Solsikke er statelige sommerblomster eller stauder med glade, festlige »ansigter«. Stænglerne er i reglen stive og oprette og ender i en eller flere blomsterkurve; både stængler og blade er grove og besat med korte hår. Alt efter art kan kurvblomsten have en diameter mellem 5 og 50 cm. Frøene er meget olieholdige og anvendes hos os til dyrefoder og til fremstilling af solsikkeolie; sydpå spises de ristede som et lækkeri.
Af solsikke findes der både enårige og flerårige arter. Selvom man med navnet solsikke forbinder de enårige typer, der med næsten sydlandsk kraft skyder flere m til vejrs i løbet af en sommer, findes der også staudesolsikker, som er værd at dyrke i haven.
Solsikke har kæmpeblomster på kæmpestilke. Den kan plantes solitært eller i rækker som læ om køkkenhaven.
Enårige arter
Pleje: De enårige solsikker formeres ved frøudsæd i kasser eller jiffypotter indendørs i marts-april og udplantes i maj; men man kan også så dem direkte på blivestedet midt i maj. Til den hurtige udvikling kræves meget vand og næring; jorden skal være næringsrig muldjord, som gødes et par gange med 50 g blandingsgødning pr. m². Vanding er nødvendig i tørre perioder. Blomsterne er meget dekorative, men egner sig ikke til afskæring. Lad kurvene sidde efter afblomstringen; mange vilde fugle sætter pris på frøene om efteråret og vinteren. I øvrigt er solsikkefrø en vigtig bestanddel af det fuglefrø, som man vinteren igennem lægger ud på foderbrættet til havens vilde fugle.
Anvendelse: Solsikke kan anvendes som en dekorativ solitærplante mange steder i haven. Den er meget vindfør og kan plantes i rækker som effektiv læplante omkring køkkenhave eller blomsterbede.
Arter:
Enårig solsikke (Helianthus annuus) kan få blomsterhoveder med en diameter på indtil 50 cm Helianthus annuus er den mest anvendte art; dens blomsterhoveder kan opnå en diameter på 20--50 cm, og stænglerne kan blive indtil 4 m høje. Sorterne 'Bismarckianus' og 'Uniflorus' har store, gule blomsterkurve; 'Californicus Plenus' har »fyldte« blomster, således at forstå, at alle blomsterne i en kurv udvikles som tungeformede blomster til erstatning for de normale skiveblomster i midten.
En fyldtblomstret sort af den enårige solsikke-art (Helianthus annuus) sortsnavnet er 'Flore Pleno'.
En af de talrige sorter af den enårige solsikke (Helianthus annuus 'Selma Sønnen").
Helianthus debilis er til forskel fra den forrige stærkt forgrenet, og stænglerne er ikke nær så høje, oftest kun indtil 150 cm. Dens blade er små og hjerteformede, og tværsnittet for kurvblomsterne er omkring 10 cm. Sorten 'Ruber Hybridus' har purpur og røde farver, 'Orion' er svovlgul, og 'Stella' er guldgul med sort midte.
Flerårige arter
Pleje: De flerårige arter breder sig fra plantens midte ud til alle sider ved kraftige, krybende rodstokke. I løbet af 4-5 år dør midterpartiet bort, og man anvender skuddene i omkredsen til fornyelse af bestanden. Hvor jorden er særlig næringsrig og fugtig, kan staudesolsikker let blive et besværligt ukrudt; væksten kan dog begrænses ved nedgravning af lodrette skiver af tjærepap eller plasticfolie, så at planterne kommer til at stå i en slags »urtepotte«. I tørre perioder bør de passes med vand. Trods de stive stilke må solsikkerne ofte støttes med stokke og opbinding på udsatte steder. Den visne top nedskæres i marts-april.
Anvendelse: Da solsikke kan være en generende nabo for de øvrige stauder i blomsterbedet, bør de snarere anvendes under større forhold i en »naturhave«, eller måske allerbedst i snithaven eller snitbedet - for solsikkestauderne er værdifulde og holdbare snitblomster.
Arter:
Helianthus atrorubens har fingertykke, krybende rodstokke og cylinderformede stængler, der er besat med korte hår. Bladene er tilspidsede, bredt lancetformede, og hovederne har mørkebrune skiveblomster og flere rækker guldgule randkroner. Den blomstrer i september-oktober og bliver 170 cm høj, Der udvikles hvert år nye planter fra spidsen af rodstokkene, mens de gamle dele af planten dør,
En af de mange staudesolsikker er Helianthus decapetalus 'Soleil d'Or' med gyldne, halvfyldte blomsterhoveder.
Helianthus decapetalus er en rigtblomstrende art, som ikke danner rodskud, Stænglerne er tynde, men dog stive, og bladene er brede og lancetformede. Blomstring fra august til oktober, 'Capenock Star' bærer holdbare, citrongule, enkle kurve i august-september; en god snitblomst. 'Plenus' har guldgule, »fyldte« kurve med lutter tungeformede blomster. 'Soleil d'Or' er en 120 cm høj, halvfyldt sort; farven er gyldengul.
Helianthus giganteus har krybende, knoldede rodstokke, oprette dekorative stængler og guldgule blomster i august-oktober. Den bliver over 2 m høj,
Helianthus laetiflorus har krybende rodstok med 150 cm høje stængler, grove, ru blade og oftest halvfyldte, guldgule blomster. 'Miss Mellish' er den eneste sort i handelen, Den har gyldengule blomster, der er gode til afskæring,
Pilebladet solsikke Helianthus salicifolius) dyrkes for de dekorative bladbærende stænglers skyld; men den blomstrer kun sjældent her i landet.
Helianthus salicifolius kaldes på dansk pilebladet solsikke, Den har 2 m høje stængler, tæt besat med kranse af smalt lancetformede »pileblade«. I vort klima blomstrer den sjældent eller aldrig, og dens dekorative værdi består udelukkende i den fornemme vækstform, hvorfor den altid bør plantes som solitærplante på en plæne, i en forhave, i en atriumhave eller nær havens siddeplads, Den fordrer læ for ikke at vælte, kræver næringsrig jord og en del vand i vækstsæsonen. Den kan fryse bort i strenge vintre og bør derfor vinterdækkes med vissent løv, halm eller granris, Nedskæring af de visne skud må først foretages om foråret. Bedste plantetid er april.
Helianthus tuberosus kaldes på dansk jordskok; se denne artikel.