Kartoffel - Solanum tuberosum

Kartoflen kom til Europa i det 16. årh. med spanske opdagelsesrejsende fra Sydamerika. Her havde kartoffelarter allerede været dyrket i adskillige år­hundreder. I starten blev kartoflen ikke anvendt meget i Europa, og først i begyndelsen af det 17. årh. mener man, at den dukkede op i Danmark, hvor fordrevne huguenotter fra Frank­rig havde den med. Der gik dog endnu et halvt århundrede, før danskerne lærte at dyrke og anvende planten.

Kartoffelplanten er en flerårig urt, hvis hjemsted er Chile og Peru. Planten bliver ca. høj. Stænglen er kantet, og de mellem brudt fjersnitdel­te blade er nedløbende på stænglen. Blomsterne er stilkede og sidder i skærmlignende stande. Kronen er hjul­formet, femtallig, og de fem støvknap­per danner en søjle omkring griflen. Blomsterfarven varierer og er karakte­ristisk for sorten. Den kan være hvid, grønlighvid, blålig, lilla, rosa eller rød­violet. Frugten er et rundt bær. Kartof­felplantens grønne dele er giftige i modsætning til den underjordiske del, stængelknolden eller kartoflen, der dannes på underjordiske udløbere.

Vækstkrav og pleje: De bedste kartof­ler dyrkes på sandmuldet jord, der er velgødet og har et reaktionstal mellem 5 og 6. De tidlige kartofler, der især har interesse for den private haveejer, kan lægges i jorden i april-maj, eller så snart risiko for nattefrost er overstået. De bedste læggekartofler er de middel­store. Disse lægges til forspiring i marts i højst to lag i flade kasser, der stilles i et lyst rum med høj luftfugtighed og med 14-. Når spirerne er tilstræk­kelig faste og store, lægges knoldene i ca. 's dybde med mellem knoldene og mellem rækkerne. Når planterne viser sig over jorden, hyppes jord op omkring dem, og dette gentages 2-3 gange i løbet af somme­ren. Herved undgås grønfarvning af de unge knolde. Man kan høste knoldene i løbet af eftersommeren og opgrave resten i oktober. Kartoffelbedet kan beskyttes mod nattefrost ved dækning med halmmåtter, hvorved sæsonen af »nye kartofler« kan forlænges til om­kring jul.

Sorter: Kartoffelplanten formeres ved stængelknoldene, kartoflerne - såkaldt vegetativ formering - eller klonforme­ring, hvilket vil sige, at de nye planter og knolde bliver identiske med moder­planten. På kartoffelknoldens overfla­de findes små knopper, »øjne«, hvor­fra den nye plante udvikles. Nye sorter kan kun udvikles, når forskellige sorter krydsbestøves, hvorefter frøet af de nye planter sås og videreudvikles. Der er i de senere år fremelsket en række nye sorter, såvel tidlige som sildigere, hvor der er lagt vægt på smag, ydeev­ne, modstandsdygtighed over for syg­domme m.m. Sorterne adskilles fra hinanden ved bl.a. stængelhøjde. antal stængler, blomsterfarve, antal blom­ster, duft, knolden s form, farve, smag, stivelsesindhold og fasthed.

Af tidlige sorter kan nævnes 'Minea' og 'Primula', der begge er højtydende og tidlige, samt 'Sydens Dronning', der er knap så tidlig. Af sildigere sorter kan nævnes 'Bintje', der er en fast, gul kartoffel med middelstore, rundovale knolde, samt 'Aspargeskartoffel', der har lange, ret slanke knolde og er fast, men ikke så yderig. En gammel sort, 'King Edward', er igen dukket op på markedet; sorten er ikke så yderig, men har velsmagende, faste, rundova­le knolde, der er gullige med rødfarv­ning omkring »øjnene«.

Kartoffelsorterne har forskellige blomsterfarver. Nogle er hvide, andre er blå, rosa, rødviolette eller lilla. Farven er et vigtigt sortskendetegn.

Kartoffelspirerne drives frem i et lunt, fugtigt kælderrum, før knoldene lægges i jorden.

Sygdomme og skadedyr: Kartoffel­skurv danner brunlige skurvpletter på knoldenes overflade. Viser sig mest i tørre somre og på kalkholdig jord. Kartoffelbrok viser sig ved blomkåls­lignende knuder på stængler og knol­de. Angreb skal anmeldes til Plantedirektoratet; sygdommen er meget smitsom. Undgåkartoffeldyrkning i en længere årrække på smittet jord. Kartoffelskimmel er en svamp, som danner grålige, senere sorte pletter på bladene, der hurtigt visner ned. Hyp­ning kan hindre, at svampen føres ned til knoldene. Sprøjtes med maneb eller kobbermidler.

Kartoffelål (nematoder eller rundorm) bevirker standsning i væksten og nedvisnen af toppen. Angreb skal meldes til Plantedirektoratet.

Ageruglernes larver, knoporme, kan udhule knolde­ne (se artiklen Knoporm). Smælderlarver gnaver gange dybt ind i knoldene (se artiklen Smælderlarver). Coloradobillen er kartoflens værste fjende; både fuldt udviklede insekter og larver gnaver af bladene (se artiklen Coloradobille).

Kort om kartofler: