Sprøjter anvendes til fordeling af vandopløselige eller vandopslæmmede plantebeskyttelsesmidler og findes i mange størrelser og udformninger, lige fra små hånddrevne til store motordrevne. Grundprincippet er dog stort set det samme: en kraftig, men fin stråle sendes ud gennem en dyse og findeles ved luftmodstanden.
Tre forskellige typer hånddrevne sprøjter til brug indendørs og lokal sprøjtning udendørs. Typen t.v. egner sig til overbrusning af stue- og vinterhaveplanter, typen i midten til udendørs sprøjtning mod bl.a. et lokalt bladlusangreb. Med typen t.h. kan man besprøjte bladundersiden.
Sprøjten består af en væske beholder, en pumpe og et strålerør med nippel og dyse, eventuelt suppleret med en omrører, en trykkedel og en slange. Pumpens ydeevne skal passe til det tryk, man ønsker at arbejde med, og til den ønskede væskemængde. Jo større tryk og jo mere væske, jo kraftigere pumpe kræves der. Strålerøret skal være forsynet med en spredenippel og en dyse. Spredeniplen er konisk, har 2-4 skrå riller og sidder lidt fra dysen. Når væsken presses gennem spredeniplens skrå udskæringer og ind i dysekammeret (rummet mellem nippel og dyse), rammer den skævt på dysekammerets yderside og hvirvles rundt i dysekammeret, til den kan slippe ud gennem dysen. Dysen er en plade med et hul i midten; hullets diameter er delvis afgørende for, hvor fin strålen bliver. Dysekammerets dybde, afstanden mellem niplen og dysen, er medbestemmende, idet stor afstand giver grov stråle, mens lille afstand giver fin og kegleformet stråle. Den grove stråle har vanskeligt ved at forstøve væsken, mens den fine, kegleformede stråle straks Iorstøves ved mødet med luften. Til gengæld kan den fint forstøvede stråle ikke nå plantedele, som er ret langt fra sprøjtens spids; det kan man opnå med den spidse stråle. Ved de små forstøvere pumpes væsken fra den lille beholder, som ikke bør kunne rumme mere end højst 1 liter, ud gennem nippelgangene og dysen ved, at man presser på en »aftrækker«. De kan kun bruges til småtterier, for dels kan strålen ikke nå meget længere end 10 cm, dels er det ret trættende at arbejde med aftrækkeren og samtidig bære beholderen med væske i hånden. Større håndbetjente sprøjter har en beholder, som kan bæres i rem eller sele. Pumpen er håndbetjent, og strålerøret er forbundet med beholderen med en slange. Pumpen kan presse væsken direkte ud i strålerøret, men er da meget tung at arbejde med. Det er bedre, hvis der enten findes en vindkedel, eller at beholderen er så solid, at den kan holde til, at der dannes et overtryk. Dette overtryk vil så presse væsken ud til strålerøret. Men der skal alligevel pumpes ret flittigt. De største håndbetjente sprøjter var de gamle brandsprøjter, hvoraf nogle blev ombygget til brug i frugtplantager i plantesygdomsbekæmpelsens barndom. Skal der sprøjtes større arealer end en lille privathave, bliver det for besværligt med håndbetjente sprøjter, og det grove slid overlades til en motor. Grundprincippet i væskefordelingen er det samme som for de små sprøjter. Det større tryk, som man kan få ved brugen af motordrevne sprøjter, giver såvel bedre forstøvning som større rækkevidde og samtidig et større væskeforbrug pr. tidsenhed.
Se også artiklen Tågesprøjtning.
Der findes både små og store sprøjter:
