Skimmelsvampe

Skimmelsvampe danner en vat-agtig belæg­ning på de blade eller andre plantedele, som er angrebet. De be­skrives som trådformede, delvis mikro­skopiske planter, der mangler grøn­korn og klorofyl. De kan derfor ikke udnytte sollyset, men skaffer sig energi ved at nedbryde organisk stof, som de grønne planter har dannet ved sollysets hjælp.

Skimmelsvampene er meget vigtige i naturens kredsløb, idet de nedbryder organisk materiale til de oprindelige bestanddele i form af kuldioxid, vand og salte, så at disse stoffer på ny kan indgå i kredsløbet.

Svampene er ofte mikro­skopiske, trådformede planter uden kloro­fyl og grønkorn.

Formering: Ved afslutningen af skim­melsvampenes vækstfase dannes spo­rer, der kan overleve i kortere eller længere tid. Ved passende temperatur­ og fugtighedsforhold spirer sporen med en trådformet hyfe, der ved gen­tagne forgreninger til sidst danner et tæt netværk af tråde, myceliet. Efter nogen tid dannes sporebærere med ukønnede sporer, der kan fortsætte slægten. Sporerne kan være placeret på håndformede sporebærere (hos Peni­cillium), i kugleformede hoveder (hos Aspergillus) eller i krukkeformede be­holdere (hos Septoria).

En række skimmelsvampe kan også danne kønnede sporer, der fremkom­mer efter en befrugtning; men der findes ikke egentlige han- og hunsvam­pe. En svamp, der over for en svamp af samme art danner hanlige organer, kan således over for en anden art danne hunlige organer. Hos algesvam­pene dannes der efter befrugtningen en enkelt ægspore, mens der hos sæk­sporesvampene dannes sporesække med hver otte sporer. Sporesækkene kan igen sidde samlet i skiveformede eller krukke forme de dannelser, der af udseende, form og farve er karakteri­stiske for de enkelte af de mange tusinde eksisterende skimmelsvampe­arter. Alle skimmelsvampe beskrives og bestemmes efter det kønnede spo­restadium, og der er opstillet arter, slægter, familier og ordner baseret herpå.

Især i fugtige somre kan en stor del af jordbær høsten ødelægges ved angreb af skimmelsvampe. Frugterne rådner og dækkes af den grå, lådne svamp. Fjern omgående de angrebne frugter.

Enzymdannelse. Under skimmelsvam­penes vækst udskilles der enzymer fra svampehyferne. Disse enzymer ned­bryder ved en forrådnelsesproces de omkringliggende organiske materialer til vandopløselige kemiske forbindel­ser, der derefter opsuges af svarnpehy­ferne. Enzymerne er ofte stærkt artskarakteristiske. Cellulose nedbry­des således kun af enzymet cellulase, stivelse af amylase, proteinstoffer af protase. Der kendes over 1000 speci­fikke enzymer. I svampecellerne an­vendes de opsugede stoffer til opbyg­ning af svampevæv og til de energi­frembringende åndingsprocesser.

Saprofytter: En række skimmelsvampe er kun i besiddelse af enzymer, der kan angribe og nedbryde døde plantedele. Disse svampe kaldes saprofytter (af græsk sapros = rådden og phyton = plante), altså planter, der lever af døde eller rådne plantedele. Saprofytterne udgør langt den største del af skim­melsvampene.

Parasitter: En anden gruppe skimmel­svampe er parasitter, dvs. snyltende. Disse skimmelsvampe er et problem for planteavlerne, idet de ved hjælp af særlige enzymer, plantegiftstoffer (toxiner) og fysisk styrke kan trænge ind i de levende planter. Den ægte parasit eller snylter slår ikke sin værts­plante ihjel; den sender kun sænkere ind i de levende planteceller og tapper dem for næring. Det ses f.eks. hos forskellige bladskimmeler og meldug­svampe. Andre skimmelsvampe, hvor­af mange danner overgang til de sapro­fytiske svampe, dræber hele planten og vokser videre på de døde plantedele. Det kendes f.eks. fra gråskimmel, Pe­nicillium m. fl. Nogle saprofytter kan efter at have inficeret sårede plantedele vokse ind i de sunde væv og således lejlighedsvis optræde snyltende.

Sunde planter har dog en række for­svarsmekanismer, idet de er beskyttet af bark, voks eller hår, der forhindrer svampesporerne i at komme i kontakt med planten. Planterne har også en række kemiske eller fysiske forsvars­midler, hvormed de kan forgifte den indtrængende svamp eller danne kork­barrierer. Disse egenskaber søges i planteavlen fremmet ved en særlig form for krydsbestøvning, indkryds­ning, der giver planterne en naturlig modstandsdygtighed over for angreb. En sådan forsvarsmekanisme er dog ikke gratis, idet planten forbruger energi til forsvaret og derfor giver mindre udbytte i en anstrengt forsvars­situation.

For at undgå de snyltende skimmel­svampe er det vigtigt, at man mindsker smittefaren ved at fjerne angrebne plantedele og ved at dyrke harmoniske

planter, der til stadighed har været velforsynet med vand, lys og nærings­stoffer. Det er også muligt at forebyg­ge svampesygdomme ved at beskyttelsessprøjte planterne med en svampe­gift, et fungicid, der skal være ugiftigt for planter og mennesker, men giftigt for svampene. Er man for sent ude, findes der i dag en sidste mulighed, at dræbe en række skimmelsvampe med systemiske gifte, der trænger ind i planterne og føres rundt i dem med saftstrømmen; de virker dræbende på de svampe, de møder. Skimmelsvampe anvendes industrielt til en lang række formål, bl.a. til frem­stilling af antibiotika og ved fremstil­ling af en række ostetyper. Nogle svampe anvendes til alkoholgæring og andre til industriel fremstilling af rene enzymer.

Se også artiklerne Bekæmpelsesmid­ler, Enzymer, Fungicider, Slimskim­mel, Sneskimmel og Svampe.