Alant er let at kende fra de andre gule kurvblomster med sine smalle, næsten trådformede randkroner , der sidder som en glorie omkring den store, flade skivekrone. Plantens vækst er tæt og kompakt. Stængler og blomsterstilke er kraftige og stive, og bladene ofte grågrønne og hårede. Højden varierer fra 30 cm for den laveste art, dværgalant, til 200 cm hos Inula magnifica.
Alant (Inula hookeri).
Vækstkrav: Alant trives i almindelig havejord. De lave typer vokser godt i fuld sol og tør jord. De høje typer trives bedst i let skygge og lidt fugtigere jord.
Pleje: Planterne formeres ved deling, enten tidligt om foråret eller straks efter afblomstringen sidst på sommeren. De to lave typer sværd-alant og håret alant kan dog let formeres ved frøudsæd i drivbænk tidligt forår. Nyplantning eller omplantning sker i april eller september med 16 planter pr. m².
Planterne kræver ikke opbinding. Nedskæring af den visne top bør ikke foretages om efteråret, men bør vente til det tidlige forår.
Anvendelse: Alant er en udmærket plante til staudebed, men kan også anvendes under mere frie forhold i en blomstereng eller i den tørre del af et sumpbed. I haven kan alant plantes sammen med astilbe, skønhedsøje, lavendel og lave asters. De kraftige arter kan kombineres med sporebaldrian, vortemælk, mjødurt og brudeslør.
Arter: Sværdalant (Inula ensifolia) bliver 30-40 cm høj med kun en kurvblomst i spidsen af hver stilk. Lægealant (Inula helenium) er en gammel lægeplante, hvis rodstok og rødder blev anvendt mod lungesygdomme. Den bliver 180 cm høj. Afghansk alant (Inula magnifica) er den kraftigste art med 100 cm lange blade og 200 cm høje stilke. Bladene er i øvrigt bredt hjerteformede med hvidfiltet underside. Også Inula glandulosa har hjerteformede blade. Den bliver meterhøj, men stilkene er så stive, at de ikke behøver opbinding.
--