climber' og 'Purity'. Stammerne til sådanne hængeroser bør være mindst 160, helst 200 cm høje. Hængeroser forhandles enten som barrodede planter eller som potteplanter; de sidste er at foretrække. I haven kan hængeroser ikke klare sig uden opbinding til tonkinstokke eller tynde, trykimprægnerede pæle. Podestedet, som sidder det meste af et par m over jorden, kan være udsat for udtørring og frostskader; i strenge vintre kan det derfor blive nødvendigt at isolere det med halm, granris eller avispapir. Denne vinterdækning bør foretages senest omkring nytår og skal blive siddende, så længe der er fare for nattefrost i marts og april.
Hængeroser var moderne for 100 år siden. De kræver megen pasning for at udvikles godt.
Hængerose af sorten 'Excelsa'.