Skjoldlus - Coccidae

Skjoldlus er nær beslægtet med bladlus og ernærer sig ligesom dem ved at suge saft fra plantevæv. Af udseende har de dog ingen lighed med bladlus, idet i hvert fald hunnerne i hovedparten af deres liv sidder ubevægelige på plan­terne, dækket af et beskyttende skjold. Hannerne, der p.gr. af deres ringe størrelse kaldes dværghanner, har vin­ger og er således bevægelige. Men hos adskillige af de hyppigste arter fore­kommer hanner sjældent eller aldrig, og formeringen foregår uden deres medvirken. Hunnens skjold er oftest et par mm langt og dækker foruden den lemmeløse hun også et stort antal æg under udvikling. Når æggene er fuldt udviklede, dør hunnen, og de nyklæk­kede larver forlader skjoldet og spre­der sig i løbet af de få døgn, de er bevægelige, til de nærmeste skud og planter; derefter borer de snabelen ind i plantevævet, og deres beskyttende skjold vokser frem. Efter dette tids­punkt kan skjoldlusene kun spredes ved passiv spredning, dvs. hvis angreb­ne plantedele flyttes.

Skjoldlus er så godt beskyttet af deres naturlige harnisk, at de er vanskelige at komme til livs. Fjern dem, når de viser sig, og bekæmp dem med vand, brun sæbe og sprit.

Skjoldlusene er knyttet til både fri­lands- og væksthusplanter. Flere af vore almindeligste arter er polyfage, dvs. kan leve på mange plantearter. Således kan den 3-4 mm lange kom­maskjoldlus, som har fået sit navn p. gr. af det kommaformede skjold, leve på over 100 forskellige planter og er almindelig på frugttræer, andre løvtræ­er og en række prydbuske. Hornskjoldlusens blanke, brune, halv­kugleformede skjolde ses hyppigt på bl.a. blommetræer, frugtbuske og ro­ser, mens taks- og thujaskjoldlusene er knyttet til henholdsvis taks og thuja, hvor de især placerer sig på smågrene­nes underside.

I væksthuse, vinterhaver og på stue­planter træffes en lang række skjoldlu­searter.

Den gule palmeskjoldlus, der har et cirkelrundt, fladt skjold, trives godt i tør luft og er derfor almindelig i mange vinterhaver.

Den sortbrune vinskjold­lus, hvis hvide ægsæk sidder uden på skjoldet, lever på vinstok og fersken i væksthuse, mens væksthusskjoldlusen er knyttet til en række stueplanter, særlig agave, Ficus og nerier.

Både på friland og indendørs er skjold­lusenes skadevolden ved sugning og tilsvining af planterne ofte beskeden. På stueplanter er det væsentligt at knuse eller afpille alle synlige skjold­lus, før de når at formere sig; der kan eventuelt blive tale om at afklippe enkelte angrebne skud. Desuden vil hyppige overbrusninger hæmme de ar­ter, der ynder tør luft.

På friland kan tætte samlinger af skjoldlus på stammer og grene af frugt­træer om vinteren børstes af med en stålbørste, eventuelt dyppet i en blan­ding af vand, brun sæbe og sprit. Insektmidler er oftest uden effekt på angreb af skjoldlus, idet kun de unge larver, der i en ganske kort periode bevæger sig frit omkring, rammes.

San Jose-skjoldlusen, der kun er fun­det et enkelt sted i landet, er en særlig frygtet art. Den angriber især frugttræ­er, hvis grene og frugter bliver rødplet­tede. I midten af hver af de røde pletter sidder det grålige skjold, der er et par mm i diameter. Eventuelle fund af San Jese-skjoldlusen skal straks an­meldes til Plantedirektoratet.

Cochenilleskjoldlus og kermesskjold­lus lever bl.a. i Sydeuropa på visse figenkaktus, hvorfra de indsamles og anvendes til udvinding af purpurfar­ver.

AFLUSNING!

Skjoldlus er ikke nemme at slippe af med. Du skal sprøjte lusene med et pyretrumpræparat, når de er i nymfestadiet og bevæger sig rundt på planten, inden de suger sig fast og beskyttes under skjoldene. Sprøjt flere gange.

Provado insektpinde hjælper mod skjoldlus, men skal absolut ikke bruges, hvis I vil bruge bladene til madlavning.

Skjoldlusene forsvinder tit, når planterne står ude om sommeren. Der findes mange insekter, der æder nymferne, når de bevæger sig rundt på planten. Desuden bør du isolere planten fra andre planter, så lusene ikke spredes.