Mange af de smukkeste og sjældneste træer, buske og stauder i vore haver stammer fra lande med langt mildere vinterklima end vort. Derfor er det oftest nødvendigt at beskytte de sarteste i den kolde tid. Vinteren med dens sne og frost indvirker forskelligt på de enkelte arter, og dækkematerialet skal derfor vælges efter, hvilke vinterskader det skal beskytte imod. Man kan skelne mellem skader, forårsaget af langvarig frost, nattefrost og udtørring.
Langvarig frost.
Frost kan dræbe planter. Det sker, hvis vandet i planterne fryser til is, hvorved cellevæggene sprænges; bl.a. kartofler og rødbeder ødelægges af frost på denne måde.
En rigtig fimbulvinter med lange perioder af streng frost kan kun få af de ikke-hjemmehørende planter klare, og derfor må de vinterdækkes, allerede inden frosten sætter ind. Først skal planterne dog have lejlighed til at optage alt det vand, de kan; der skal grundvandes. Når vandet er sivet ned omkring rødderne, dækkes der, og dækkematerialet skal være tørt, når det lægges. Det kan fx være tørvestrøelse, der forhandles i baller. Strøelsen skal først findeles, derefter udlægges og bankes let sammen, så den ligger godt fast, eventuelt overdækket med granris eller grene, så den ikke blæser væk. Sammenrevne blade eller staldgødning fra heste kan også benyttes som dækkemateriale, ligesom halm og avner. Det lægges ligesom tørvestrøelse, men halmen må forinden skæres op til lang hakkelse. Der er dog den ulempe ved halm og avner, at de kan indeholde en del ukrudtsfrø.
Løgvækster som fx tulipaner beskyttes med et 4-5 cm tykt lag tørvestrøelse. Det samme gælder andre planter, der ingen overjordiske dele har om vinteren.
Stauder, som overvintrer med blade og stængelstumper over jorden, må derimod ikke dækkes med tørvestrøelse, blade eller staldgødning. Disse materialer vil i vinterens løb falde sammen og dække så tæt, at rødderne ikke kan få luft. Stauder bør i stedet beskyttes med et lag gran- eller fyrregrene, der ikke har tabt nålene. Grenene skal lægges i 2-3 lag og vil give tilstrækkelig beskyttelse. Det bedste dækkemateriale til disse planter er dog naturens eget, nemlig et godt lag sne. Granris o. lign. er glimrende til at opfange og fastholde sneen, der har fortrinlig isoleringsevne.
Buske og halvbuske, der skal beskæres om foråret, fx roser, har godt af tørvestrøelse i en lille stak op om de nederste 15-20 cm. Fuglene er imidlertid slemme til at hakke op i stakkene og sprede dem i jagten på overvintrende insekter og larver; det er derfor tilrådeligt at beskytte stakkene med et lag granris.
Nattefrost.
Dækkematerialer som tørvestrøelse, staldgødning, blade eller hakkelse fjernes, når jorden begynder at tø om foråret; det kan blot rives ind mellem planterne. Men selvom der har været en periode med mildt forårsvejr og planterne begynder at skyde. kan der i klart vejr være fare for nattefrost, og så er det nødvendigt at beskytte de sartere planter med sækkelærred, udspændt over planterne, eller med granris, lagt imellem dem. Det. der skal beskyttes nu, er de unge skud og blade, men især blomsterne; en eventuel frostskade på frugttræers og buskes blomster kan mindske mulighederne for frugtsætning. Helt små planter, hvis blomster ødelægges af nattefrost, kan dækkes med en glasplade, som anbringes ca. 2 cm over blomsterne.
Da nattefrost skyldes varmetab ved udstråling fra jorden, brugte man især tidligere at afbrænde halm, gamle bildæk o. lign., som afgiver en kraftig røg, der fungerer som et isolerende skydække. Metoden anvendes visse steder endnu; men det er vanskeligt at få røgskyen til at blive liggende, hvor man ønsker det.
Blomstrende afgrøder kan også beskyttes ved vanding. Vandingsanlægget skal levere ca. 2 mm vand i timen, fra frosten har sat ind. Vandet fryser til is på blomsterne, men den stadige vandtilførsel bevirker, at temperaturen på selve blomsterne ikke falder under frysepunktet. Vandingen skal fortsættes, til de istapper, som dækker blomsterne, er tøet bort.
Dækkemateriale anvendes også, hvis man ønsker at forsinke planternes udvikling, for at løvspring og blomstring kan falde på et klimatisk set mere gunstigt tidspunkt. Dette benyttes især til espaliertræer op ad en sydmur. Planten og muren bag den dækkes med hessian eller sækkelærred, hvorved udstrålingen fra muren dæmpes. Blomstringen vil så falde et par dage senere. og det kan ofte være nok til, at blomsterne ikke svides af nattefrosten. Let skyggemateriale på fx abrikos og ferskentræer kan godt hænge fra senvinteren til efter blomstringen, men det må fjernes i mildt vejr og solskin, så at bierne kan finde blomsterne og bestøvningen finde sted.
Udtørring.
En anden hyppig vinterskade er udtørring. Selv is fordamper, og har planterne i en længere frostperiode ikke mulighed for at optage vand, kan de tørre ud, selv i frostvejr. Udtørringen sker oftest sidst på vinteren i perioder med klart solskin. Solens varme tør isen i blade og grene op, vandet fordamper, og hvis jorden omkring rødderne er frossen, kan planten ikke optage vand og næring via sine underjordiske dele, hvorfor den tørrer ud. Dækkematerialet skal i dette tilfælde
ikke beskytte mod frosten, men mod solens stråler; det skal altså give skygge.
Slanke træer og buske, fx søjleformede enebær, ombindes løst med dækkemateriale. Træer og buske, der er lidt brede i væksten, skal bindes sammen først, og dækkematerialet skal i disse tilfælde være groft sækkelærred eller hessian. Det kan også bruges til krybende vækster som fx krybende ene, men må i så fald bindes fast omkring planten, eventuelt til pinde, der er stukket i jorden uden om planten.