Stauder 2

Et udsnit af et frodigt staudebed med him­melblå ridderspore (Delphinium), gule kon­gelys (Verbascum) og røde liljer (Lilium hybridum 'Fire King').

En staude er en flerårig, urteagtig plante, hvis overjordiske del hvert ef­terår visner ned, mens der det følgende forår skyder nye knopper og skud frem fra de overvintrende, underjordiske plantedele. De planter, vi dyrker som stauder, kan under andre klimaforhold have en anden livscyklus; mange af vore stauder kan således ikke tåle de lange og kolde vintre længere nordpå, hvor de må dyrkes som enårige som­merblomster eller overvintres inden­dørs. I Middelhavsegnene træffer vi til gengæld mange af vore gamle kendin­ge fra staudebedet, men her som halv­buske eller buske; det gælder bl.a. krognål, sporebaldrian og salvie.

Stauder i natur og have

Vore havestauder hører oprindelig hjemme i vidt forskellige naturmiljøer i plantesamfund, som stiller meget af­vigende krav til klima og jordbund. Nogle vokser hos os på nordgrænsen af deres område og må vinterdækkes mod kulden med granris eller vissent løv; andre må dækkes med glasplader eller plasticfolie mod vinterfugtigheden, som deres sarte rødder ikke kan tåle. Vi har stauder, som hører hjemme i plantesamfundene i mosen, engen, stranden, klippen og skoven eller i så fremmedartede plantesamfund som steppe, alpe-eng eller rododendron­skov. Planter med så forskellig bag­grund kan være vanskelige at få til at trives i samme havebed; men de fleste har dog en så forbavsende tilpasnings evne, at man i et almindeligt staudebed, kan få en god udvikling af så vidt forskellige planter som raketblomst fra stepperne, engblomme fra de fugtige enge, ensian fra Alpernes skråninger og kodriver fra den danske skovbund. Den fuldkomne udvikling af de enkelte arter får man dog kun, hvis man kræser for dem med de bedst mulige jord­bundsforhold og den bedste pleje.

Stauder har vidt forskellige former og farver, højder og blomstringstider.

Her ses et beskedent udvalg af stauder til den lille have:

Øverst til venstre daglilje (Hemerocallis 'Pink Prelude'); til højre gemserod (Doronicum planragineum);

i midten alene hestemynte (Monarda didyma 'Cambridge Scarlet'); herefter

til venstre ærenpris (Veronica teucrium 'Royal Blue');

til højre lupin (Lupinus polyphyllus) og nederst storkenæb (Geranium pratense).

Vækstkrav

Jorden i staudebedet skal være let, porøs og næringsrig; surhedsgraden bør ligge nær neutralpunktet (pH =7).

Enkelte arter trives dog kun i stærkt kalkholdig jord (akeleje, aurikel, iris, salvie, tusindstråle og valmue), mens andre skal have udpræget sur jord (floks, lupiner og ridderspore). Inden udplantning af stauder er det vigtigt, at jorden er omhyggelig rengjort for fler­årigt ukrudt, hvis rødder ellers vil gennemvokse staudernes rod systemer og senere være umulige at luge bort. Gødning er nødvendig for de fleste haveplanters trivsel; men giv ikke for meget kvælstof (salpeter, ammoniak eller urinstof) til stauderne; det vil fremkalde en alt for kraftig udvikling af stængler og blade på bekostning af blomsterne. En god gødningsplan for stauderne kan se således ud: i novem­ber 5 kg benmel og 3 kg Nitrophoska; i marts 3 kg svovlsur ammoniak og 2 kg svovlsur kali, og i juni 3 kg Nitropho­ska, alt beregnet pr. 100 m²  bed. Vanding er påkrævet, især i den tørre forårstid. De færreste haveplanter kan klare sig med den normale nedbør, men må have et supplement med 30 mm vand sidst i maj, 30 mm først i juni og 30 mm først i juli. Den tilførte vandmængde kan kontrolleres i en op­stillet regnmåler, hvor 3 cm vand sva­rer til 30 mm nedbør eller 30 liter vand på hver m' jord. Steppeplanter som kleopatras nål og palmelilje bør skær­mes mod for store vandmængder om ef­teråret og vinteren ved omhyggelig dræ­ning af jorden, kombineret med dæk­ning med glasplader eller plasticfolie. Sollys er vigtigt for de fleste stauders blomstring, mens enkelte skygge­stauder dog klarer sig bedst i let skygge under træer og buske eller ved husets nordside.

Læ er især vigtigt for meget høje stauder med svage stængler, så at de ikke vælter eller knækkes. Vinterdækning af frostfølsomme stau­der kan ske ved hjælp af granris, som skal blive liggende så langt hen på foråret, at alle nålene er faldet af, før risene fjernes.

Gyldenris (Solidago) er plantet i de fleste haver. Pas på, at den ikke breder sig for meget!

Pleje

Indkøb af stauder. Mange stauder har et så tæt rodnet, at de er nemme at omplante og flytte, mens andre har så skrøbelige og skøre rødder, at de må behandles med særlig omhu. I dag sælges langt de fleste stauder i potter, hvorfor man kan købe og udplante dem i hele vækstsæsonen, endog når de er i fuld blomst. Planterne slås ud af potten før udplantningen, og her må man være særlig forsigtig med arter som brudeslør, lærkespore og kleopa­tras nål, der alle har meget skøre rødder.

Salvie (Salvia) blomstrer utrætteligt hele sommeren igennem, bedst i fuld sol.

Formering

De fleste stauder danner i løbet af få år så store klumper, at de let kan deles. Delingen foretages bedst kort tid efter afblomstringen. De tidli­ge gemserod og kabbelejer kan deles i juni, de højsommerblomstrende rid­dersporer og okseøjer i september, solbrud og floks i oktober og de høstblomstrende asters i det tidlige forår. Mange stauder kan formeres ved ud­sæd af frø, som man eventuelt selv kan høste. Især i planteskolerne formeres mange stauder ved stiklinger i driv­bænk eller koldhus. De finere sorter af brudeslør podes på rødderne af den vilde brudeslør; men denne metode bør nok overlades til fagfolk. Plantning. Den ideelle plantetid er september for de forårs- og for­sommerblomstrende stauder, i april for de efterårsblomstrendes vedkom­mende. Før plantningen må jorden være gennemgravet og porøs, eventu­elt tilsat spagnum eller enhedsjord. Små planter plantes med planteske, de større ved hjælp af en almindelig spa­de. Dybden afhænger af arten. Kleo­patras nål skal have rødderne 10 cm under jorden, mens haveiris skal have den vandrette rodstok lige i jordover­fladen. Hvis pæoners rodhals dækkes med mere end 5 cm jord, »glemmer« de at blomstre det første par år. Nogle stauder er tilbøjelige til at vokse op af jorden, så at de kommer til at »stå på stylter«; det gælder således primula, hvis lodrette jordstængel forlænges ved opadgående vækst, så at de øverste rødder blottes. De må derfor med få års mellemrum opgraves og sænkes ned i den »rigtige« dybde. Omplantning. De fleste stauder vokser fra midten ud til alle sider, og i løbet af et eller flere år dør den midterste, ældste del af planten, mens tilvæksten og blomstringen sker ude i periferien. Derfor skal stauderne med års mellem­rum omplantes; de gamle dele kasse­res, og de nye plantedele deles og plantes på ny. Abeblomst og høstasters bør omplantes hvert år efter afblom­stringen, mens typer som japansk ane­mone, bispehue, bronzeblad, daglilje, diktam, kleopatras nål, løjtnantshjer­te, småhjerte, pæon og kæmpevalmue højst skal omplantes med 10 eller 20 års mellemrum. Alle øvrige stauder bør omplantes og deles hvert 3.-5. år. Rodbeskæring kan komme på tale, hvor det drejer sig om stauder med særlig kraftig, næsten ukrudtagtig rod­vækst; det gælder bl.a. gyldenris, jø­dekirsebær og høstasters. der ligesom ukrudtsplanterne stor nælde, kvikgræs og skvalderkål breder sig på bekost­ning af mere svagtvoksende naboplan­ter. Rodvæksten kan begrænses ved nedgravning af lodrette stykker tjære­pap eller plasticfolie, som rødderne ikke kan vokse igennem.

Dagøje (Heliopsis scabra 'Desert King') hører hjemme i et stort, blandet staudebed.

Opbinding af stauder kan være et stort problem og pynter sjældent i et have­bed. Kun på vindudsatte steder eller hvor man vælger særlig højtvoksende arter, bør man foretage opbinding ti tonkinstokke eller ærteris, helst så di skret og usynligt som muligt. Afpudsning af visne blomster behøve: ikke at være en hovedregel i et staude­bed; mange havestauder har nemlig så smukke og elegante frøstande. at det ville være synd at fjerne de afblomstre­de skud, som tværtimod bør have lo" at blive siddende vinteren over. Nogle stauder skal dog afpudses for at op­muntre planten til yderligere blom­string (Aster amellus, gemserod,have­iris og tusindstråle). Andre stauder skal have hele blomsterstanden fjernet ef­ter afblomstringen (akeleje, klokke­blomst og lupin), da frøstanden abso­lut ikke pynter i bedet. En række af vore rabatstauder sørger selv for af­pudsningen, idet de enkelte blomster falder af, når de visner (brudeslør, høstanemone. natlys og salvie). Nedskæring af stauderne bør først ske i det tidlige forår, idet den visne top luner for rødderne og de overvintrende knopper og nedsætter fordampningen fra jorden. Staudetoppen kan måske se lidt sjusket ud; men hovedparten af stilkene og frøstandene er meget deko­rative om vinteren, ikke mindst i rim­frost. Desuden holder staudetoppen på sneen, så at man undgår skader på grund af barfrost. Nogle stauder (Asier amellus, Aster frikartii, alunrod, spore­baldrian og salvie) tåler slet ikke til­bageskæring om efteråret, men vil dø bort i løbet af vinteren. Nogle få stauder (akeleje, ridderspore og val­mue) skal dog nedskæres lige efter afblomstringen; så vil de skyde nye skud frem fra jordoverfladen med chance for en efterblomstring (remon­tering) senere på sommeren.

Tre gode asters til staudebedet: i baggrun­den til venstre lyngasters (Asier ericoides), til højre høstasters (Asrer hybridus) og i forgrunden pudeasters (Asrer dumosus).

Sygdomme og skadedyr

De færreste stauder angribes af svam­pesygdomme og skadedyr. Meldug ses dog ofte på gyldenris, høstasters og riddersporer. Nematoder (»ål«) angri­ber især høstfloks, og bladlus træffes tit på hvid okseøje. Det gælder om at vælge modstandsdygtige sorter, så at man undgår disse angreb.

Anvendelse

Stauderne har mangfoldige anvendel­sesmuligheder i haven. I blomsterengen kan man dyrke akeleje, gåseurt, katte­hale, knopurt, lupin, mjødurt, tusind­stråle og valmue, og man kan supplere med en lang række blomsterløg som erantis, krokus, fuglemælk, narcisser, skilla, snepryd og skovtulipaner.

I skovbunden kan plantes et stort antal forskellige bunddækkeplanter, der of­test er flerårige urter; blandt de bedste er anemoner, bispehue, guldnælde, kodriver, lærkespore, skumblomst, storkonval og sølvlys.

I mosebedet kan en lang række sump­planter anvendes, ikke mindst abe­blomst, engblomme, gul fredløs, kabbeleje, kattehale, nøkketunge og sibi­risk iris.

I stenbedet, på stengærdet og tørmuren kan man anvende alle de lave, kryben­de og pudedannende stauder, som sammenfattes under begrebet sten­planter eller alpeplanter. De skal alle uden undtagelse have tør jord og godt dræn, men kræver ofte en del vanding om foråret.

Næsten alle stauder kan finde anven­delse i det gammeldags, brogede, »en­gelske« staudebed, blot man tager en smule hensyn til de enkelte stauders krav til klima, jordbund og pleje. Men stauder kan også plantes sammen med enårige og toårige sommerblomster, dahlia, roser og blomstrende småbu­ske. I skemaet er optaget de vigtigste af havens stauder, og der henvises desuden til specialartiklerne Alpeplan­ter, Blomsterbed, Blomstereng, Blom­sterknolde, Blomsterløg, Bunddække­planter, Skovbund, Snitblomster, Stenplanter, Sumpplanter, Surbunds­planter samt enkeltartikler om stauder under disses danske navne.

Stauder

Se også skemaerne over alpeplanter, blomstereng, blomsterløg, bregner, bunddækkeplanter, prydgræs, sumpplanter, surbundsplanter og vandplanter.