Scutellaria er dannet af latin seutella = lille skål; det hentyder til bægerets afrundede underlæbe, i hvilken delfrugterne ligger som i en lille skål. Det danske navn skyldes en forveksling med latin seutellum = lille skjold. Slægten består af oftest flerårige urter, sjældnere halvbuske, med blomster, der sidder parvis i de øvre bladhjørner. De modsatte blade er lancetformede med hjerteformet grund og nærmest rundtakket rand. De typiske læbeblomster er karakteriseret ved, at det tolæbede bæger på oversiden er udstyret med en hul pukkel. Kronen har langt, krummet rør og er tolæbet med hvælvet overside. Efter afblomstringen lukker bægerets læber sig sammen om frugtknuden, og delfrugterne frigøres først, når bægerets overlæbe ved frugtmodningen springer af; underlæben bliver siddende.
Skjolddrager (Sculellaria) er næsten duftløs, men indeholder til gengæld et bitterstof, der tidligere anvendtes i folkemedicinen.
Vækstkrav: Slægtens medlemmer vokser på frodige, fugtige enge eller ved bredden af søer, åer eller i fugtige grøfter og kan ligeledes findes i fugtige skovområder eller ved strandbredder langs vore indre farvande.
Arter: Almindelig skjolddrager (Scutellaria galericulata) er flerårig med vandret krybende jordstængel, hvorfra udgår underjordiske udløbere. De oprette, 30-50 cm høje stængler har helt kortstilkede, korsvis modsatte blade, der er lancetformede med hjerteformet grund og rundtakket rand. Blomsterne er blå med langt, ved grunden svagt krummet kronrør; de sidder enkeltvis i hjørnerne af de øvre stængelblade. Efter afblomstringen vokser bægeret videre og lukker sig sammen omkring frugtknuden. Delfrugterne indeholder luftvæv i skallen, og frøspredningen foregår ved, at de flyder på vandet.
Høj skjolddrager (Scutellaria altissima) har vandret jordstængel, hvorfra de oprette, 50-100 cm høje stængler med hjerteformede, rundtakkede og korsvis modsatte blade udgår. De lyseblå blomster sidder i ensidige klaser.