Strudsvinges oprindelige navn var Struthiopteris, af græsk struthion = struds, og pteron = vinge. Alle arterne har en opret, temmelig tyk, skæl klædt jordstængel, hvorfra der udgår store, oftest veludviklede, strudsvingelignende blade, som danner store, 80-100 cm høje tragte; derfor kaldes planten også kurvebregne. Planterne breder sig kraftigt ved talrige udløbere og danner ofte meget store kolonier i naturen. De vokser især på fugtige, skyggefulde steder i elle- og birkesumpe eller i fugtige bjergslugter. Ved siden af de tragtdannende blade danner slægten også særlige sporeblade inde i tragten, når planten har opnået en vis alder. Disse er fjerdelte, smalle med en ret stiv vækst og bliver efterhånden mørkebrune; de overvintrer som regel i denne form.
Strudsvinge (Matteuccia struthiopteris) er den ideel bundplante på skyggefulde og fugtige steder, hvor næsten intet andet trives.
Vækstkrav: Strudsvingebregnerne er som nævnt fugtighedselskende planter, der trives bedst i halv- eller helskygge. De er i Danmark fuldt hårdføre og kræver ikke vinterdækning af nogen art; men de værdsætter dog et kraftigt løvlag af hensyn til den organiske næringstilførsel.
Anvendelse: Da deres vækst er ret høj, må de helst udplantes som bund under større træer eller sammenplantes med andre større, skyggeelskende planter. Også ved søbredder og i et skyggefuldt sumpbed er strudsvinge velegnet.
Strudsvinge (Matteuccia struthiopteris) er en kraftigvoksende bregne, der danner karakteristiske tragte. Derfor kaldes den også kurvebregne.
Arter:
Almindelig strudsvinge (Matteuccia strutiopteris) kaldes som nævnt kurvebregne på grund af den tragtformede vækst; den er hjemmehørende i det nordlige Østasien, Nordkina og Skandinavien samt det nordøstlige Amerika. Bladudviklingen sker i det tidligste forår med dobbelt fjerdelte, aflange, lysegrønne blade. I sensommeren får de en kraftig gul farve og visner ret tidligt væk. De brunlige sporeblade overvintrer derimod og har stor dekorativ virkning, når de om vinteren stikker op af sneen, som dækker skovbunden. Sporebladene kan afplukkes og anvendes i tørrede buketter.
Matteuccia orientalis er en af slægtens tidligste arter. Den kommer fra den østlige del af Himalaya-bjergene og den nordøstlige del af Japan. Den har en bred vækst og kræver en god, næringsrig, dybmuldet jord i halvskygge. Ikke helt hårdfør i Danmark.