En grentorn er en gren, som ender i en torn. Man taler f.eks. om grentorne i modsætning til bladtorne, der er dannet af blade. Som regel dannes grentorne af kortskud, der sidder sidestillet over et blad-ar på modergrenen. Det er tilfældet hos f.eks. slåen, havtorn, tjørn og bukketorn. Grentorne, der er dannet af kortskud, bærer ofte blade, knopper eller blad-ar.
Også langskud kan ende i en torn, og hvor det er tilfældet, foregår den videre grening af langskuddet fra sidestillede knopper, der sidder neden for grentornen. Grentorne, der er dannet af langskud, kan man se hos f.eks. vild pære og vrietorn.
Grentornenes funktion er ligesom alle andre tornes at beskytte planterne mod afgnavning, men de forekommer hyppigere hos planter i varme, tørre klimater end på vore breddegrader.
Billede: Typiske grentorne på dværgcitrontræ (Poncirus trifoliata).