Libanoneeder (Cedrus libani) er oprindelig vildtvoksende i de østlige Middelhavslande, i bjergene i Tyrkiet, Libanon og på Cypern. I Bibelen omtales træet ofte, bl.a. ved bygningen af templet i Jerusalem, hvor tømmeret blev hentet fra Libanons bjerge. På den tid var libanonceder endnu et almindeligt træ, der dannede store skove, og det var højt værdsat for sin smukke vækst, vellugt og tømmerets høje kvalitet. I dag er de sidste rester af de engang så frodige cederskove fredet. Træet minder i skudbygning om lærk, men adskiller sig fra denne bl.a. ved de overvintrende nåle. Højden er indtil 40 m. De unge træer har glat bark og en pyramideformet vækst med næsten 'vandrette sidegrene. De ældre træers bark bliver furet og væksten udbredt med en flad top. Koglerne er 10 cm lange, valseformede og modner efter 2-3 års forløb. Træet plantes hyppigt i større haver og parker i Europa, og meget smukke eksemplarer findes således i herregårdshaver i England. Her i landet kan træet kun vokse under særlig beskyttede forhold, da vort klima er for ugunstigt.
Libanonceder (Cedrus libani) udvikles kun smukt under særlig gunstige klimaforhold.