Fliselægning kræver erfaring for at blive vellykket, hvorfor uøvede ofte vælger at overlade arbejdet til en anlægsgartner. Men for den, der har tid og lyst til at sætte sig ind i sagen, er det ulejligheden værd selv at udføre lægningen. Ikke alene er der penge at spare; det giver også en større tilfredsstillelse at udføre arbejdet selv.
Planlægning: Der udarbejdes en plan over flisepladsens afgrænsning, terrænhøjde og mønster. Planen skal desuden omfatte ønsket flisetype, antal fliser og nødvendig mængde af grus. Endelig må der tages hensyn til retningen for afløb af regnvand. Belægningens afgrænsning bør svare til flisernes form. Har man bestemt sig for retvinklede fliser, vælges en retvinklet afgrænsning, mens den uregelmæssige afgrænsning af brudfliser let kan sløres eller tilpasses den omgivende beplantning.
Fliser bør kun lægges, hvor jordbunden er fast. Er den for blød, vil fliserne uundgåelig synke ned (sætte sig) og eventuelt knække ved indvirkning fra vand og frost.
Hvor en flisegang skal lægges over nedgravede kloakledninger, kabler, olietank eller lignende, må jorden have et par år til at sætte sig. Kan man ikke vente på, at jorden sætter sig over en udgravning, må man sørge for en grundig sammenpresning af jorden, f. eks. ved hjælp af en vibrator eller ved at sætte arealet under vand et stykke tid. Alligevel må man regne med, at fliser senere må lægges om på steder, hvor der har været foretaget dybe udgravninger.
Flisemønster: Kvadratiske eller rektangulære fliser kan lægges i blokforbandt i forlængelse af hinanden, således at der fremstår gennemløbende fuger vinkelret på hinanden, i krydsforbandt: fliserne rykkes f.eks. 1/3 eller 1/2 i forhold til hinanden, så at der fremstår kun en gennemløbende fugeretning, eller i skråt forbandt, der fremkommer ved at dreje fugeretningen. Forskudte mønstre fremkommer, når man sammensætter forskellige former og størrelser af fliser, f. eks. fliser med størrelserne 50x50 cm (hele), 50x25 (halve) og 25x25 cm (kvarte). Et sildebensmønster fremstår, når rektangulære flisers langsider skiftevis lægges i forlængelse af de foregåendes kortsider og omvendt. En særlig mønstervirkning, f.eks. skakbrætmønster, kan fremkaldes ved fliser af forskelligt materiale eller farve.
Det gælder som hovedregel, at det ensformige blokforbandt får en stor fliseflade til at virke kedelig og endnu større, og omvendt, at et sammensat mønster får en lille flade til at virke urolig og endnu mindre. Derfor foretrækkes i almindelighed et sammensat mønster uden gennemgående fuger til større flader og et simpelt mønster med gennemgående fuger til mindre flader. Retningen af de gennemgående fuger har ligeledes betydning for fremtoningen; en aflang fliseflade med gennemløbende fugelinjer i længderetningen virker ekstra lang i forhold til en tilsvarende fliseflade, hvor linjerne går på tværs af længderetningen. Endelig bør man tage hensyn til flisestørrelsen. Ved brug af store fliser til små flader begrænses valgmulighederne blandt flisemønstrene.
Synsindtrykket af en fliseflade kan varieres ved valget af fugebredde, idet linjevirkningen ofte svækkes, når fugebredden gøres større end den normalt anvendte bredde på ca. .
Ikke alle i handelen værende flise varer er dog lige nøjagtige i mål. Ikkevinkelrette fliser kan således ikke lægges ret tæt, og desuden skal fliserne kunne bevæge sig lidt, så kanterne ikke knuses ved tung belastning eller under påvirkning af vejrliget. Fugebredden bør afhænge af flisefladens brug. På en terrasse gøres fuge bredden mindst mulig for at hindre nedsynkning af bl.a. stoleben. Ved valg af brede fuger til plantning med græs eller fugeplanter som tornnød eller ærenpris må man huske, at en fuge på f.eks. hurtigt bliver til et 6- bredt grønt bånd, hvorved den synlige del af fliserne formindskes tilsvarende.
Har man bestemt sig for brudfliser, er hovedreglerne for arbejdet, at fliserne skal have stumpe vinkler, dvs. vinkler på over 90°; at fugebredden mellem fliserne skal gøres så konstant som mulig gennem tilhugning; at en fuge ikke må være gennemløbende over mere end højst tre fliser, og at fugerne ikke må løbe sammen i stjerner.
Ved vandrette fliseflader på over 's bredde må man give flisefladen et fald, så regnvandet kan løbe af. På en helt vandret flade har regnvand svært ved at slippe væk, selvom en hel del vand optages af fugerne. I reglen skal en fliseflade have et fald på mindst 15‰, dvs. et fald på mindst pr. m i den retning, vandet skal løbe bort.
Ved fliseflader langs bygninger vælges et fald bort fra bygningerne.
Ved fliselægning under låger skal man regne med, at frosten kan hæve fliserne og dermed besværliggøre åbning af lågen. Med et mellemrum på er man på den sikre side.
Under planlægningen skal man beslutte sig for, hvordan flisefladen skal afgrænses. Hvor flisefladen skal støde op til græs, kan man ved at vælge en overhøjde på mindst opnå, at græsset ikke vokser ind over fliserne. Ønsker man, at fliserne skal »forsvinde« i græs som såkaldt græsarmering på steder, hvor en græsplæne er udsat for stærkt slid, kan man lægge meget små fliser med en fugebredde på 2-. En uregelmæssig afgrænsning vil sløre overgangen mellem fliser og omgivende beplantning, hvorimod en skarp afgrænsning fremhæver overgangen.
Fliselægning kan ikke foretages i vintermånederne, idet både underlaget og det bærende grus- og sandlag skal være frostfri for at undgå, at fliserne sætter sig.
Værktøj: I almindelighed anvendes der følgende: et vaterpas til at angive, om linjer eller flader er vandrette. En retskede (et langt, lige, retvinklet bræt eller et jernrør), der anvendes som forlængelse af vaterpasset og til afretning af grus og sand. Højdepæle (ca. 40- lange træpløkke) til afsætning af flisefladen, herunder højder. Brædder eller, bedre, vinkeljern (afretningsskinner) til angivelse af højder for lagene under fliserne. Stærk snor, som udspændes mellem pløkke til angivelse af højder og retninger. En mejsel og en mukkert (en stor hammer) til behugning af fliser. En støder eller allerbedst en vibrator (kan lejes) til at presse underjord samt grus- og sandlag fast. Hertil et kort bræt til at lægge mellem støder og flise, når fliserne skal bankes på plads. Endelig skal man regne med grej til afgravning og udspredning af sand og grus, bl.a. skovl og spade.
Afsætning og afgravning: Ved hjælp af pløkke og snore afsættes de linjer, der afgrænser den planlagte fliseflade. Pløkkene nedbankes ca. uden for fladen ved dennes hjørner. Herefter afgraves mulden til ca. ud over snorenes afgrænsning. Ekstra pløkke nedbankes ca. uden for afgrænsningen med en indbyrdes afstand, der ikke er større, end at retskeden kan lægges på pløkkene. På meget brede flader nedbankes yderligere pløkke inden for fladen, efter at der er foretaget endelig afgravning. Pløkke, der skal bære retskeden eller afretningsskinner, nedbankes så meget, at deres højde netop svarer til højden af flisefladen minus tykkelsen af en flise. Den afsatte flade afgraves til en dybde, der svarer til flisetykkelse og underlag. Til gangfliser regnes med en afgravning på lidt under . Afgravningen komprimeres ned til og opfyldes herefter med et sandlag af en tykkelse efter komprimering på . Herpå lægges tykke fliser. Skal belægningen holde til kørsel med personbil, f.eks. i forbindelse med en carport, regnes med en afgravning på efter komprimering. Afgravningen fyldes med et lag grus og et lag sand af en tykkelse på henholdsvis 15 og . Herpå lægges tykke fliser. Til tung trafik, f.eks. tankvogne, regnes med en afgravning på mindst , svarende til et gruslag på , et sandlag på og tykke, armerede fliser.
Når overflødig jord er afgravet, planeres bunden, som herefter komprimeres med støder eller vibrator til den planlagte bundhøjde. Hvor terrænet efter muldafrømning ligger lavere end den tænkte bundhøjde, suppleres forinden op med råjord, dvs. jord, som ikke indeholder organisk materiale.
Udlægning af grus, sand og ruser: Når afgravningen står klar, udlægges grus og sand. Hvor flisefladen kun skal holde til gang, anvendes alene sand.
Fliser må ikke lægges på et stenholdigt materiale, da man ellers risikerer, at fliserne knækker. Sandet skal være finkornet og stenfrit. Skal fladen holde til kørende trafik, anvendes tillige grus under sandlaget. Som grus bruges stabiliseringsgrus (mekanisk stabilt grus), en særlig bæredygtig grusart, som i modsætning til sand indeholder sten. Gruset fordeles jævnt og komprimeres til planlagt højde ved trædning, stødning eller med en vibrator. Tilsvarende gentages for sandlaget.
Herefter markeres højden for sandlaget med afretningsskinner, dvs. brædder, lagt på kant langs med afgrænsningen eller, lettest, vinkeljern, lagt på de højdeangivende pløkke. Når en afretningsskinne er på plads, skal den ligge i en højde, der svarer til belægningens endelige højde minus flisetykkelse. Retskeden trækkes hen over afretningsskinnerne, hvorved overflødigt sand fjernes, samtidig med at sandlaget bliver jævnt. Er der hulrum under retskeden, må der lægges ekstra sand på, så at sandlaget bliver helt jævnt. Selve fliserne lægges plant, så at hjørner eller kanter ikke skubber det afrettede sand. Når en flise ligger på plads, støder man den fast til sandlaget ved at flytte et kort bræt hen over flisen og samtidig banke på det med en støder eller en mukkert, indtil flisen ligger i den ønskede højde. Under lægningen må der ikke trædes på det afrettede
sandlag, men derimod gerne på de nylagte fliser.
Når de første fliser er lagt, bør man tage dem forsigtigt op igen for at kontrollere, om sandlaget under fliserne ligger helt jævnt. Er der lavninger i sandlaget eller ligger fliserne for lavt, suppleres med ekstra sand, efterfulgt af en ny afretning.
På havegange udføres fliselægningen lettest ved at trække en stram snor fra pløk til pløk i belægningens færdige højde. Efter omhyggelig jævning af sandet lægges fliserne en for en i flugt med snorene.
Ønskes fliserne lagt med en bestemt fugebredde, bruges pinde med en tykkelse, der svarer til fugebredden. Pindene stikkes ned mellem fliserne og tages op, når fliserne ligger, som de skal.
Navnlig hvor der er brønddæksler i en fliseflade, kan det være nødvendigt at tilhugge fliserne, så de passer med afgrænsningen. Tilhugningen sker ved at lægge flisen på en lille bunke sand. Med en mejsel ridses den linje, efter hvilken flisen ønskes delt. Med en stor hammer (mukkert) og en såkaldt fladmejsel hugges med lette slag frem og tilbage i linjen, indtil flisen knækker. Ujævne brudflader finhugges med en hulsleben mejsel (sæt jern).
Efter udlægningen af fliserne fyldes fugerne omhyggeligt med sand, som fejes ned i mellemrummene.