Logo

Vandplanter

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Vandplanter

Den hvide nøkkerose (Nymphaea alba) findes vildtvoksende i danske søer, men kan også anvendes i vandpartier i parker og større haver.

 

Alle vandplanter er stauder, og de fleste er rodslående planter, der kræ­ver en bestemt vanddybde for at trives. Nogle få arter slår slet ikke rod, men flyder mere eller mindre neddykket i vandet; andre kan trives på landjor­den, men kun, hvor grundvandet ligger lige under jordoverfladen, så at planterødderne kan nå ned i den vandmætte­de jord. I haven kan vandplanterne anvendes i havens vandbassin; men de kan også dyrkes i vandtætte beholdere af træ, plastic, eternit eller keramik, opstillet på terrassen; også på en altan kan man anbringe en sådan mini-dam med blomstrende vandplanter. Den tekniske udførelse af vandbassiner og beholdere til vandplanter er nærmere behandlet i artiklen Vand i haven.

 

Nøkkeroser findes i et utal af sorter og farver.

 

Vækstkrav: Jorden i vandbassinet skal være porøs og næringsrig. Det er be­sværligt eller helt umuligt at gøde vandplanter; særlig næringskrævende vandplanter som nøkkerose, siv og åkander må derfor tilføres gødning samtidig med plantningen, f.eks. ved, at man lægger et lag naturgødning eller blander benmel og en blandingsgød­ning i plantebeholderens jord, før den sænkes ned i bassinet. De færreste vandplanter tåler fuldstændig udtør­ring, et forhold, som man må være opmærksom på i meget varme somre, hvis man dyrker planter i et meget lavvandet bassin. De i skemaet nævnte vandplanter er alle hårdføre her i lan­det; i vinterhaven eller i et let opvar­met drivhus kan man dyrke mange eksotiske vandplanter, hvoraf nogle få er nævnt i Planteskemaer. Disse subtropiske vandplanter kan udmærket »oversom­re« udendørs i havens vandbassin, men må fiskes op og anbringes indendørs, inden vandtemperaturen falder under 10°C.

 

Nøkkerose (Nymphaea hybrida) er en af de mest populære vandplanter, men den kræver god plads.

 

Pleje: Vandplanter kræver meget lidt pleje. Mange af dem har dog så kraftig en vækst, at de er tilbøjelige til at brede sig på naboplanternes bekost­ning eller helt at dække det vandspejl, som gør et vandbassin særlig tiltræk­kende. Så må man med hård hånd bortluge planterne, enten ved opgrav­ning eller ved afhugning af toppen så nær bunden som muligt.

 

Krebseklo (Stratiotes aloides) kræver 30 cm 's vanddybde; den får hvide blomster i juni-juli.

 

Anvendelse: Kun i de færreste haver findes naturlige vandpartier, hvor man kan dyrke vandplanter. Man må derfor indrette bassiner med vekslende vand­dybder, som passer til de enkelte arters særlige krav. Stillestående vand er ofte årsag til udvikling af andemad og al­ger, som har dårlige vilkår i strømmen­de vand. Et springvand giver bevægel­se i vandet og et nødvendigt tilskud af ilt til planterne, fiskene og andre vand­dyr. Hvor der ikke rigtig er plads til et vandbassin, kan man klare sig med et vandtæt trug, som stilles oven på jor­den eller flisepladsen eller nedgraves helt eller delvis.

 

Vandplanter sættes i netpotter, som anbrin­ges i bassinet, når vandet om foråret er mindst 10°C varmt.

 

Nøkkerosens blomster er meget holdbare. De kan anvendes som snitblomster i en flad skål indendørs.

 

Vandplanter i vinterhaven:

I troperne og de varmt tempererede egne findes en mængde smukke vandplanter, som er værd at dyrke herhjem­me, men som ikke er hårdføre. Flere af dem kan udplantes eller udlægges i havens vandparti om sommeren, men må tages ind allerede i september. De kan den øvrige del af året dyrkes i store akvarier eller i vandbassiner i stuen, vinterhaven eller et opvarmet drivhus. I glasbeholdere udvikles ofte grønalger , som kan være vanskelige at fjerne, hvorfor man i stedet bør anven­de kar af træ eller plastic. Man bør så vidt muligt benytte regnvand eller an­det kalkfrit vand.

 

Den brogetbladede form af sværdlilje eller gul iris, Iris pseudacorus 'Variegatus', er meget pyntelig.

 

Arter: De hyppigst plantede vandplan­ter i private haver er nævnt i Planteskemaer. For hver enkelt planteart er den bedst egnede vanddybde nævnt; men mange af planterne kan udmærket trives på lavere eller dybere vand end de opgiv­ne vanddybder.

Se desuden omtalen af de fleste af enkelte i skemaet nævnte planter i specialartiklerne under planternes danske navne.

 

Selv i et mini bassin som denne overskårne vintønde kan man med held dyrke både nøkkerose og dværgdunhammer.

 

Se Planteskemaer / Vandplanter og/eller Vandplanter i vinterhaven.

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Opret din egen Havebog
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 4,1 (22 stemmer)
Siden er blevet set 17.401 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Har du prøvet Kviz.dk?
Effektiv reklame - klik her