Kirsebærblomme - Prunus cerasifera

Kirsebærblomme hører hjemme i Lil­leasien og Kaukasus, hvor den har været i kultur meget længe. Her i landet har den været dyrket i mindst et par hundrede år som frugttræ, som prydtræ og som læplante. Kirsebærblomme kaldes ofte myroba­lan, og for at gøre forvirringen total kaldes den også ofte for »mirabel«; dette navn tilkommer imidlertid en anden blommegruppe, Prunus domesti­ca syriaca.

Kirsebærblomme danner en stærkt for­grenet busk eller et mindre træ med tynde, glatte grene. l løbet af et par år omdannes de ældre frugtgrene til spid­se torne. Barken er først grønlig, men bliver med alderen sortgrøn.

Bladene er spredtstillede, stilkede, 3-7 cm lange, elliptiske til ægformede med en frisk grøn farve. Bladranden er fint rundtakket.

Blomstringen falder lige inden løv­spring på korte frugtgrene på etårsgre­ne eller på ældre frugtgrene, som sid­der lyst. De hvide blomster er stilkede og sidder oftest enkeltvis; men der kan også være 2-3 sammen. Kirsebærblomme er mere eller mindre selvsteril, og ønsker man at være sik­ker på frugt, må man have mindst to sorter i nærheden af hinanden.

Frugten er en nærmest kuglerund sten­frugt; men der findes typer, hvor spid­sen ses, så frugten bliver hjerteformet. Som regel er der en flad fure fra stilkenden til blomsterenden af frug­ten. Farven er gul eller rødlig. Frugt­huden er på modne frugter dækket af en klar voks, som let gnides af. Frugt­kødet er saftigt, lidt trævlet, og smagen er sød, men sjældent stærk. Kødet slipper ikke stenen. Modningen falder i juli-august.

Pleje: Kirsebærblommer formeres ved frø, hvis de skal anvendes til hegn og læplantning eller som grundstamme. De klassificerede grundstammer for­meres ved aflægning, mens navnesor­ter og prydsorter formeres ved pod­ning. Nye planter kan også skaffes ved, at man opgraver og planter rodskud fra ældre træer.

Kirsebærblomme trives normalt godt på al slags jord, bare den ikke er vandlidende eller sur. En god lermuld med et reaktionstal på 7 passer træet godt. Til gødskning bruges 3-5 kg blandingsgødning pr. 100 m² i det tidli­ge forår og ca. 2 kg kalksalpeter i juni og igen i begyndelsen af juli. Beskæring bør kun ske i form af fjer­nelse af døde og beskadigede grene og dernæst, hvor toppen virker for tæt. Af hensyn til faren for smitte af bakte­riekræft og vedødelæggende svampe bør beskæringen kun finde sted om foråret ved løvspring.

Frugterne af kirsebærblomme kaldes meget ofte, men fejlagtigt mirabeller.

Anvendelse: Kirsebærblomme anven­des som frugttræ, som hækplante, som læplante og som grundstamme.

Frugttræ: Kirsebærblomme blev nok oprindelig indført som frugttræ, hvis frugter var efterspurgte p.gr. af deres tidlighed og anvendelighed både som rå, til frugtgrød og til marmelade.

Smagen er ofte sød, og saften gør den frisk, men den er skuffende svag. Da frugthuden er sart over for stød og klemning, tåler frugten ikke lang trans­port eller længere tids opbevaring.

Hækplante: Plantet med 3-4 planter pr. m danner kirsebærblomme en tæt, stiv og friskgrøn hæk, som p.gr. af de mange torne er vanskelig at trænge igennem. Den kraftige vækst gør, at den kun er egnet til ret brede og høje hække. En klipning ved løvspring og igen omkring begyndelsen af juli skulle være nok. Klip ikke mellem løvfald og løvspring af hensyn til faren for bakte­riekræft.

Læplante: Som læplante kan kirse­bærblomme bruges i landets mildere egne. De plantes med en indbyrdes afstand af 1 m. Hegnet bliver stift, og det har den fordel, at det tillige giver frugt, Kirsebærblomme giver imid­lertid jordtræthed, hvorfor man ikke kan erstatte udgåede planter med sam­me art eller en anden plante med stenfrugt, Dette forhold har medvirket til en kraftig tilbagegang i antallet af større hegn af denne type, Grundstamme: Som grundstamme til blommer anvendes dels 'Almindelig Myrobalan', dels 'Myrobalan B', Den første formeres ved frø, og de kraftig­ste frøplanter sorteres fra til grund­stammer, Blommer podet på alminde­lig myrobalan bliver kraftige træer, som giver godt udbytte,

Bedre er dog klonen 'Myrobalan B', som formeres ved den form for aflæg­ning, som kaldes jordhypning. De un­ge grundstammer skæres kraftigt til­bage, og når de unge skud er vokset lidt til om foråret, hyppes jord op omkring dem, hvorved de vil danne rødder, Om efteråret afklippes de rod­slåede skud og plantes ud i rækker for at blive brugt som grundstammer ~æ­ste forår, De efterladte stubbe bryder igen og giver en ny forsyning af grund­stammer, Fordelen ved at bruge de vegetativt formerede grundstammer er, at man får et ensartet produkt.

Sorter: I planteskolekatalogerne står kirsebærblommerne nævnt under 'Myrobalan', og der kan fås flere sorter:

'Atropurpurea' anvendes som pryd­plante og danner et ret bredt, middel­kraftigt træ; bladene er store, først rødbrune, senere mørkt purpur; høst­farven er noget bleg. Blomsterne er hvide med rosa skær. Frugterne er purpurrøde, kuglerunde og ca. 3 cm i diameter, Veddet er rødligt. Kaldes folkeligt blodblomme.

'Carlsen Skiødt' er en kraftigtvoksende sort med store, røde frugter, som mod­ner omkring midten af august.

'First' er middelkraftig med frugter, som modner sidst i juli eller først i august.

'Magda Jensen' er kraftigtvoksende med røde frugter, som modner midt i juli.

'Nigra' er noget svagere end oven­nævnte. Bladene er sort røde og falmer ikke om efteråret, Frugterne er mørkt purpur, små og runde.

Sygdomme og skadedyr: Bladlus er især generende p.gr. af deres fedtede ekskrementer, som falder ned på frug­terne og gør dem uappetitlige. Dertil kommer, at sodsvampe hurtigt indfin­der sig, så at frugterne bliver sorte.

Frugterne får let stødpletter og kan ikke tåle at blive vasket.

Gummiflåd er bl.a. symptom på, at rødderne kan være mere eller mindre ødelagt af for høj vandstand i jorden; også sølvglans og kransskimmel viser sig ofte ved gummiflåd. Se artiklen Kransskimmel og Sølvglans.