Snegle - Gastropoda

Skalbærende landsnegl. Den brune skal­munding viser, at det er en lundsnegl.

Snegle findes i enhver have i langt større antal, end de fleste haveejere drømmer om. Det skyldes, at alle snegle er stærkt afhængige af fugtighed og derfor overvejende natlige; om da­gen skjuler de sig for ikke at tørre ud og ses derfor ikke.

Tre grupper er af interesse for haveeje­ren: ferskvandssneglene, de skalbæ­rende landsnegle og de skalløse (»nøg­ne«) landsnegle.

Vandsneglene er nyttige beboere i ha­vebassinet. De lever af henfaldende og friske plantestoffer - og ådsler - og holder derved vandet rent, samtidig med at de holder stærktvoksende vandplanter som vandpest o.lign. nede. Man skaffer sig let et par mose­snegle, posthornsnegle, skivesnegle el­ler ungefødende snegle fra det nærme­ste uforurenede vandhul; resten klarer sneglene selv.

Landsneglene kan inddeles i skal bæ­rende og skalløse. De skalbærende er oftest velkomne gæster; deres huse har nydelige farver, og dyrene gør ingen nævneværdig skade på planterne. De lever altovervejende af visne og hen­faldende plantestoffer og bidrager der­ved til den naturlige omsætning. Selv ved masseoptræden behøver man ikke at skride til bekæmpelse; den besørges af bl.a. sangdroslen og pindsvinet. Droslerne har ofte særlige »slagtepladser«, sten eller fliser, hvor de knuser sneglehusene og æder selve dyret. De to almindeligste skalbærende sneg­le i haven er havesneglen (Cepaea hortensis) og lundsneglen (Cepaea ne­moralis). Navnene er misvisende; ha­vesneglen er hyppigst i skove, mens lundsneglen er hyppigst i haven. De ligner hinanden til forveksling; blot har havesneglen hvid mundingsrand, mens lundsneglen har brun.

Vinbjergsneglen (Helix pomatia) findes mest nær større byer, gamle klostre og herregårde.

Er man så hel­dig at have vinbjergsnegle i haven, bør man værne om dem; de er kulturhisto­risk interessante ved at vidne om den katolske periode, hvor munkene spiste dem i fastetiden, idet de ikke regnedes for kød. Blandt de skalløse snegle er nogle uskadelige; andre er direkte skadedyr.

Den røde skovsnegl kan variere i farve fra orange over brun til sort. Den er større end den almindelige sorte skovsnegl.

Den op til 12 cm lange sorte skovsnegl og dens sjældnere slægtning, den op til 20 cm lange røde skovsnegl er et pynte­ligt indslag i havens dyreliv, mens deres 2-3 cm lange slægtning Arion horrensis kan gøre skade i grønsags- og især jordbærbedene. Den rasper grim­me, dybe huller i afgrøderne og be­kæmpes ved, at man lægger brædder eller f.eks. rabarberblade mellem ræk­kerne. Sneglene søger ind under dem og kan fjernes den følgende dag. Har man imidlertid et par skrubtudser eller pindsvin i haven, skal de nok holde snegleantallet nede.

Et par andre nøgne snegle af slægterne Limax (kældersneglene) og Agrioli­max (agersneglene) kan angribe oplag­rede afgrøder i kælder og udhus; de kan bekæmpes ved udstrøning af læ­sket kalk eller metaldehyd, der dræber sneglene ved at trække fugtigheden ud af dem. Det er en grim metode; kan man placere et par skrubtudser i kæl­deren eller udhuset, går naturen sin gang uden overflødige lidelser for sneglene.

Dræbersnegle se særskilt artikel.