Aloe pratensis (foto) er en lille art fra Sydafrika.
Aloerne hører til en meget stor familie, der rummer omkring 300 slægter og 4.500 arter. De slægter, som er nærmest beslægtet med aloerne, og som dyrkes mange steder er: Bulbine, Bowiea, Ornithogalum (de sidste to regnes ikke for sukkulente af alle eksperter) Haworthia, Astroloba, Lomatophyllum og Gasteria. Aloer vokser naturligt i Afrika, på Madagaskar og den Arabiske Halvø. Ligesom for agavernes vedkommende er nogle af aloerne, f.eks. Aloe vera, læge-aloe, blevet indsamlet af rejsende og indført til alle dele af kloden.
Aloe vera findes nu på så mange steder, at man ikke kender dens oprindelige udbredelsesområde.
Disse planter bliver ofte forvekslet med agaver, og det må til dels skyldes de tænder, som mange af aloerne har på bladkanterne, selvom de normalt er meget blødere og ikke kan gøre skade. Ligesom agaverne vokser de for det meste i rosetter, men nogle gange er denne karakter ikke specielt indlysende og kan måske først vise sig med alderen. I modsætning til agaver burde de, så snart de begynder, blomstre en gang om året. Blomsten er ikke endestillet og kan nogle gange føre til, at planten forgrener sig dikotomt. Blomsterstilken udspringer ofte et lille stykke væk fra plantens centrum. Den kan være enkel eller grenet. Blomsterfarverne går fra hvid over gul og orange til rød. Nogle arter har endda grønne blomster. Mange af aloerne vil gerne vokse i vintermånederne på den nordlige halvkugle, og det betyder, at de skal have noget vand i de koldeste måneder på den nordlige halvkugle.
Aloer findes i mange forskellige størrelser, fra 2,5 cm til 18 m i højden, og de kan have stammer eller stængler op til 3 m, så det er vigtigt at vælge den rigtige til sine forhold.
Den mest almindelige art, som udbydes til salg, er Aloe aristata. Man bør på ingen måde afvise den, som om den ikke er værd at dyrke. Den blomstrer meget pålideligt, og den er meget gavmild med aflæggere. Det er den ideelle plante at formere til begivenheder, hvor man skal rejse penge. Det er en af de mest hårdføre af aloerne. og den kan tåle at vokse udendørs på steder som det sydlige England, hvis jorden vel at mærke er godt drænet, og planten beskyttes mod vintervæde.
Aloe variegata (zebra-aloe) må være den næstalmindeligst dyrkede art i slægten. Den passer usædvanligt godt til at blive dyrket i en vindueskarm. Den nyder at være begrænset i en potte og blive gennembagt af solen. Eftersom den nok ikke vil blive omplantet så tit, skal den vandes og gødes om vinteren, ellers vil den ikke danne sine meget smukke blomsterstande tidligt på foråret. Den danner aflæggere med alderen, og de kan fjernes og dyrkes i separate potter. Vi har også kunnet dyrke denne art udendørs hele året rundt, men altid på en meget tør plet.
To meget imponerende aloer, som måske kan dukke op i det lokale havecenter eller gartneri, er Aloe dichotoma og Aloe pillansii. De er træ-aloer, dvs. de har meget tykke stammer og kan få samme højde som små træer. Aloe pillansii er en truet art i naturen. Der er kun nogle få eksemplarer tilbage, og der sker ingen regenerering. Denne triste skæbne skyldes formentlig overgræsning og muligvis indsamling. Andre faktorer, såsom skiftende klima, spiller muligvis også en rolle. Aloe dichotoma er til gengæld meget almindelig i naturen og kan i mange områder være det eneste »træ«, man ser. Den bruges af republikaner-væverfuglene som underlag for deres enorme fællesreder.
I kultur skal denne plante omplantes regelmæssigt for at trives. Hvis den mangler næring eller vand, dør bladene tilbage fra spidsen.
Aloe ericacea er en meget xerofytisk og langsomtvoksende art.
Aloe gariepensis viser sin meget smukke bladfarve i sine naturlige omgivelser.
En stor trædannende aloe (Aloe olooides) i sine naturlige omgivelser. Denne art egner sig ikke til at vokse i en potte.
Aloe striata har en af slægtens flotteste blomsterstande.
Aloe melonocontho er en attraktiv langtsomtvoksende art.
Den meget populære Aloe voriegoto.
Aloe plicatilis er en anden træ-aloe. Denne art opnår dog ikke de samme proportioner som de to førnævnte, og den vokser heller ikke så hurtigt. Den kan til gengæld blomstre, når den er langt yngre, selvom den dyrkes i en potte. På den nordlige halvkugle vil den både vokse og blomstre i vinterhalvåret, og den forgrener sig både før og efter blomstringen. Det er en af de få aloer, som ikke danner en bladroset.
Aloe jucunda, der kommer fra Somalia, er en lille plettet aloe, som med alderen vil danne en klynge, der er 60-100 cm tværs over, hvis man ønsker det. Den danner flittigt aflæggere, så man har ingen problemer med at holde denne plante i den størrelser, man har plads til. De aflæggere, som er blevet fjernet, kan derefter plantes og foræres til venner. Denne art blomstrer rigt og mange gange i sommermånederne på den nordlige halvkugle. Den stopper først, når lysniveauet bliver for lavt. Arten har meget blanke blade med ret hårde tænder langs bladkanterne. Man kan også få hybrider, da den er blevet krydset med Aloe haworthioides,
Aloe belatula og Aloe tauhii, for bare at nævne tre. Andre aloer i denne gruppe, som er lige så gode at dyrke, er:
Aloe peckii, Aloe somaliensis, Aloe kingiana, Aloe mcloughlanii og Aloe hemmingsii. De fleste er betydeligt større.
Aloe erinacea, Aloe pachygaster og Aloe melanacantha er alle gode at dyrke. Den sidstnævnte er den største. Aloe melanacantha har blade med en meget ru overflade, med kraftige sorte tænder eller pigge langs bladkanterne. Piggene er bleggule og bløde, når de første dukker frem fra plantens centrum, men de hærdes og bliver mørkere, efterhånden som de modnes. Aloe erinacea og Apachygaster er fra Namibia, mens Aloe melanacantha findes op langs Sydafrikas vestkyst og lige ind i Namibia. Aloe erinacea og Aloe pachygaster har meget smukke blå blade og ligeledes mørke, kraftige torne.
Bemærk: Planterne bryder sig absolut ikke om at blive overvandet, og de skal have fuld sol.
--