Slægtsnavnet stammer fra den græske mytologi; Andromeda var datter af det æthiopiske kongepar Kefeus og Cassiopeia.
Rosmarinlyng har stor geografisk udbredelse, idet den findes såvel i Alperne og Pyrenæerne som i de nordiske fjelde og foruden i Europa også i Asien og Amerika. I Danmark er den sjælden, men den vokser dog enkelte steder i moser og på heder, især i Jylland. Det er en lav, stedsegrøn busk med smalle, lancetformede, læderagtige, glatte blade, der er hvidgrå eller blågrå på undersiden og mørkegrønne på oversiden. Blomsterne, der er lyserøde og krukkeformede som lyngblomster, sidder i små stande på røde stilke for enden af grenene. Man kan bruge et afkog af bladene som sort farvestof til tekstiler, og man har ligeledes brugt det til garvning af læder. Planten - og især bladene - indeholder et giftigt stof, andrometoxin, der kan fremkalde krampe, svimmelhed og opkastninger. Der findes enkelte havesorter som f.eks. 'Ericoides', der har meget små, smalle blade, og 'Grandiflora', som har større blomster end arten. Andromeda glaucophylla er en nordamerikansk art med smalle blade og hængende, klokkeformede blomster, der er gullighvide, undertiden med et rosa skær. Den er giftig som rosmarinlyng, men ses sjældent under kultur.
Den hvidblomstrede rosmarinlyng Andromeda glaucophylla stammer fra Nordamerika. Den er dog sjælden i kultur.
Vækstkrav: Rosmarinlyng er en udpræget surbundsplante, som foretrækker en kalkfattig. men humusrig tørvejord, og især om foråret og sommeren kræver den en del fugtighed. Den kan vokse i både sol og halvskygge. Undertiden kan det være lidt vanskeligt at få den til at slå rod; men når den først har rodfæste, breder den sig i reglen villigt. Det er en smuk, lille busk, der er velegnet både som bunddække i surbundsbedet, f.eks. under rododendron, og som stenbedsplante.
Rosmarinlyng er en køn lille busk med smalle blade og lyserøde, lynglignende blomster.
Formering: Det kan være vanskeligt at formere rosmarinlyng ved frø; men med stiklinger går det nogenlunde, blot man afskærer velmodnede, korte stiklinger om foråret og stikker dem i rent tørvemel, som til stadighed må holdes fugtigt.