Ene har været kendt som nytteplante gennem mange århundreder. Dens kogler anvendes i vore dage bl.a. ved fremstilling af alkohol. Ved destillation med de små blålige bærkogler fra almindelig ene fås enebærolie, der giver den hollandske genever sin specielle smag og duft.
Ene-slægten består af ca. 60 arter, hvoraf ca. 40 vokser på den nordlige halvkugle. Det er træer eller buske, af hvilke en lang række varieteter dyrkes som prydplanter i haver. Bladene er modsatte eller kransstillede og skæleller nåledannede. Planterne er enbo eller tvebo. Koglen er kødfuld, og dens skæl er vokset sammen til en rund bærkogle.
Almindelig ene, her Juniperus communis 'Hiberniea', er velegnet i lyngpartier. Væksten er søjleformet.
Søjleformede enebærbuske trives i stærk sol og på sandet, næringsfattig jord.
Vækstkrav: Ene vokser bedst i en muldrig, let jord og vokser kun middelmådigt i fugtig og kalkholdig jord. Planten ynder sol og læ.
Pleje: De fleste sorter formeres ved stiklinger, men da nogle har vanskeligt
ved at slå rod, podes disse på frøplanter af arten.
Almindelig ene (Juniperus communis) kan formeres ved frø. Koglerne, der først åbner sig og modnes det andet år, høstes, og frøene lægges vinteren over i grus, hvorefter de udsås på bede om foråret. Bedene dækkes med granris for at hindre udtørring. Det følgende forår tages planterne op, rødderne studses, og planterne prikles ud med større afstand og skygge, indtil væksten begynder.
De unge planter omplantes først hvert år, senere hvert 2. eller 3. år i let, porøs jord, og ved hver omplantning studse s rødderne.
Juniperus squamata 'Blue Star' under kultur i planteskole.
Anvendelse: De mange forskellige typer og former varierer både i farver og i vækst og er værdifulde planter i haver, parker og på kirkegårde. De højere enetræer plantes mellem andre stedsegrønne, mens de halvhøje er velegnede som baggrund i staudebed eller plantet mellem lyng. De gør sig også godt op mod huset, hvor de lave typer kan danne forgrund.
Almindelig ene kan anvendes overalt i landskabet, hvor jorden er let og der er beskyttelse mod blæst.
Arter:
Almindelig ene (Juniperus communis) har 5-8 mm store, mørkeblå, duggede bærkogler og er vildtvoksende i Norden. Det er en busk med krybende eller opret til søjleformet vækst. Selv inden for mindre områder kan man i naturen finde en række forskellige former, fx på de skånske åse og de danske hedebakker. Både arten og de forskellige sorter er robuste, men de kan om vinteren på vindudsatte steder blive brunlige i nålene.
Varieteten depressa har en bred vækst og bliver ca. 1,5 m høj. 'Hibernica' er tæt, smal og søjleformet med grålige nåle. 'Pendula' har hængende top og buede grene. 'Repanda' har en regelmæssig 'fund og ret flad vækst. 'Suecica' har nikkende grenspidser og tæt søjleformet vækst; den findes vildtvoksende i Sverige og Norge.
Blyantstræ (Juniperus virginiana) er vildtvoksende i den østlige del af Nord· amerika. I sit hjemland bliver træet indtil 30 m højt; bladene er spidse og har en behagelig duft. Planten blev indført til Europa i det 17. årh. og dyrkes i mange former.
'Glauca' har blålige nåle og en ret løs, søjleformet vækst.
'Globosa' er 0,5-1 m høj og har kugleformet vækst.
'Grey Owl' har gråblå nåle og flad, bred vækst.
'Kosteri' har næsten krybende grene; den bliver ca. 1 m høj og har vidt udbredte skud.
Kinesisk ene (Juniperus chinensis) bliver i sine hjemlande, Kina, Japan og Mongoliet, et 20-25 m højt træ med slank vækst. Planten blev indført til Europa 1804, og den er en af de mest formrlge og hyppigst dyrkede af alle arterne.
'Blaauw' bliver 1-1,5 m høj og har blågrønne nåle.
'Obelisk' er søjleformet, og 'Pfitzeriana' er bred. Til denne sidste, hurtigtvoksende sort hører flere varianter, fx med gulgrønne nåle eller med en mere kompakt og busket vækst.
'Variegata' er en brogetbladet sort, hvor nogle skud er hvidgrønne på oversiden og grønne på undersiden.
Kinesisk ene, Juniperus chinensis 'Pfitzeriana', har en kraftig vækst med næsten vandrette grene.
Kinesisk blå ene (Juniperus squamata er hjemmehørende i Kina. Busken er ganske lav med jævnt nedløbende nåle.
'Meyeri' bliver indtil 2 m høj og har hvidblå nåle og noget udstående grenspidser. Væksten er ret uregelmæssig.
Krybende ene (Juniperus horizontalis) er en glimrende dækplante, men bliver meget bred med alderen. Krybende ene der er vildtvoksende i Nordamerika, varierer fra krybende til en ca. 1 m høj busk. 'Glauca', hvis nåle er blålige, har en flad, krybende vækst.
Sevenbom (Juniperus sabina) og forrest krybende ene (Juniperus horizontalis).
Sevenbom er vildtvoksende i Mellem- og Sydeuropa og Vestasien. Planten kom til Danmark med munkene; den er meget giftig og har en stærk, ubehagelig lugt. Udtræk af planten anvendtes tidligere som fosterfordrivende middel. Væksten er lav og bred med tætsiddende, tynde grene. Såvel arten som sorter af den dyrkes i haver.
'Hicksii' er den mest almindelige af sorterne. Den er hurtigtvoksende og bred. 'Scandia' har tæppedannende vækst.