Lilje - Lilium

Man har kendt og dyrket liljer helt tilbage i oldtiden, og de gamle grækere afbildede madonnaliljer på vasemale­rier. I middelalderen valgte den franske kongefamilie Bourbon'erne lil­jen til sit våbenskjold - den, som vi i dag kalder »den franske lilje«. Lilje­navnet er imidlertid også knyttet til mange planter, som ikke tilhører lilje-slægten, bl.a. daglilje, inkalilje, kæm­pelilje og liljekonval. De »ægte« liljer er alle løgplanter; men liljeløg adskil­ler sig fra de fleste andre løg ved at mangle den hinde, tunica, som ellers beskytter løget. Løgskællene sidder fast på en rodkage, der i reglen er en temmelig flad, rund skive. Hos nogle arter, overvejende amerikanske, ud­vikler den sig til et langstrakt rhizom (se denne artikel), hvorpå der kan sidde flere løg.

Liljeløg er hvide, gullige eller rødlige alt efter arten, og fra bunden af løgka­gen udsender de basalrødder, der som regel sidder i en krans. Fra løgets midte skyder der om foråret en kraftig stængel frem, og på den underjordiske del af stænglen udvikles der hos de fleste liljer stængelrødder, som hjælper til med at ernære planten, forsyne den med vand og sørge for, at den holder balancen. Stænglen er hos de fleste arter rank og besat med spredte eller kransstillede, lancet- eller linjeforme­de blade. Blomsterne har seks kron­blade, som altid er lidt eller meget tilbagerullede. Den danske liljeforsker F. Bundgaard har inddelt liljerne efter blomsterformen i brandliljer, turban­liljer og trompetliljer. Denne inddeling er anvendelig både til arter og hybri­der, samtidig med at den generelt siger lidt om vækstkravene, idet brandliljer­ne er letdyrkelige, turbanliljerne lidt vanskeligere og trompetliljerne som regel ret krævende. Brandliljerne har åbne, tragtformede, opadvendte blom­ster, turbanliljerne har mindre blom­ster med meget stærkt tilbagerullede kronblade, mens trompetliljerne har lange, trompetformede blomster. Må­ske bør man dog supplere med en fjerde gruppe, auratum/speciosum­gruppen, der har store, flade, i reglen rød- eller gulplettede kronblade, som er tilbagerullede i spidserne. Liljerne i denne gruppe er noget vanskelige i det danske klima.

Bermudaliljen (Lilium longiflorum) drives frem i millionvis i USA, hvor den anvendes som »påskelilje«. Desværre er den ikke hårdfør på friland hos os.

Dværgliljen (Lilium pumilum) med de skar­lagenrøde blomster overlever sjældent mere end et par år i en dansk have, men formeres let ved frø.

Lilium speciosum 'Uchida' er smuk og noget vanskelig, men rigeligt umagen værd at dyrke.

Vækstkrav: Man siger, at liljer gerne vil have hovedet i sol og fødderne i skygge; det sidste, fordi jorden ikke gerne må tørre ud om foråret og sommeren. De sætter pris på lave nabo­planter som f.eks. svagtvoksende arter af berberis og blåkvast, dværgmispel, klokkeblomst, porcelænsblomst, pri­mula, snepude eller stenurt. Nogle liljer omtales undertiden som skygge­krævende; men her i landet brænder Solen sjældent så hårdt, at egentlig skygge er påkrævet. Noget andet er, at liljerne ingen steder tager sig smukke­re ud end i en lysning mellem høje træer. Liljejord skal først og fremmest være veldrænet. Når løgene undertiden har svært ved at overleve de danske vintre, skyldes det ikke frosten, men væden. De fleste liljer stammer fra bjergegne, hvor der nok kan være sne og kulde, men hvor vandet let løber fra. Liljeløg ynder megen væde i vækstperioden, dvs. forår og sommer; men de vil gerne stå tørt om vinteren, skønt de ikke har nogen egentlig hvile­periode.

Pleje: Liljer bør behandles omtrent som stauder. Man om- og udplanter dem om efteråret, helst med rod­klump, så at basalrødderne er intakte. Det bør man også sikre sig, når man køber nye løg, og er det umuligt at skaffe løg med ordentlige rødder, må man vide, at de mindre løg lettere danner nye basalrødder end de større, som til gengæld giver et flottere resul­tat det første år, men derefter måske ikke viser sig mere. Køber man potte­de løg, bør man banke rodklumpen ud for at sikre sig, at løget overhovedet har et rodnet. Alt for mange menne­sker er blevet kede af at dyrke liljer, fordi de har fået for dårligt plantema­teriale. I reglen vil man være bedst tjent med at sætte liljeløg i jorden så hurtigt som muligt, men hvis det er udelukket, kan man opbevare dem ved 2°C, til det er muligt at komme i jorden. Plantedybden skal være ca. 2 gange løgets egen højde, undtagen for madonnaliljen og nankingliljen, der plantes med spidsen lige i jordskorpen. Man bør altid gøre plantehullet rigelig stort og helst plante flere løg sammen. Er jorden ikke tilstrækkelig let og porøs, bør den opblandes med sand eller grus; eventuelt kan man tillige lægge et tyndt lag sand i bunden af plantehullet og op omkring løgene; det modvirker ikke blot sygdomsangreb, men holder måske også musene borte. Mod svampeangreb er det nyttigt at pudre løgene og behandle jorden med et svampemiddel. Liljer kræver megen næring i vækstperioden, bedst i form af organisk gødning som kompost eller vel omsat naturgødning. Når man laver kompost, bør man aldrig anvende dele af løgplanter, da man risikerer at få sygdomskim spredt over hele haven. Som fosfortilskud til liljer er benmel fremragende, og som kalitilskud kan man anvende træ-asken fra pejsen, men kun træ-aske! Liljerne tåler også en mindre mængde uorganisk blandings­gødning i løbet af foråret; flere små portioner er bedre end en stor.

Kongelilje (Lilium regale) har skinnende hvide blomster med gult svælg. Duften fylder hele haven.

Liljer til snit: Liljer er glimrende til afskæring, og man vil ofte se, at de folder sig ud til sidste blomst, mens de står i en vase. Man skal blot ikke klippe mere end højst nødvendigt af stilken og i hvert fald ikke klippe dem langt ned flere år i træk, da man så udpiner løget. Fjern i det hele taget aldrig stængler eller blade fra de af­blomstrede liljer, før de er visnet helt ned, derimod gerne de grønne frøkaps­ler , hvis man alligevel ikke vil bruge frøene.

Liljer i potte: Pottede liljer kan man have megen glæde af, f.eks. som altan­- eller terrasseplanter, men potterne skal helst være store og i hvert fald ret dybe, da planterne ellers ikke får plads til at udsende både basal- og stængel­rødder. Pottejorden laves af lige dele god havejord, kompost, sand og tørve­mel; det skader ikke med lidt benmel og træ-aske. Der skal være godt dræn i bunden af potten.

Formering: Mange liljearter og nogle hybrider kan ret let formeres ved frø; frøformeringen har den fordel fremfor andre metoder, at man kan undgå smitte af eventuelle plantesygdomme fra moderplanterne. Desuden får man gerne mange småplanter, der til gen­gæld er 3-4 år om at komme i blomst. Nogle liljefrø. f.eks. af kongeliljen og midcentury-hybriderne, spirer hurtigt, mens andre skal have været udsat for en' kuldeperiode, før de kan spire; det gælder kranslilje, vokslilje og den kaukasiske lilje. Hvis man sår på fri­land, skal såbedet være veldrænet og gerne forhøjet i forhold til den omgi­vende jord; men man skal samtidig sikre sig, at der er tilstrækkelig med vandholdende materiale som tørvemel i jorden, da småplanterne ikke tåler udtørring. Af samme grund er det fordelagtigt med halvskygge. Snegle og liljebiller kan være en plage i såbedet, så dem må man holde øje med og udrydde med hård hånd.

Nogle liljer, f.eks. tigerliljen, brandlil­jen og en del hybrider, danner små mørkebrune eller sorte bulbiller i bladhjørnerne. Det er i virkeligheden små yngleløg. som letter formeringen. Ofte sender de en lille, hvid rodspids ud, endnu mens de sidder på moder­planten; når de er modne hen på eftersommeren, falder de let af, og man kan prikle dem på bed. Hos mange liljer finder man en rigdom af små sideløg på stængelstykket lige i jordoverfladen mellem stængelrødder­ne. Her dannes der små, fuldt udvikle­de løg, der ligeledes kan prikles på bed om efteråret. Endelig kan man forme­re liljer ved stikning af afbrækkede løgskæl, enten fra nyindkøbte løg, op­gravede løg, som alligevel skal flyttes, eller man kan grave ned omkring sine liljeløg og fjerne op til en tredjedel af skællene, mens selve løgene bliver sid­dende i jorden. Man pudrer både løg og skæl med et svampemiddel og stik­ker skællene i en kasse med fugtigt sand eller pottejord ved 20-25°C. Man kan også bruge en urtepotte, som man trækker en klar plasticpose over, eller man kan nøjes med plasticposen, som man skiftevis fylder med et lag fugtigt sand og et lag løgskæl. Småløgene dannes i kanten af skællene; når de har udsendt begyndelsen til et rodnet, kan man prikle dem ud.

Der findes talrige smukke liljesorter, opstå­et ved krydsninger mellem de enkelte arter.

Arter og hybrider: Tidligere dyrkede man ikke over en halv snes liljer her i landet, og bortset fra nankingliljen var de alle arter. I de sidste 50 år har man frembragt en kolossal mængde hybri­der, hvoraf mange er særdeles livskraf­tige og samtidig meget smukke. Især nederlandsk-amerikaneren Jan de Graaff har gjort sig fortjent på dette felt med de såkaldte de-Graafske liljer. Andre pragtfulde krydsninger er de såkaldte mid-century-hybrider.

Arter:

Bermudalilje (Lilium longiflo­rum) er ~n hvid, duftende trompetlilje fra Japan; den kaldes i USA for »Easter lily« , fordi man især anvender den ved påsketid. Ses hyppigt hos danske blomsterhandlere, men kan ik­ke dyrkes på friland i Danmark.

Brandlilje (Lilium bulbiferum), se ar­tiklen Brandlilje.

Canadisk lilje (Lilium canadense) har hængende, klokkeformede, gule eller orange blomster i juli og er 100-150 cm høj. Foretrækker let skygge og humus­rig jord; kræver perfekt dræn.

Guldbåndslilje (Lilium auratum) har en stor, åben, hvid blomst med en gul stribe midt gennem hvert kronblad. Stærkt duftende; noget vanskelig; 100- 200 cm høj. Blomstrer i august-sep­tember.

Sorten 'Platyphyllum' har bre­dere blade og er sundere og kraftigere.

Kaukasisk lilje (Lilium monadelphum) har gule, duftende, turbanformede blomster i juni. Bliver 100 cm høj.

Kongelilje (Lilium regale) har hvide, duftende, trompet formede blomster i juli og er 100-150 cm høj. Letdyrkelig og frøformeres meget let.

Kranslilje (Lilium martagon) har kransstillede, grønne blade og violette, turbanformede blomster, som ved af­skæring får en ubehagelig duft. 100- 150 cm høj. Blomstrer i juni; der findes en mindre, men smukkere, hvid varie­tet.

Lysekronelilje (Lilium pennsylvani­cum) har opadvendte, orangerøde blomster i juni. 50-100 cm høj; meget hårdfør.

Madonnalilje (Lilium candidum) har renhvide, duftende blomster i juli; mangler stængelrødder og plantes altid med løgspidsen i jordskorpen. Højde 100-150 cm. Den grønne bladroset overvintrer ofte.

Nankinglilje (Lilium testaceum) er den ældste liljekrydsning, man kender. Den har hvidgule, turbanformede, duftende blomster i juli. Mangler stæn­gelrødder og plantes altid med løgspid­sen i jordskorpen. Højde 100-150 cm.

Orangelilje (Lilium henryi) har oran­gefarvede, turbanformede blomster med skinnende grønt svælg i august. 100-200 cm høj; kræver opbinding. Pragtlilje (Lilium speciosum) har hvide eller rosa kronblade med mange røde pletter og vorter. Højde 100-150 cm. Blomstrer i august-september; noget vanskelig. Den er glimrende til afskæ­ring. I en vase springer alle knopper ud.

Pyrenæisk lilje (Lilium pvrenaicum) har ret små, gule blomster med sorte pletter og røde støvdragere i maj. Højde 50 cm.

Tigerlilje (Lilium tigrinum) har røde, turbanformede blomster med brune pletter i august. Højde 100-150 cm. Formeres let ved bulbiller (sideløg).

Vokslilje (Lilium hansonii) har krans­stillede grønne blade og små, orange­gule blomster med brune pletter. Kronbladene er tykke og voksagtige. Højde 100-150 cm; blomstrer i juni. Krydsninger: Af liljehybrider findes der nu så mange, at det er uoverkom­meligt at nævne dem alle. Af brandlil­jetypen kan bl.a. anbefales 'Cinnabar', 'Croesus', 'Destiny' , 'Enchantment', 'Fire King', 'Harmony', 'Pirate' , 'Ta­basco'. Af turbanliljer bl.a. 'Amber Gold', 'Bronzino', 'Burgundy', 'Ci-

tronella', 'Fuga', 'Shuksan', 'Sonata'. Af trompetliljer bl.a. ' African Queen', 'Black Dragon', 'Black Magic' , 'Pink Perfection', 'Regale Royal Gold', 'Sentinel' , og af auratum-speciosum­gruppen bl.a. 'Empress of China', 'Empress of India', 'Empress of Ja­pan', 'Imperial Crimson', 'Imperial Gold', 'Imperial Silver', 'Pink Beauty', 'Pink Glory' og 'Pink Pearl'. Hybriderne i den sidste gruppe er ret sarte og vil måske ikke altid vise sig at være flerårige i en dansk have. Men selvom løgene er kostbare, bør man ikke snyde sig selv for den oplevelse, som disse utrolig skønne blomster kan give. Desværre blomstrer de tit så sent på året, at blomsterne let ødelægges af regn og blæst, men så kan man tage dem ind i en vase, hvor knopperne i reglen udvikles særdeles fint. I sam­menligning med, hvad man ellers beta­ler for en buket blomster, er udgiften til løgene ikke urimelig.

Sygdomme og skadedyr: Gråskimmel giver klare eller rødbrune pletter på bladene, og i fugtigt vejr kommer der grå, lådne belægninger. Gråskimmel forebygges med Brassicol i jorden og eventuelt sprøjtning med et svampe­middel, hvis angrebet er alvorligt. Vi­rus giver små, forkrøblede planter eller lyse, mosaikagtige pletter og indadrul­lede blade og kan ikke bekæmpes; det tilrådes at kassere angrebne planter helt, da sygdommen kan spredes med bladlusebid. Bladlus bekæmpes fore­byggende med Lindan; det samme gæl­der liljebillen, der er smukt koralrød, men en slughals. Dens larver finder man om sommeren som grå, slimede klatter på undersiden af bladene; de fjernes med fingrene.