Figentræet danner et lille træ eller en stor busk med kraftige grene og en flad top. Barken er glat, ofte hvidlig eller lysegrå. Bladene er store, stilkede, håndlappede og grønne.
De enkelte blomster ser man ikke noget til. Under blomstringen sidder de godt skjult i et hulrum, dannet af den tykke blomsterbund, som er svulmet op, så den omslutter blomsterne. Hulrummet har modsat stilkenden en åbning, som er beskyttet af nogle stive skæl.
Der findes to frugter og to hunblomster og en hanblomst. Den ene frugt kaldes »caprificus« (gedefigner). I den forreste del af blomstergemmet er der hanblomster , og bag disse sidder der hunblomster med en kort griffel og uden noget veludviklet støvfang. De kan ikke befrugtes. Disse hunblomster kaldes» galleblomster«.
I den anden frugt findes kun hunblomster , som er fuldt udviklede med en lang støvvej.
Blomstringen begynder tidligst i caprifignerne, som på den tid besøges af en lille snyltehveps (Blastophaga grossarum). Hunnerne lægger deres æg i galleblomsternes frugtknuder, og her udvikles en ny hvepsegeneration. På vej ud fra udklækningsstedet må de unge hvepse passere forbi hanblomsterne og får derved blomsterstøv på sig. Så snart hvepsene er kommet ud i det fri, opsøger de den anden slags blomster og fører derved støvet over til de udviklede hunblomster. Da disse hunblomster har en lang griffel, kan hvepsehunnerne ikke nå ned til frugtknuderne med læggebrodden, og der sker ingen opformering af hvepsene der.
Efter at blomsterne er bestøvet, vokser blomsterbunden og bliver rundagtig eller pæreformet. Ved modning bliver fignerne blålige, rynkede og begynder at sprække. Capri-frugterne udvikler sig ikke og kan ikke spises.
De to slags frugtstande udvikles på hver sine træer.
Her i landet findes den lille galhveps ikke, men frugtknuderne udvikler sig uden befrugtning; de er imidlertid frøløse.
Blomsterstandene udvikler sig i bladhjørnerne, dels på den yderste del af fjorgammelt ved, dels sommeren igennem på de unge skud.
De frugter, som udvikles på fjorgammelt træ, vil normalt kunne modne samme år, men frugterne fra årsskuddene må som regel overvintre og modne følgende sommer.
Figentræet skal have en lun plads for at udvikle frugter her i landet.
Dyrkning: Figentræets højde er her i landet især afhængig af plantestedet, men også af, hvor mange milde vintre vi kan have i træk, hvor der ikke sker tilbagefrysning.
Figentræet bør have en ret kraftig jord i god gødningskraft, og stedet skal være veldrænet.
Med hjemsted i kystegnene ved det østlige Middelhav kræver figen en lun vokseplads. Den lykkes bedst i vore mildeste kystegne, og Bornholm synes at have det bedste figenklima.
Det bedste plantested er op ad en sydvendt mur, hvor figentræet kan udvikle sig til en busk.
Figentræet kan også espalieres op ad muren, men da træet under gode forhold vokser kraftigt til efter beskæring, skal det have god plads til alle sider. Beskæringen af figentræerne foretages bedst tidligt på vinteren og bør hovedsagelig ske som en udtynding af grenene. Bliver vinteren streng, kan det blive nødvendigt at fjerne frostskadede dele, så snart vinteren er forbi. Ved espalieravl vil det desuden blive nødvendigt med nogen sommerknibning, for at espalieret ikke skal blive et virvar. Knibningen sker over skuddenes 5. blad.
Ved vinterens begyndelse må man dække den nederste del af træet omhyggeligt med blade eller tørvestrøelse eller et andet tørt dækmateriale. Senere på vinteren kan det blive nødvendigt at dække hele planten med halmmåtter eller sækkelærred. En espalierplante er lettere at vinterdække med halmmåtter end en fritvoksende busk.
I Middelhavslandene udvikler figenplanterne sig til store træer med en flad krone. Her et pragteksemplar fra øen Ibiza.
Drivning: Har man plads i et drivhus, vil det være en fordel at placere figentræet der, så at frostskader undgås og frugterne får bedre udviklingsmuligheder. Kan man undgå, at vintertemperaturen falder til under , vil det være muligt at høste gode figner fra fjorgammelt træ sent på efteråret, og frugterne fra sommerskuddene vil modne tidligere end på friland. Figentræet optager megen plads i drivhuset, og under gode, varme vilkår vil espalieret blive vanskeligt at styre.
Baljeplante: Figen kan dyrkes som baljeplante, der tilbringer vinteren i hus og som flyttes ud på friland omkring 1. juni.
Formering: Formering kan ske ved frø, og det kan lykkes at fremskaffe planter ved at så frø fra de tørrede julefigner i potter og lade disse stå ved en temperatur på 20-. Ved frøformering må man være forberedt på, at nogle af planterne kun vil bære caprifigner.
Figentræet formeres lettest ved aflægning eller ved stikning. Aflægning sker ved, at man tidligt på foråret bøjer grene ned i 10- dybe render i jorden og kroger dem fast. Efterhånden som skuddene fra disse grene vokser frem, dækkes den nederste del med jord. Skuddene danner rødder i løbet af sommeren, og den gamle gren og de unge planter kan flyttes om efteråret.
Stiklingerne tages ved beskæringen om efteråret. De skal være 8-1Z cm lange og tages af årsskuddet, som skæres med hæl eller et lille stykke fjorgammelt træ. Stiklingerne opbevares frostfrit i fugtigt sand vinteren over og stikkes i februar i sand ved 20- undervarme. Stiklingerne slår rod i løbet af ca. 5 uger. Når stiklingerne har dannet rødder, pottes de i forholdsvis store potter med en kraftig og næringsrig jord.
Rodskud er ikke ualmindelige hos figentræer; de kan graves op og plantes ud.
Sygdomme og skadedyr: Figentræet kan angribes af bladlus og spindemider, som bekæmpes ved sprøjtning. Frugterne kan ved langvarigt fugtigt vejr angribes af gråskimmel.
Sorter:
'Bourjasotte Grise' med stærkt duggede, rødbrune frugter er en af de mest delikate.
'Brun Tyrkisk' med pæreformede chokoladebrune frugter er hårdfør her i Danmark.
'Brunsvig' har ægformede frugter med grønhvidt frugtkød. Kraftig og hårdfør.
'Negro Largo', som i danske planteskoler sælges under navnet 'Precoso de Dalmatie', har pæreformede, sorte frugter.
'Hvid Ischia' er velegnet til drivhus; den har topformede, hvidlige frugter med sød smag. Kan i drivhus give 3 afgrøder om året. Ikke hårdfør.