Vinca er afledt af latin vincire = sammenflette; det hentyder til de lange, krybende ranker. Det gamle danske navn singrøn er lånt fra nedertysk singriin = stedsegrøn; navnet vintergrøn må planten dele med flere arter af Pyrola-slægten. Familien kaldes snokronede, fordi kronfligene yderst er skråt afskåret, så at blomsten får en snoet propelfacon. Slægten omfatter 12 arter, der overvejende stammer fra Middelhavsområdet og de tropiske egne; men herhjemme dyrkes kun to arter, selvom det skulle være muligt at dyrke flere. Vintergrøn har krybende stængler, som er forveddede ved grunden. Blomsterne fremkommer enligt i bladhjørnerne på opstigende stængler; kronen er fladkravet, bladene stedsegrønne.
Vintergrøn har blanke, grønne blade og fladkravede, blå blomster med skråt afskårne kronflige.
Vækstkrav: Vintergrøn trives bedst i en løs, kalkholdig muldjord og klarer sig godt i både sol og skygge, hvorfor den er velegnet som bunddækkeplante under høje træer, hvor den kan danne udstrakte tæpper. Den er tillige anvendelig som en hårdfør stenbedsplante, og man kan bruge den som ampelplante på terrassen, i vinterhave og væksthus. Formeringen sker ved deling eller stiklinger, idet frøene praktisk talt aldrig modnes på vore breddegrader.
Arter:
Vinca herbacea stammer fra Balkan og Lilleasien og dyrkes meget sjældent herhjemme, men burde kunne fremskaffes. Den er ikke stedsegrøn, men har kortstilkede, lancetformede grønne blade på de krybende, ikke-rodslående stængler. Blomsterne, som fremkommer i juni, er blå violette med lange, skråt afskårne kronflige. Bør dyrkes i fuld sol.
Vinca major fra Middelhavsområdet og Kaukasus er en stedsegrøn halvbusk med 4-6 cm lange, hjerte- eller ægformede blade på ret stive stængler, som er rodslående i spidsen; den kan blive ca. 30 cm høj. Blomsterne, som fremkommer fra april til juni, er lyseblå og 2,5-3,5 cm i diameter. Der findes flere varieteter, bl.a. Vinca major 'Variegata' med smukke gul- eller hvidbrogede blade, 'Reticulata', der har blade med gullige nerver, og 'Acutiloba', der har spids lappede blade og er sentblomstrende.
Vinca minor, liden singrøn eller vintergrøn, er velegnet som bunddækkeplante under træer og buske, hvor den kan danne tætte tæpper.
Vinca minor fra Syd- og Mellemeuropa kan findes forvildet i skov- og grøftekanter. Den har krybende, rodslående stængler, som gerne danner tætte tæpper; men den bliver sjældent mere end 15 cm høj. Det er en stedsegrøn halvbusk med elliptiske, glinsende grønne blade og ca. 3 cm store, fladkravede, lyseblå blomster, ofte med hvidlig midte, i april-maj. Der findes mange sorter, bl.a. Vinca minor 'Alba' med hvide blomster, 'Rubra' med rødlige blomster, 'Bowles Variety' med dybblå blomster og 'Purpurea' med violette blomster. Desuden kan nævnes de brogede 'Argenteo-variegata' med hvidbrogede blade og blå blomster og 'Aureo-variegata' med gul brogede blade og blå blomster.
Vinca minor 'Superba' er særlig lav og kraftigtvoksende med meget spidse blade og blå blomster.
Vinca rosea er identisk med den beslægtede Catharanthus roseus, som er en rigtblomstrende stue- og altanplante; se artiklen Catharanthus.