Lind - Tilia

Lind er den eneste af lindefamiliens slægter, der er repræsenteret i den

nordiske flora, hvor blot to arter er vildtvoksende. Begge er løvfældende træer med langstilkede, skævt hjerte­formede blade med savtakket rand og affaldende akselblade, der fungerer som knopskæl. De små gullige, vellug­tende blomster, der har 5 skålformede bægerblade, 5 hvidgule kronblade, tal­rige støvdragere og en fembladet støv­vej, sidder i langstilkede, hængende, 3-11-blomstrede kvaste, der er udsty­ret med et stort, tungeformet forblad, som er delvis sammenvokset med blomsterstandens stilk og tjener som flyveorgan- ved frugtspredningen. Frugten er en nød.

Lindetræer er let kendelige på deres bredt kuplede, tætforgrenede og løvri­ge krone. De kan blive op til 30 m høje. I modsætning til de fleste af vore andre skovtræer blomstrer lind om sommeren og har insektbestøvning; tidligere anvendtes lind endog som trækplante for honningbier, der til gen­gæld producerede en særdeles velsma­gende lindehonning, som var stærkt efterspurgt. Blomsterne kan også an­vendes til lindete.

Lindetræet har siden oldtiden spillet en stor rolle som kulturplante. Det ansås for helligt hos germanerne og var viet frugtbarhedsgudinden Frigg. Ligeledes har det op gennem tiden været brugt som »majtræ«, og i de fleste landsbyer kunne mændene altid drøfte fælles an­liggender under en gammel lind ved bystævnet. Herudover har linden stolte traditioner som allétræ, især i barok­kens haver, hvor den som regel var klippet på indersiden af alleen. Som hæk er lind, trods sin gode regenera­tionsevne, dog ikke velegnet, da dens grene bliver for grove og knortede.

Vækstkrav: Lind er normalt hårdfør i Danmark. Den udvikler sig smukkest, hvor den plantes på en næringsrig muldjord i fuld sol; men den trives udmærket i skygge. Bør ikke plantes på vind udsatte steder, da kronen bliver forblæst og stamme og grene overvok­set af lav og alger.

Arter:

Kejserlind (Tilia vulgaris 'Palli­da') har kraftig, opret vækst og på oversiden mørkegrønne, på undersi­den gullige eller blålige blade.

Krimlind (Tilia euchlora) har blanke, mørkegrønne blade med rust brune hårduske i vinklerne mellem undersidens bladribber. Adskiller sig fra småbladet lind ved gulgrønne skud­spidser. Blomstrer fra sidst i juli til først i august; formeres ved okulation.

Parklind (Tilia vulgaris) er en kryds­ning mellem småbladet lind og storbla­det lind. Den kaldes også europæisk lind eller hollandsk lind. Bladene er ens grønne på begge sider og glatte, dog med lyse hårduske i vinklerne mellem undersidens bladribber; års­skud og bladstilke er ligeledes glatte. Blomsterstanden hos parklind er mere mangeblomstret end forældrenes, idet den har 7-11 blomster i kvasten. Frug­terne er tykskallede med utydelige rib­ber, men indeholder kun sjældent modne frø. Den formeres ved okula­tion. Parklind er et hårdført og sundt bytræ, der er modstandsdygtigt over for svampe- og insektangreb.

Småbladet lind (Tilia cordata) kaldes også skovlind. Den har forholdsvis små, på oversiden grønne, på undersi­den blågrå, glatte blade; dog findes nogle små rustbrune hårduske i vink­lerne mellem undersidens bladribber. Blomsterne sidder i 5-7-blomstrede kvaste og udvikles i begyndelsen af juli. Den forekommer som vildtvok­sende skovtræ i Sydøst jylland og for­skellige steder på Øerne, især i de sydlige egne. Det dyrkes ikke som skovtræ, men findes som en rest fra egeblandingsskovene. Anvendes kun sjældent som alletræ.

Storbladet lind (Tilia platyphyllos) har ret store blade, der er ens grønne på begge sider. Blomsterne fremkommer omkring 14 dage før blomsterne hos småbladet lind og sidder i 2-5-blom­strede stande. De kugleformede nød­der har fem fremtrædende ribber og en hård, tyk skal. Træet er varmekræven­de og har en sydligere udbredelse end småbladet lind. Ses kun sjældent vildt­voksende hos os, men forekommer dog nogle få steder på øerne.

Lindetræets store regenerationsevne medfører, at det tåler endog særdeles kraftige tilbageskæringer.

Lind adskiller sig fra de øvrige skovtræer ved at blomstre efter løvspring og ved at have insektbestøvning. Har tidligere været anvendt som trækplante for honningbier.

Se også artiklerne Allétræer, Hæk og Skovtræer.