Liguster - Ligustrum

Slægten Ligustrum består af løvfælden­de eller stedsegrønne buske med mod­satte blade og-undersædige, regelmæs­sige blomster i hvide, topformede stan­de. Blomsterne er firtallige og tragtformede, idet kronbladene oftest er sammenvoksede forneden; de er meget velduftende. Bladene er ovale eller lancetformede, helrandede, og oversi­den er mørkere grøn end undersiden. Frugten er et kuglerundt, mat, sort bær, der er særdeles giftigt.

Størst anvendelse har liguster som hæk. De stedsegrønne arter foretrækkes.

Vækstkrav: Liguster foretrækker en . almindelig god, næringsrig muldjord,

gerne i halvskygge under større træer, og er normalt fuldt hårdfør i Danmark; se dog under arterne.

Anvendelse: Liguster er traditionelt en plante, der anvendes til hæk, idet de fleste arter tåler den regelmæssige klip­ning særdeles godt og er fuldt ud hårdføre til formålet. Rodnettet er meget fint, men veludviklet, og det tillader andre planter at vokse i umid­delbar nærhed. De stedsegrønne arter foretrækkes som regel (se desuden ar­tiklen Hæk).

Blomsterne af bredbladet liguster (Ligu­slrum ovaiifolium) er særdeles velduftende, men bærrene er giftige.

Arter:

Almindelig liguster (Ligustrum vulgare) er en 1-2 m høj, løvfældende eller halvt stedsegrøn busk med mod­satte, lancetformede blade. Blomster­ne dannes i juni-juli. De er firtallige og sidder i en topformet stand i spidsen af grenene. Frugterne er sorte og giftige, men udvikles kun, når planten ikke klippes. Arten anvendes i vid udstræk­ning som hækplante, idet den tåler klipning særdeles godt. Den formeres bedst ved træagtige stiklinger fra et toårigt materiale; ved aflægning og rodskud danner den kratagtige bevoks­ninger.

Sorten Ligustrum vulgare 'Atrovirens' har stedsegrønne, lancetformede bla­de, der er større end artens. Planten bliver normalt 2-3 m høj og lige så bred med en ret stiv vækst, der efter­hånden bliver let overhængende. Som hæk anvendes den oftere end arten, idet den dels er stedsegrøn, dels tåler den bedre en kraftig klipning og til­bageskæring, Den er særdeles skygge­tålende, men næringskrævende. En forbedring af denne sort er foretaget ved udvælgelse af en helt ensartet klon på Statens forsøgsstation i Hornum. Den sælges under navnet 'Atrovirens Seleet'.

Bredbladet liguster (Ligustrum ovalifo­lium) er en delvis stedsegrøn, opret­voksende busk med glatte, elliptiske, 5-6 cm lange mørkegrønne blade. De hvide blomster udvikles i slutningen af juni - begyndelsen af juli og efterfølges af et rundt, sort bær, der er giftigt. Planten vokser på næsten al slags jord, men foretrækker en næringsrig, ikke for tør muldjord. Tåler beskæring og klipning udmærket, men er ikke fuldt hårdfør og bryder sig ikke om skygge.

Butbladet liguster (Ligustrum obtusifo­lium) er en middelhøj busk, omkring 2 m høj med udbredt og delvis overhæn­gende grene. Bladene er bredt ovale med hårede bladstilke og midtribber. Blomstrer i juli og sætter blåsorte bær i september-oktober. Den vokser bedst på en ret kalkfattig jord og er fuldt hårdfør, men ynder ikke skygge.

Varieteten Ligustrum obtusifolium var. regelianum er lavere og bredere end arten. Den har næsten vandrette grene med en karakteristisk, åben vækst og er særdeles rigtblomstrende. Den dæk­ker jorden godt og skal helst anvendes i større sammenhængende beplantnin­ger, eventuelt under større træer med ikke for dyb skygge. Tåler klipning, men bliver smukkest uden.

Ligustersværmerens larve er hyppig, også i ligusterhækkene.

Skadedyr: Ofte ses den let genkendeli­ge larve af ligustersværmeren på plan­ten, hvor den gnaver af de grønne blade. Den er 10-12 cm lang, grøn med violette skråstriber og har et krumt, indtil 5-6 mm langt horn på bagenden. Den er totalt uskadelig for såvel plan­ten som mennesker og bør ikke dræ­bes! Ligusterbladlusens angreb får bla­dene til at rulle sig sammen imod undersiden. Angrebene er ofte krafti­ge, hvorved hækken svækkes og hård­førheden nedsættes for en tid.