Læhegn

I det danske klima er blæsten en frem­trædende faktor i have- og landbruget. Ved at nedsætte vindens hastighed med læhegn kan man øge luftens tem­peratur, kuldioxidindhold og fugtighed og dermed planternes trivsel og udvik­ling. Virkningen af et læhegn afhænger i høj grad af læhegnets karakter og angives som den procentvise nedsæt­telse af vindhastigheden, målt i ca. halvdelen af hegnets højde. De første hegn, der skulle tjene som læ af opdyr­kede arealer, blev plantet i sidste halv­del af det 19. årh.; siden er der blevet gjort rige erfaringer med hensyn til planteartsvalg, plantetæthed, formgiv­ning, pleje m.m. Læhegnets tæthed karakteriseres ved den procentdel af hegnsfladen, der er åben. Den skal helst ligge omkring 40-50%, hvorved vinden i tilpas reduceret omfang får mulighed for at trænge igennem og samtidig forebygge en for plantevæk­sten uheldig turbulens (hvirvler). Læ­virkningen for sådanne hegn kan mær­kes helt ud til en afstand af ca. 30 gange lægiverens højde; men for at opnå dette er en god pleje af hegnet nødvendig. Regelmæssig beskæring af hegnet på læsiden kan sikre en no­genlunde opret vækst; for at undgå en naturlig opstamning af ældre hegn må der foretages regelmæssig topbeskæ­ring. Udtynding og fornyelse af plante­væksten er ligeledes væsentlig. Læhegn påvirker mikroklimaet omkring plan­tevæksten nær jordoverfladen i gunstig retning og fremmer dermed plantepro­duktionen; men læhegn forbedrer sam­tidig den naturlige vandhusholdning for planterne. En nedsættelse af vind­hastigheden med omkring 20% kan i læhegn tørre perioder nedsætte fordampnin­gen fra al plantevækst indtil 10%. Mange kulturplanter kræver læ for at udvikle sig bedst muligt, og for at sikre dette vil plantning af læhegn med for­del kunne anvendes selv i mindre ha­ver. Dog skal man være klar over, at sarte planter under visse forudsætnin­ger kan blive særlig udsat for nattefrost (se denne artikel) bag lægivere af alle slags.

De smukkeste og mest vindføre plante­arter, der med fordel kan anvendes til læhegn, er asp (Populus tremuloides), bærmispel (Amelanehier canadensis), bukketorn (Lycium halimifolium), bjergfyr (Pinus mugo), gyvel (Cytisus scoparius), hvid-el (Alnus incana), havtorn (Hippophae rhamnoides), hvidgran (Picea glauca), hvidtjørn (Crataegus monogyna), navr (Acer campestre), rynket rose (Rosa rugosa), røn (Sorbus intermedia) og sølvblad (Elaeagnus angustifolia).

Og her er der ekstra læ med både levende læhegn og stakit.