Nøkketunge - Ligularia

Første del af navnet nøkketunge sigter til plantens vokseplads nær søer og vandløb, hvor nøkken ifølge norsk fol­ketro holder til. Anden del af det danske navn og det botaniske slægts­navn hentyder til de tungeformede randkroner (latin ligula = lille tunge). De forskellige arter er alle kraftige stauder med gule kurvblomster i efter­sommeren og efteråret. Planten har en forgrenet rodstok og rosetstillede bla­de med lang stilk. Blomsterne er sam­let i akslignende eller skærmagtige blomsterstande, forskelligt for de for­skellige arter.

Den eleganteste af vore nøkketunger er Ligularia przewalskii med de høje, slanke blomsteraks.

Vækstkrav: Jorden skal være porøs og i stand til at holde på fugtigheden. Man bør derfor blande godt med spagnum, bladjord eller enhedsjord i almindelig havejord. Planterne kan endda tåle at have vand stående over sig en del af året. De trives pænt i halvskygge, men blomstrer bedst i fuld sol.

Pleje: Det er nemmest at formere nøkketunge ved deling af ældre planter om foråret eller sent på efteråret umid­delbart efter afblomstringen; frøfor­mering kan dog også lade sig gøre. Den kraftige vækst fremmes ved gød­ningstilførsel; især må man huske et rundhåndet tilskud af kvælstofgødning. Hvis planterne står i et staude­bed, må man sørge for rigelig vanding i tørre perioder. Desværre kan opbin­ding af og til blive nødvendig; men den pynter ikke på planterne. På fugtig bund kan det være gavnligt at vinter­dække rodstokkene med vissent løv, men alle arterne er i øvrigt helt hårdfø­re. De visne stængler bør først afskæ­res om foråret.

Anvendelse: Nøkketunge hører hjem­me i havens sumpbed, ved vandbassi­net eller ved bredden af et vandløb. I et staudebed kan den pynte meget, men må have særpleje i form af rigelig vanding. Blomsterstænglerne er smuk­ke og holdbare i afskåren stand. Gode naboplanter er andre fugtighedsel­skende stauder som astilbe, bronze­blad, engblomme, engkabbeleje, kat­tehale, sibirisk iris og sølvlys.

Arter: Ligularia dentata (tidligere solgt under navnet Ligularia clivorum eller Senecio clivorum) bliver 150 cm høj og har kraftige blade med en diameter på 40-50 cm, nyreformede med takket rand og af en sart lysegrøn farve. I august begynder blomstringen. De enkelte kurvblomster kan blive 8 cm i tværsnit; de tungeformede rand­kroner er orangegule og skiveblom­sterne i midten mørkebrune. Blom­sterne sidder i kraftige blomsterstande, der hæver sig op over selve løvet. Sorten 'Orange Queen ' har mørkoran­ge, hængende randkroner. Den bliver 150 cm høj og .har en meget lang blomstring. Frugterne er forsynet med mælkebøttelignende fnok (frøuld): de er meget holdbare til store tørre buket­ter. 'Othello' har lidt mindre kurv­blomster med stift udstående randkro­ner; løvbladene er mørkebrune og me­get dekorative. 'Desdemona ' har oran­gegule kurve og blåligrødt løv.

Ligularia hessei er en krydsning mel­lem Ligularia dentata og Ligularia wil­soniana. Den har store, kredsrunde blade og kan blive næsten mandshøj. Blomsterne er rent gule og sidder sam­let i akslignende stande.

Ligularia macrophylla har kæmpestore blade med lang stilk og en 50 cm lang, næsten lodretstillet, blågrøn bladplade. Blomsterne er samlet i et langt, opret aks. Den er velegnet som solitær­staude.

Ligularia palmatiloba har palmeagtigt indskårne blade og aksformede blom­sterstande med lysende gule blomster. Den blomstrer allerede i juni-juli.

Ligularia przewalskii har høje, slanke akslignende blomsterstande og finger­formet delte, ret små blade. Den er spinklere og mere elegant end de øvri­ge Ligularia. Den formeres ikke ved deling, men ved frøudsæd i det tidlige forår. På dansk kaldes den ofte aks­brandbæger.

Ligularia stenocephala har hjertetor­mede, let tandede blade på iøjnefal­dende, rødbrune stilke. De små gule kurvblomster er samlet i lette, ofte ensidigt vendte blomsterstande. Ligularia tangutica har fjersnitdelte blade og brede, gule blomsterstande. Frugtstandene med den dekorative frøuld bliver siddende til langt hen på vinteren. Denne art breder sig stærkt ved underjordiske udløbere; på fugtigt terræn kan den blive et besværligt ukrudt.

Ligularia veitchiana har store, hjerte­formede blade og indtil 2 m høje blomsterstængler med lange, pyrami­deformede blomsterstande.

Ligularia wilsoniana ligner Ligularia veitchiana, men bør foretrækkes for denne. Den kræver god plads og trives kun på fugtig jord; det kan ikke nytte at prøve at plante den i staudebedet. Den har nyreformede blade, og de gule kurvblomster har kun få, tunge­formede randkroner. Den blomstrer ret sent, ofte først i september eller oktober.

Nøkketunge (Ligularia dentata 'Othello') med mørktfarvede løvblade og mørkegule kurvblomster.