Danner meget tætte buske med en mængde nye skud fra basis. Løvet er bronzefarvet i udspring, glinsende grønt om sommeren og fin høstkolorit om efteråret med ildrøde og dybt gule farver. Blomsterne er blegt kirsebærrøde med lysere midte. Knopperne er lange og tilspidsede, den udsprungne blomst ret lille. Fin duft. Sen, men langvarig blomstring fra sidst i juni til begyndelsen af august. Hybenfrugterne er meget holdbare, runde, middelstore og klart røde. God kratplante til fritidshaver. Den er let at have med at gøre på grund af de forholdsvis få torne.
Den fyldtblomstrede rose 'Rose d'Amour' er muligvis en hybrid af glansbladet rose.
--