Dværgulvefod - Selaginella

Dværgulvefod hører til sporeplanter­ne , der formerer sig ved sporer, nogle særlige formeringsceller, og ikke ved frø som blomsterplanterne.

Selaginella selaginoides, nordisk dværgulvefod.

Arter: Slægten Selaginelia omfatter flere hundrede arter, hvoraf de fleste hører hjemme i tropiske regnskove. Enkelte af disse arter anvendes som stueplanter eller i vinterhaver, og kun schweizisk og nordisk dværgulvefod kan trives på friland.

Selaginelia apoda bliver kun få cm høj, men den vokser frodigt og danner flade, gulgrønne puder.

Selaginelia braunii findes med forskellige varieteter i Kina, Japan, Indien og mexico: den kan herhjemme anvendes både som stueplante og på friland, hvor den dog må vinterdækkes godt under et tykt lag grangrene og -nåle. Den er især velegnet som bundplante i væksthuse eller vinterhaver. Planten bliver 15-20 cm høj og har en rodstok med udløbere, hvorfra bladstænglerne med de friskgrønne, flade, lidt indskår­ne, vifteformede blade skyder op. Som de øvrige er den en surbundsplante, der ikke tåler for meget lys, men til gengæld kræver megen fugtighed. Som potteplante er den velegnet til et nord­vindue, og man bør fylde potten helt op med tørvemel for at sikre planten bedst muligt mod udtørring. Den kan formeres ved stikning af unge skud, som ikke bør være mere end 5 cm lange. Man stikker dem under glas eller plastic i en blanding af lige dele enhedsjord, tørvemel og skarpt, kalk­frit grus og med potteskår i bunden. Når småplanterne kommer i vækst, fjerner man ganske langsomt afdæk­ningen, i begyndelsen kun en time hver dag, således at planterne gradvis væn­ner sig til den tørre luft udenfor.

Schweizisk dværgulvefod (Selaginella helvetica) er meget dekorativ om efteråret med sine røde blade. Selaginelia helvetica eller schweizisk dværgulvefod har aflangt ovale blade, der sidder i fire rækker langs de kry­bende stængler. De to øverste rækker er skælagtige og slutter tæt til stængler­ne, som tilsammen danner flade puder, hvorfra de tynde, akslignende stande med sporehusbærende blade står ret op. Planten er om sommeren friskgrøn, men bliver rødbrun om efteråret og i tørke. Anvendelse og vækstkrav som nordisk dværgulvefod.

Selaginella kraussiana (se startteg­ningen) ser man undertiden hos blomsterhandlerne. Sorten 'Aurea' har bla­de med guldgule spidser.

Selaginella martensii bliver omtrent 30 cm høj. Den brogede sort 'Watsonia­na' er mest almindelig.

Selaginella selaginoides (nordisk dværg­ulvefod) har små lancetformede, spidst tornede blade, hvoraf de nederste altid er grønne og uden sporehuse, mens en del af de øverste er gule og bærer sporehuse i en akslignende stand. Det­te er ikke tilfældet hos al\e arter af Selaginella, idet sporehusene hos nog­le arter sidder ved grunden af de almindelige grønne blade. Nordisk dværgulvefod danner moslignende pu­der, der er sammenvævet af op til 15 cm lange tynde, krybende stængler; den er velegnet på fugtige, skyggefulde steder i stenbede eller på nordsiden af en mur, hvor den vil live op med sin friske mosgrønne farve. Den breder sig villigt, også hen over sten, men forlan­ger surbund og trives bedre med regn­vand end hårdt vandværksvand. Netop p.gr. af sine vækstbetingelser er den også en udmærket plante til bunddæk­ning under fx rododendron. Den stammer fra Alperne og Pyrenæerne, hvor den vokser helt op til 3000 m's højde; men den findes også vildtvok­sende i Danmark, hvor den ses i hede­moser, klitlavninger og på strandenge, selvom den er sjælden og kun er kendt fra visse områder i N- og V-Jylland.