Lupin - Lupinus polyphyllus

Lupinens gamle danske navn er det foragtelige ulvebønne, dvs. med uspi­selige frø. Det botaniske artsnavn har samme baggrund, idet Lupinus kom­mer af latin lupus = ulv. Den flerårige havelupin har smukke, fingerdelte bla­de og en tæt, opret blomsterklase med klare, rene farver. Den blomstrer i højsommeren, og hvis man fjerner de afblomstrede klaser før frøsætning, kan man få en ny blomstring sidst på sommeren. Rødderne er tykke, kød­fulde og dybtgående, hvorfor planten klarer sig godt på mager og tør jord. På rødderne udvikles store kugleformede knolde af kvælstofbakterier.

Lupiner i blandede farver er godt til grupper. Så snart blomsterne ikke er smukke mere, bør de skæres ned. Det giver chance for et nyt flor senere på sommeren.

Vækstkrav: I naturen findes lupin på tør jord, og den trives bedst i fuld sol. Den er hårdfør i vort klima; men enkelte havesorter fryser undertiden bort, især på fugtig og lerholdig jord. Pleje: Lupin er meget let at formere ved frø, som kan sås i august-septem­ber, straks efter modningen, eller tid­ligt om foråret.

Navnesorterne er ikke konstante ved frøudsæd, og derfor formeres disse især ved stiklinger, der tages med »hæl« i løbet af sommeren. Hver stik­ling skal have et par løvblade, og de stikkes i sandblandet jord i drivbænk, hvor de overvintres. Næste forår udplantes de på blivestedet. Større plan­ter er p.gr. af de tykke og skøre rødder vanskelige at omplante, ligesom deling af dem heller ikke lykkes særlig godt. Lupiner kræver ingen opbinding; men ved stærk blæst og efter voldsomme regnskyl kan de tunge blomsterklaser knække eller lægge sig ned. Spidsen af klasen vil derefter vokse videre lodret­opad, og klasen får en uskøn, bøjet form. Afpudsning kan indskrænkes til afskæring af de afblomstrede klaser, som aldrig bør have lov at sætte modne bælge, hvis udvikling vil tære på plan­tens vækst kraft. Vinterdækning af sar­te sorter kan foretages med tørt, vis­sent løv, mens tørvesmuld er uegnet, fordi dette samler for megen fugtighed og kulde.

Lupin er en taknemmelig have­blomst, som let spreder sig ved selvdnlng på steder med let og tør jord i fuld sol.

Anvendelse: Havelupin er ikke særlig egnet til staudebedet, fordi der efter afblomstringen opstår et »hul«, som nabo stauderne har svært ved at skjule. Derfor foretrækker man lupiner i selv­stændige bede, i en flerårig blomster­eng eller i snitbedet. Med sine fine farver, søde honningduft og den smuk­ke klase form burde lupin være en dej­lig afskæringsblomst; men de enkelte blomster i klasen holder desværre kun få timer i afskåren stand.

Lupinblomsten har 5 kronblade, øverst fa­nen, til siderne de to vinger og nederst kølen, der er dannet af to kronblade.

Sorter: En kendt gruppe lupiner kaldes Russell-lupiner, og deres opståen er et helt eventyr. RusseII var postbud i omegnen af York i England. Han ud­stillede i sin ungdom lupinblomster på den lokale blomsterudstilling for ama­tører, og han blev drillet meget af sine venner for de små, usle blomster. Med ægte engelsk stædighed ville han bevi­se, at han nok skulle lave fine blom­ster. Han importerede frø fra mange lande, især fra California, dyrkede planterne i sin have, krydsede dem indbyrdes og kasserede de dårlige ty­per. Han udviklede i løbet af 20 år helt enestående smukke sorter, med blom­ster i alle regnbuens farver. Russell­lupinernes eneste minus er deres min­dre gode hårdførhed. Fra Aksel Olsens planteskole i Kolding har vi fået en anden farveprægtig samling af lupiner, regnbuelupinerne. Desuden findes en lang række navnesorter i handelen, af hvilke de bedste er 'Kastellan' , der er blå-hvid; 'Kronleuchter', gul; 'Mein Schloss', rød; og 'Schlossfrau', rosa­hvid.

Blomsten har en fornem, sødlig duft.

Andre arter:

Lupinus albus er en enårig foderplante med hvide blomster. Den bliver 20- 100 cm høj og har stærkt hårede bælge.

Lupinus angustifolius er ligeledes en­årig; den har 20 cm lange blomsterkla­ser med mørkeblå blomster. Den kan anvendes som sommerblomst i haven, hvor den blomstrer fra juni til septem­ber.

Lupinus luteus er den velkendte gule lupin. Dens gule blomster udvikles allerede sidst i maj og spreder en fin violduft. Den anvendes ofte på magre jorder for at tilføre kvælstof, der bliver fremstillet af de kvælstofbakterier, som udvikles på rødderne. Hvor der ikke tidligere har vokset gule lupiner på en jord, må man samtidig med frøsåningen »pode« jorden med kvæl­stofbakterier , der leveres af frøhandle­ren. Gul lupin kan anvendes som en slags pionerplante på ny anlagte vej­skråninger, lydvolde eller som forkul­tur på dårlig jord før tilplantning med kulturplanter.