Denne ikebana-opstilling symboliserer forår i bjergene med et ældgammelt, udgået træ, nye livskraftige ungtræer og en frodig skovbund.
Ikebana er den japanske blomsterdekorationskunst, hvor man ved hjælp af en tredimensional opbygning skaber en rumlig virkning. Med få blomster og grene skabes et arrangement, hvor linjerne i dekorationen er det væsentligste og hvor blomsterfarverne kun er en mindre betydende faktor.
Den japanske blomsterkunst er oprindelig udtryk for zen-buddhismen. Zen lærer bl.a., at skønhed er stærkere end bekymringer og sorger. På grundlag af denne tankegang opstod der i Japan en livsstil, hvori bl.a. blomsterbindingskunsten blevet højdepunkt i den daglige tilværelse. Derfor byggede man i alle huse en niche, tokonoma, med forbillede i altrene i de buddhistiske klostre. Oprindelig var pladsen beregnet til et billede af Buddha eller et religiøst ordsprog. Senere hængte man en kakemono, et højt, smalt billede, malet på papir eller silke, ind i nichen. Også nu finder man i japanske huse mindst et rum med en tokonoma og en kakemono. Foran nichen anbringes blomsterarrangementerne. Blomster arrangementet skal være i harmoni med kakemonoen, men i øvrigt skifter blomstervalget med årstiden og de forskellige højtider.
Vild kørvel og røde liljer er grundmaterialet.
Smågrene med kørvelblomster skal give dekorationen lethed.
Kørvelstængler uden sideskud anbringes lodret.
De røde liljer nær basis skal give tyngde og afrunde opstillingen.
Der er en række fundamentale regler for, hvorledes en ikebana opbygges. Dekorationen skal være tredimensional, således at dybden i arrangementet giver det liv, og arrangementet skal virke, som om det er udsprunget fra et naturligt grosted, hvor blomsterstilke og grene skal stå, som om de gror op fra et og samme punkt. Der må aldrig være to blomster eller grene af samme højde. Der skal være så få blomster i arrangementet, at hver enkelt blomst kan ses i sin helhed.
Beholderne med arrangementet må ikke være overfyldt, og vandet kan eventuelt indgå som en del af arrangementet. Mindst en fjerdedel af beholderen bør være fri for blomster og grene. Når man arrangerer en dekoration, bruger man aldrig fire eller ni blomster af samme slags, ligesom man ikke bruger krysantemum i arrangementerne. Eneste undtagelse fra reglen om ikke at bruge krysantemum og ni blomster er den niende dag i den niende måned, hvor man arrangerer ni krysantemer i et arrangement.
I ikebana-kunstens flere hundrede år gamle tradition har der været mange forskellige opfattelser af dekorationerne; men både i den gamle og i den moderne japanske blomsterkunst forstærker man blomsternes skønhed. Tidligere tiders dekorationer var naturtro, og blomsterne blev anbragt mere eller mindre på deres naturlige baggrund, idet man mente, at skønheden i det naturlige landskab ikke kan overtræffes af mennesker. I moderne dekorationer stræber man i højere grad efter en kombination af natur og kunst. I årene efter 2. verdenskrig, hvor Japan kom under større indflydelse udefra, blev den abstrakte kunst inddraget i blomsterdekorationerne, så at farverne, linjerne og formen giver et stærkt indtryk, uden at den symbolik, som er kendetegnende for japansk
blomsterkunst, er gået tabt. Punkterne himmel, menneske og jord er tydeligt genkendelige.
De tørrede grene, man ofte bruger i arrangementerne, er i sig selv yderst dekorative. De er kendetegnet ved, at de, når de deler sig, hele tiden deler sig i tre. De er afbarkede, blegede og behandlet med et hvidt farvestof. Når grenene er anbragt omvendt, får de en helt speciel betydning. Grenene deler sig ikke mere opad, udspringende fra den tykke del, men samler sig opad i det højeste og tykkeste punkt. Hermed symboliserer de et bjerglandskab. De lavere bakker danner basis for de højeste bjergtoppe, der rækker op mod himlen. Nøjsomhed og enfold, som er kendetegnende for zen-buddhismens livsanskuelse, kan ligeledes udledes af en sådan dekoration.