Navnet Edraianthus er sammensat af de to græske ord edraios = siddende og anthos = blomst. Edraianthus-slægten omfatter 11 arter, som alle findes i det sydøstlige Europas bjerge. Det er temmelig lave planter med smalle lancetformede eller linjeformede blade og forholdsvis store, opadvendte klokkeblomster. Bladene er ofte grågrønne og hårede. Blomsterne er mørkviolette og op til 3 cm i diameter.
Vækstkrav: Edraianthus hører ikke til vore allernemmeste stenplanter; men anbringer man den på et passende tørt og helst solrigt sted i en mursprække eller et stendige, har man en god chance for at få den til at trives, og alle arternes blomstring er overraskende smuk.
Planten foretrækker en næringsrig og noget kalkholdig jord. En let vinterdækning er tilrådelig, og om vinteren må den gerne stå meget tørt, svarende til klimaet i dens hjemland. Formeringen kan ske ved frø, som man ruller ind i en klump fugtig jord og klemmer fast i en mursprække om foråret. Sikrest er det dog at dele planten eller benytte sig af urteagtige stiklinger i en kold bænk.
Edraianthus pumilio skal have en tør, stenet vokseplads.
Arter:
Edraianthus dalmaticus kommer fra de dalmatiske bjerge langs Jugoslaviens kyst. Den danner små puder af lancetformede blade, og de violetblå blomster er samlet i opadvendte hoveder på 5-10. Blomstringen finder sted fra maj til juli, og planten bliver ca. 15 cm høj.
Edraianthus graminifolius findes i de østlige Alper og Appenninerne; graminifolius betyder græsbladet, og på dansk kaldes den undertiden græsbladet hylsterklokke, fordi de blåviolette klokkeblomster, der sidder samlet i små hoveder, er indfattet i et hylster af smalle svøbblade. Den blomstrer i juni-juli og bliver ca. 15 cm høj.
Edraianthus pumilio bliver kun ca. 10 cm høj. Bladene er små og stive, næsten nåleformede og stærkt behårede, hvilket giver hele planten et sølvskinnende præg. Blomsterne er enkelte, blåviolette og udvikles midt på sommeren. Artsnavnet pumilio betyder på latin »dværg« og hentyder til, at denne art er den laveste.
Edraianthus serpyllifolius har krybende stængler med mørkegrønne, glatte blade. De mørkviolette blomster er indtil 3 cm i tværsnit. De sidder enkeltvis på enden af de ca. 10 cm lange stilke. Arten hører hjemme i Østalperne og Dalmatien.