Kronblade

De gule kronblade hos ranunkel tiltrækker bier og blomsterfluer.

De farvede blosterblade, som sidder over blomstens bægerblade og under dens støv- og frugtblade, kaldes kron­blade. Deres vigtigste opgave er at tiltrække dyr, som kan bestøve blom­sten. Desuden leder de ved deres byg­ning, duft og farvetegninger de bestø­vende insekter på rette vej, så at de kan bestøve blomsten uden at beskadi­ge frugtanlægget. Disse funktioner er af vital betydning for plantearternes overlevelse og indbyrdes konkurrence­evne.

Hvide, grønlige og brune kronblade:

Derfor er der i udviklingens løb opstå­et utrolig mange kronbladsformer og -farver, som regel i et intimt samspil med insekterne, der er den vigtigste gruppe af bestøvende dyr. Blandt de mest primitive bestøvende insekter er langsomme og klodsede biller med bidende munddele og et ret udifferen­tieret farvesyn. De blomster, der be­støves af sådanne biller, har som regel store hvide eller gulgrønne kronblade. Men de kan også fungere ved at efter­ligne nogle af de dufte og farver, som er vigtige for biller og små fluer i disses øvrige liv. Blomster, som lokker insek­ter til sig ved at lugte som råddent kød, har derfor ofte smudsigt brunrøde kronblade. Rafflesia arnoldii, en tro­pisk snylteplante, fungerer på den­ne måde. Dens blomst er verdens stør­ste, idet kronen kan blive op til 1 m i diameter.

Ægte kaprifol (Lonicera caprifolium) med skålformet sammenvoksede blade under blom­sterstanden.

Gule kronblade: Mange bier og blom­sterfluer tiltrækkes spontant af varmt gule farver. Denne forkærlighed hæn­ger sammen med, at blomster med gule kronblade ofte er fyldt med let tilgængeligt blomsterstøv eller nektar. I konkurrencen om insekternes gunst er de forskellige arters gule kronblade imidlertid differentieret i det næsten uendelige. Nogle forskelle er rent formmæssige; iris, ranunkler, påskelil­jer og solhatte har således alle gule kronblade, men adskiller sig klart fra hinanden ved kronbladenes form. Men også farvemæssigt er der store forskel­le på gule blomster. Nogle, som fløjls­blomst, er dybt gule med en fløjlsagtig overflade, mens strålekurv og smør­blomster er skinnende gule, nærmest fugtige at se til, og morgenfruer kan være køligt gule med silkeglans. Disse forskelle fremkommer, fordi kronbla­denes overhud er forskelligt bygget. Hos fløjlsblomst og solhat består den af høje, tætstillede papilceller, tæt pak­ket med gule farvekorn. Disse celler fungerer ganske som luven på et styk­ke fløjl, idet de opfanger langt det meste af det lys, som falder på deres overflade, og lader det nå frem til farvekornene. Her filtreres det, så kun det gule lys kastes tilbage, og derved bliver farven dyb og mættet. Anderle­des med morgenfruens lysegule silke­glans, som opstår, fordi kronbladenes overhud er stribet på langs og ganske som et stykke silkestof changerer, for­di lyset kastes tilbage fra de ophøjede længdestriber og opsuges imellem dem. Udover de overflade- og nuance­forskelle i de gule kronblade, som vi kan se, findes der imidlertid også nog­le, som er betinget af, at kronbladene indeholder ultraviolette farvestoffer. Ultraviolet kan være blandet med gult over hele kronbladets overflade til en farve, som vi. ikke kan se, men som kaldes bi- eller insektviolet. Eller de ultraviolette farvestoffer kan ligge i ringformede mønstre omkring blom­stens centrum, ganske som det sorte gør det i en valmue; eller de kan danne pletter og striber på kronbladene. Tit har sådanne pletter og striber på kronbladene desuden en anden duft end det øvrige blad; ved at følge dem finder et insekt nemt frem til nektar og pollen i blomsten.

De mange kronblade hos de fyldtblomstre­de roser er omdannede støvblade.

Blå og violette kronblade: Blomster, der bestøves af sommerfugle og lang­snablede bier, har meget ofte blå eller violette kronblade, som ved deres ind­viklede bygning slet ikke tillader andre insekter at nå frem til nektaren. Hos akeleje, ridderspore og viol ligger nek­taren i lange sporer på kronbladene; noget lignende gælder for den hvidgu­le, duftende gedeblad, der bestøves af aftensværmere. I skumringen gør kronbladenes opsplittede spids og lyse farve det muligt for insekterne at skel­ne blomsten fra omgivelserne, ogi det lange rør, som kronbladene er vokset sammen til, ligger nektaren skjult for alle andre end de insekter, den er beregnet for. Torske- og løvemund er eksempler på blomster, hvis kronblade er formet sådan, at de kun giver ad­gang for humlebier. For at nå nekta­ren, som ligger i blomstens spore, må bierne presse sig vej gennem den »mund«, som kronbladene danner, og det kræver en styrke, som kun humle­bier er i besiddelse af.

Maskeblomsten hos løvemund giver kun humlebier adgang til bestøvning.

Røde kronblade: Røde kronblade er sjældne i den danske natur, og det hænger sammen med, at bier ikke kan se rent rødt. Det kan derimod fugle, og mange af de tropiske blomster, som er tilpasset til fugle bestøvning, har derfor røde blomster. Ofte er deres kronbla­de desuden meget store og kraftige, så de kan holde til en lidt voldsom be­handling. Cigaretglød og blomster kar­se er eksempler på planter, hvis kron­blade er tilpasset til fuglebestøvning. Man regner med, at kronblade egentlig er omdannede støvblade, og det er sandsynligvis derfor, at støvbladantal­let svinder i takt med, at kronbladan­tallet stiger i mange af vore »fyldte« prydplanters blomster.

Kronbladene hos den afrikanske margerit Osmitopsis er matte, fordi deres overflade består af pølseformede celler.

Hos solhat og mange andre varmt gule blomster står cellerne i kronbladets overfla­de som trådene i tykt' velour.

Kokardes kronblade er røde og gule med et mat skær, fordi overfladecellernes yder­vægge er rynkede.

Se også artiklerne Bestøvning, Blomst og Blomsterstand.