Lerjord (her Jordbonitet 8, svær lerjord) består af forskellige aflejrede mineralske bjergarter, hovedsagelig ler, men også grus- og sandpartikler samt en vekslende mængde humus. Leret er sammensat af ganske små partikler under 0,002 mm i diameter, og dette er afgørende for lerjordens fysiske egenskaber, især med hensyn til varme- og fugtighedsforhold. Den er langsom at opvarme, og den udtørrer ligeledes langsomt.
I lerjord er vandgennemtrængeligheden kun lille p.gr. af partiklernes tætte lejring, og det medfører, at opløste næringssalte kun langsomt udvaskes af jordbunden. I de øvre lag, hvor kalken er mere eller mindre udvasket og en kraftig iltning af de jernholdige mineraler har fundet sted, er jorden gulrødbrun og kaldes rødler. På større dybde er leret kalkrigt og blåligt og kaldes blåler. Udtørrer lerjord danner en fast skorpe på overfladen, fyldt med revner og helt uegnet til plantevækst. Lerjordsfloraen er sammensat af specielle lerbundsplanter, der værdsætter disse forhold. Den omfatter bl.a. agertidsel, gaffel-vortemælk, sort natskygge, rød tvetand, rød arve, kornvalmue og ru svinemælk, men varierer i takt med lerjordens sammensætning. Tilsætning af kalcium til lerjord bevirker, at lerpartiklerne klumper sig sammen; jorden får derved krummestruktur, så at den bliver lettere gennemtrængelig for planterødder og opnår et bedre luftskifte. Tilførsel af natrium bevirker det modsatte; jorden bliver klæg og vanskelig gennemtrængelig for vand og planterødder.