Rod

Rodsystem, hvori hovedroden er omgivet af en mængde (lysere) birødder.

Man regner med, at rødder oprindelig er afledt af stængler; men hos nutidens karplanter adskiller rod og stængel sig fra hinanden på flere punkter. Rødder bærer aldrig blade. Rodens sidegrene anlægges dybt inde i rodlegemet og

ikke ude under overhuden som hos stænglerne; men der er også andre forskelle. Rodens vækstpunkt ligger ligesom stænglens i dens spids, men er forsynet med en lille beskyttende hæt­te, rodhætten. Bag vækstpunktet er der en zone med rodhår, dvs. kortlive­de, encellede hår, der dannes som udvækster fra overhudscellerne. Ende­lig er det karakteristisk for rødder, at de vokser nedad og som regel er un­derjordiske.

Roden er en meget vigtig tilpasning til planternes liv på landjorden, og den er forudsætningen for dannelsen af store, oprette plantelegemer, som den foran­krer i jorden, samtidig med at den forsyner dem med vand og de deri opløste næringssalte. Optagelsen af vand og næringssalte sker primært gen­nem rodhårene og er dels passiv, dels aktiv og selektiv, så der optages mere af nogle næringssalte end af andre. Ikke alle landplanter har rødder; bl.a. mosser mangler dem. De primitiveste af Jordens karplanter havde heller ikke rødder; men ikke desto mindre er kimroden det første, der kommer til syne, når et frø af en af nutidens frø­planter spirer; kimstængel og kimbla­de kommer først senere. Hos nøgen­frøede planter, bl.a. mange nåletræer, og hos mange af de dækfrøede planter udvikler kimroden sig til en hovedrod, der vokser lodret nedad. En ugrenet hovedrod kaldes en pælerod. Hoved­roden kan også have nogle få store sidegrene, som det f.eks. er tilfældet hos flere af vore skovtræer. Hos de såkaldt enkimbladede blandt de dæk­frøede blomsterplanter dør kimroden og erstattes af en mængde birødder, der udgår fra stængelgrunden. En så­dan tot af rødder kaldes en trævlerod og er karakteristisk for bl.a. græsserne. Røddernes væsentligste funktioner er at forankre planten og at optage vand og salte fra jorden. Derudover har mange rødder fået andre funktioner, f.eks. oplagring af næringsstoffer, de såkaldte ammerødder (bl.a. gulerod). Rødderne hos vedbend fungerer som klatreorganer; trælevende orkidéer har luftrødder, der kan opsuge luftens fug­tighed, og mange snylteplanter har snylterødder, der vokser ind i værts­plantens væv og optager næring fra dette. Hos flere af de højeste træer i den tropiske regnskov er de underjor­diske rødder ikke i stand til at holde på træet alene; der er ved stammens basis udviklet såkaldte brætrødder, som er flade og kantstillede i forhold til stam­men, eller støtterødder, der udgår højt oppe på stammen og nærmest kan sammenlignes med støttebenene på et nodestativ. Se også artiklerne Knold, Løg og Rhizom.