Såning

Rillesåning anvendes til grønsager på fri­land. Hvis man sår med passende afstand, behøver man ikke senere at udtynde plan­terne.

Såning er den naturlige formeringsme­tode for de fleste en- og toårige urter, bl.a. sommerblomster og køkkenurter: men såning anvendes også til en lang række flerårige urter (stauder) samt til mange buske og træer. For at såningen skal lykkes, kræves der et godt ud­gangsmateriale af sundt frø med en høj spireprocent og et lavt indhold af frem­medfrø (ukrudtsfrø) i frøposen. Frøet skal eventuelt have en forbehandling, så at spiringen foregår på det ønskede tidspunkt og så hurtigt som muligt. Såmediet (jordblanding eller kunst­jord) skal være det rigtige for den anvendte frøart. og såmetode, sådybde og øvrige kultur må være den bedst tænkelige. Nærmere oplysninger om såning af de enkelte prydplanter og nytteplanter findes i artiklerne under de respektive planters danske navne. Krav til frøene. De anvendte frø skal være garanteret fri for angreb af svam­pe, skadedyr og virus. Især i det øko nomiske havebrug og landbrug er en høj spireprocent en forudsætning for, at avlen kan betale sig. Desuden er det vigtigt, at frøblandingen kun indehol­der en meget lille del fremmedfrø eller ukrudtsfrø. På emballagen skal både spireprocent og renhedsprocent være angivet. Ved indhøstning med moder­ne høstmaskiner kan frøene lide bety­delig overlast, og frøportionen må kun indeholde en meget lille del beskadige­de frø.

Ved såning i potter lægges frøene enkeltvis i hver sin fordybning i jorden, såkaldt punkt­såning.

Båndfrø med enkeltfrø. der er indlagt i tynde papirsbånd, som opløses, når frøene spirer frem.

Forbehandling af frøene.

I jiffypotter lægges kun et eller få frø i hver potte. Det gør den senere udplantning lettere.

Til »massekultur« kan man bredså frøene i enhedsjord, som trykkes let sammen i en frøkasse eller skål.

Når småplanterne har en passende størrel­se, rives potterne løs, puttes i større potter eller sættes ud på blivestedet.

Inden bladene på de bredsåede kimplanter når hinanden, skal planterne omprikles til småpotter eller jiffypotter.

Som værn mod angreb af skimmelsvampe og an­dre sygdomme kan frøavleren, frøleverandøren eller køberen bejdse eller afsvampe frøene i en opløsning af kemiske giftstoffer. Frø med meget hård skal, som vand udefra og kimen indefra har vanskeligt ved at trænge igennem, kan »ridses« ved, at frøpor­tionen blandes med skarpt grus i en lågbeholder, som rystes kraftigt i nogle minutter. Gruset ridser frøskallens yderside, så at vandet kan trænge ind og spiringen lettes. Frø af bælgplanter, f. eks. lupiner og lucerne, skal »podes« med en bakteriekultur, der efter bælg­planternes spiring lever i symbiose (samliv) med planternes rødder. Bakterierne henter næring fra rødderne, men optager luftens kvælstof, som kommer planterne til gode. Bakte­riekulturer til de forskellige typer bælgplanter kan købes hos frøfirmaer­ne og blandes i frøportionen før udsæd.

Frø fra træagtige planter har vanskeligt ved at spire uden forudgående stratifi­cering, dvs. opbevaring i fugtigt sand vinteren igennem eller i endnu længere tid; se artiklen

Stratificering.

Særlig store urtefrø som bønner, majs og ærter suger efter såningen meget store mængder vand til sig fra den omgivende jord. Hvis jorden ikke er tilstrækkelig fugtig, går spiringen i stå og kimene" ødelægges. Derfor bør frø af denne type lægges i »støb« (i blød) et døgn før såningen, hvorved det største vandbehov dækkes.

Såmediet.

Jorden i såbedet, såskålen eller urtepotten bør være godt tilbe­redt. Den skal være ukrudtsfri, fri for større og mindre sten og så porøs, at luft, vand og kimrødder nemt kan trænge igennem. Jorden bør ikke være for kraftig med alt for stort indhold af plantenæring, som kan svide de spæde rødder på kimplanterne. Anvendes enhedsjord, skal det være typen P-jord (priklejord), hvis indhold af gødnings­stoffer er lavere end K-jordens (kruk­kejord). Anvendes stenuld som gro­danblokke eller lignende, må der med vandingsvandet tilføres en svag næ­ringsopløsning, da disse medier i sig selv er sterile og helt uden indhold af plantenæring. Før såningen bør såme­diet gennemvandes grundigt. På fri­land bør planterillerne vandes, umid­delbart før frøene lægges i rillen. Såningen. Ved såningen bør frøene anbringes i en passende dybde; en tommelfingerregel siger, at frøet skal være dækket af et jordlag dobbelt så tykt som frøets egen tykkelse. Man sparer mest på frømængden ved punkt­såning, altså med et frø ad gangen. Ved spiringen har frøet og kimplanten ingen konkurrenter lige i nærheden og udvikler sig derfor bedre end ved mængdesåning på større flader eller i rækker, som det er sædvane i køkken­haven.

Frøplanterne i køkkenhaven kan beskyttes med ståltrådsnet mod duer og andre fugle, som vil æde frøene eller kimplanterne.

Punktsåning anvendes oftest til plante­arter, som skal ha ve en forkultur i drivhus eller drivbænk. Ved såning i grodanblokke eller i jiffypotter anbrin­ges blot et frø i hver blok eller potte, som så senere kan udplantes i haven, uden at rødderne ødelægges.

Pletsåning anvendes til kulturer som kål, græskar og majs, der kræver stor afstand mellem de enkelte planter. Pletterne kan efterhånden udtyndes, så at der til sidst kun står en plante i hver plet.

Rillesåning anvendes til de fleste grøn­sager på friland. Rillen vandes før såningen, og der sås meget tyndt i rillen, som dækkes med jord, der skub­bes fast med bagsiden af rivehovedet.

Bredsåning benyttes især til kortvarige urtekulturer som kørvel, radise, salat, spinat og dild - og desuden til såning af græsplæner.

Pillefrø er almindelige frø, der er ind­kapslet enkeltvis i en pilleform et , vandsugende masse. Metoden anvendes især til meget finkornede frø, som herved lettere kan sås enkeltvis i den rigtige indbyrdes afstand.

Båndfrø er frø, indlagt i tynde papirs­bånd, som lægges i sårillerne. Papiret opløses, når frøene spirer frem.

Såskema

Under Planteskemaer vises Såskema som omfatter de mest anvendte enårige sommerblomster, toårige som­merblomster og enårige køkkenurter. For hver plante er den normale såtid i bænk eller på friland anført; men tids­punkterne kan variere noget efter kli­maet de enkelte år. Desuden er der anført antal frø pr. gram; det giver et fingerpeg om, hvor meget frø man skal købe hjem og hvor meget man skal så for at få et bestemt antal planter. In­gen af frøportionerne spirer med 100%; det normale er en spireprocent mellem 80 og 90, og desuden må man regne med et vist spild, når planterne er kommet op og skal prikles og udplan­tes. Hvis man f'.eks. køber 1 g gule­rodsfrø, er der mellem 700 og 900 frø i posen. Hvis 80% spirer, får man såle­des 600-700 planter, formentlig rigeligt til familiens forbrug. Af ærter må man købe 100 g for at få 300-600 frø eller 200-450 planter.

Se også artiklerne Båndfrø, Enheds­jord, Frø, Græsfrø, Græsplæner, Kunstjord, Køkkenhave, Pillefrø og Stratificering.