Nikotin er et alkaloid, som udvindes af tobaksplanten. Det er en kraftig nervegift, som virker gennem åndedrætsorganer og hud både på insekter, mennesker og andre dyr. Især tidligere anvendtes nikotin til bekæmpelse af insekter med sugende munddele som f. eks. bladlus, tæger og thrips, og endnu anvendes det af og til i form af en 0,1 % opløsning af nikotinsulfat med brun sæbe som binde- og spredemiddel til udsprøjtning i drivhuse. Her kan man også benytte sig af afbrænding af nikotinstrimler. Mange drivhusplanter som agurk, roser og orkidéer er imidlertid følsomme og svides let af nikotin. Da stoffet er overordentlig farligt for mennesker, er man nu gået over til i stedet at anvende stoffet pyretrin (se artiklen Pyretrum).