Skarntydeslægten består af kun to arter, hvoraf en vokser her i landet. Navnet skarntyde bruges folkeligt om flere planter inden for skærmplantefamilien, bl.a. vild kørvel (Anthriscus silvestris), der er en meget almindelig vildtvoksende plante ved vej kanter o. lign., til forskel fra den egentlige skarntyde, der er ret sjælden. Skarntyde eller plettet skarntyde (maculatum = plettet) blev indført til Norden af munke og nonner i middelalderen, og den vokser endnu hist og her nær tidligere klostre og kan også findes ved strandbredder. Den friske plante er meget giftig, hvilket skyldes et flygtigt alkaloid, coniin. Oldtidens grækere kendte plantens virkning og brugte saften som et hurtigt dræbende middel. Ifølge gamle danske urte- og lægebøger anvendtes plantesaften på flere måder, bl.a. til bevarelse af munkes og nonners kyskhed, og den tørrede saft fra roden blev sammen med udtræk fra andre planter brugt mod kighoste og nervesygdomme. Giftstoffet virker lammende på nervesystemet og kan, hvis døden ikke indtræffer, virke sløvende og søvndyssende og blev anvendt ved svære lidelser. Når bladene gnides mellem fingrene eller ligger i stærk sol, afgiver de en stærkt museurinlignende lugt, der er meget gennemtrængende. Planten bør behandles med varsomhed. Den kan i vækst og blade minde noget om vild kørvel, men kan adskilles fra denne bl.a. på bladene, der hos skarntyde er helt glatte, medens vild kørvel altid har hår i randen på bladafsnittene.
Skarntyde er en smuk skærmplante, men både blade, blomster og frugter er dødelig giftige!
Planten er toårig med en kraftig pælerod og en meterhøj, jævn, glat, blådugget, hul stængel, der især nedentil er stærkt rødplettet. Løvet er 2-4 gange snitdelt, og den store dobbeltskærm har både stor- og småsvøb. Blomsterne er hvide, og delfrugterne er ægformede, besat med vingede, bølgede ribber.