Hvordan slipper vi af med ukrudtet?

»Ond krud forgaar ey aff sig self,« siger Kingo meget rigtigt i en af sine salmer. Derfor må vi også i haverne gøre en indsats for at udrydde ukrudtet eller i det mindste holde det i ave.

Grundreglen for al ukrudtsbekæmpelse er at sørge for de bedste udviklings­betingelser for de dyrkede planter. Ikke mindst vil enhver form for bear­bejdning af jorden hæmme ukrudtet.

Håndlugning er en effektiv måde at fjerne ukrudt på, ikke mindst når det gælder frøukrudtet, det enårige eller toårige ukrudt.

Derimod kan det flerårige ukrudt være vanskeligt at fjerne ved håndlugning eller med lugehakke og håndkultivator. Her kan man benytte sig af udsult­ning og udtørring. Udsultning af flerårigt ukrudt består i en stadig gentaget afskæring af de grønne plantedele, så de underjordiske næringsorganer ud­marves og til sidst dør af sult. Metoden kan anvendes over for agertidsel, agersnerle, padderok, kvikgræs og skvalderkål. Hvis man engang hver tredje uge i vækstsæsonen hugger de grønne plantedele af ukrudtet af med en spa­de, en le eller en rotorplæneklipper, vil man inden efteråret være ukrudtet kvit.

Ved rækkekultur kan flerårigt ukrudt udryddes ved udtørring. Det gælder især ukrudtsplanter, hvis formeringsrødder ligger nær ved jordoverfladen, blandt andet kvikgræs, rødknæ, agersvinemælk, følfod og skvalderkål. Rød­derne bringes op til overfladen ved hjælp af en gravegreb. Herefter holdes jorden løsnet et stykke tid med en håndkultivator, og bagefter rives de tørre rødder sammen og destrueres. De bør ikke kastes på kompostbunken, hvor selv de mindste levende rodstykker kan blive til nye ukrudtskolonier.

Kemisk ukrudtsbekæmpelse er nødvendigt i landbrug og gartneri for at opnå en rentabel drift og et stort høstudbytte. Der benyttes en lang række kemi­ske stoffer med meget forskellig virkning. Det må kræves af disse stoffer, at de forsvinder fra det biologiske miljø, når deres virkning på udkrudtet er ophørt. De må ikke virke ugunstigt på jordens mikroflora og mikrofauna, og de må ikke ophobes i jorden. Endelig skal de være ufarlige for dyr og men­nesker.

Alle sprøjtemidler er inddelt i fareklasser efter deres giftighed:

1. De meget giftige har faresymbolet Tx, og emballagen er mærket med et dødningehoved. Disse midler havde tidligere betegnelsen fareklasse X. De må kun anvendes af særligt autoriserede og uddannede personer med miljø­ministeriets tilladelse.

2. De giftige midler har faresymbolet T, og emballagen er ligesom Tx­midlerne mærket med et dødningehoved. Midlerne havde tidligere betegnel­sen fareklasse A. De må kun anvendes erhvervsmæssigt og ikke i private haver, i offentlige anlæg eller i hegn og skel ind til private haver og offent­lige anlæg.

3. Sundhedsskadelige midler har faresymbolet Xn, og emballagen er mær­ket med et andreaskors (et liggende kors). De havde tidligere betegnelsen fareklasse B. De må anvendes også i private haver, men da de kan medføre risiko for sundheden, frarådes det hermed haveejerne at anvende dem.

4. De øvrige ukrudtsmidler havde tidligere betegnelsen fareklasse C, men har ikke længere nogen fareklassebetegnelse. Kun disse ukrudtsmidler kan der være tale om at bruge i haven. Køb aldrig mere giftstof hjem, end der skal bruges. Et restparti må i alle tilfælde opbevares i et aflåset skab, util­gængeligt for børn og uvedkommende. Læs altid etikettens forskrifter om­hyggeligt før brugen, og følg nøje disse forskrifter! Anvend aldrig en krafti­gere dosering end anført på etiketten, og tro ikke, at virkningen bliver bed­re, hvis man anvender en større promille eller procent af giften.

En stor del af de anerkendte ukrudtsmidler er farlig gift for honningbierne. I disse tilfælde skal der ifølge loven være et særligt advarselsmærke på em­ballagens etiket. Mærket viser tegningen af en bi og påskriften: Farlig for bier. Sådanne midler må naturligvis aldrig anvendes på haveplanter eller ukrudtsplanter i blomst.

Efter deres virkemåde er ukrudtsmidlerne inddelt i tre grupper:

1. »Hormonmidler« (bladherbicider) har en såkaldt systemisk virkning, d.v.s. at stoffet opsuges af de grønne plantedele og transporteres rundt i plantens ledningsbaner. Stoffet pirrer plantecellerne til en forøget og ab­norm vækst, så planten ligefrem »vokser sig ihjel« som man kender det fra mælkebøtternes reaktion på sprøjtning eller drypning med Herbatox. Hormonmidler har samme virkning på alle tokimbladede planter, altså også på prydplanterne og køkkenurterne. Kun græsset generes ikke af sprøjtningen.

2. »Jordmidler« (jordherbicider) dræber ukrudtsfrø under spiring i de øverste to centimeter jord, mens dybere liggende frø ikke dræbes. Kan an­vendes i køkkenhaven til udryddelse af frøukrudt straks efter såning af kul­turplanterne, blot disse frø er anbragt tilstrækkeligt dybt i jorden.

3. »Kontaktmidler« (svidningsmidler eller gule midler) har en svidende el­ler brændende effekt direkte på de grønne plantedele, som rammes af væ­sken. De hører til fareklassen T og må ikke anvendes i private haver.

Man har en formodning om, at visse kemiske bekæmpelsesmidler har uhel­dige bivirkninger, ikke mindst over for havens dyreliv: Sangfuglene, de nyttige insekter som bier, mariehøns og bladluseløver, samt regnorme og mikroorganismerne i jorden. Blandt de lærde er der dog stor uenighed om den øjeblikkelige og fremtidige fare ved anvendelsen af ukrudtsmidlerne. De fleste nedbrydes af jordens mikroorganismer, om end med forskellig hastig­hed. Andre forsvinder kun tilsyneladende ved fordampning, udvaskning eller ved binding til jordpartiklerne, men eksisterer stadig som molekyler. I forureningsdebatten er sprøjteproblemerne i private haver måske af min­dre betydning, men enhver haveejer kan bidrage til et bedre miljø og en na­turlig balance ved at spare på sprøjtemidlerne og i stedet fjerne ukrudtet ved lugning og andre »gammeldags« metoder.

--