Stenbræk - Saxifraga

Saxifraga er sammensat af latin saxum = sten og frango = bryde, brække, tilsammen altså stenbræk. Der findes over 300 arter i slægten, og de fleste af dem kan vokse på ur (stendynger) eller stenmure og klippespalter; nog­le findes dog som bundplanter i bjerg­skove, ved bredden af vandløb eller midt ude i en bæk, hvor strømmen ikke er for kraftig. De fleste er stauder, enkelte en- eller toårige. Stenbræk forekommer i de arktiske og tempere­rede områder på såvel den nordlige som den sydlige halvkugle. Her i lan­det har vi nogle få arter som f.eks. kornet stenbræk (Saxifraga granula­ta), der bliver 15-30 cm høj og har langstilkede, nyreformede grundblade og ret store, hvide blomster i kvaste; de har en fin duft og har derfor på svensk navnet mandelblomma. Den lave, enårige trekløft-stenbræk (Saxi­fraga tridactylites) har kileformede, hellappede blade og små, hvide blom­ster; den findes gerne på diger og skrænter, hvor jorden er sandet og kalkholdig. Fælles for stenbræk arterne er, at de er ret lave planter med meget smukke blomster, de fleste hvide, men ellers gule, lyserøde, røde eller lilla. De er femtallige med 5 kronblade, 10 støvdragere og 2 grifler. Blomsterne sidder enligt eller i åbne, forgrenede stande. Bladene er i reglen små, spred­te eller modsatte, ofte med rosetstille­de grundblade, der kan danne puder eller hele tæpper. Hos nogle arter har bladene kalkudskillende kirtler langs randen og får derfor ofte en smuk, skinnende hvid kant, der er med til at give planterne karakter.

Saxifraga arendsii-hybriderne har bløde, moslignende rosetter og blomster i mange forskellige farver.

Saxifraga paniculata har grågrønne blade med sølvskinnende kanter, som skyldes udskilt kalk.

Vækstkrav: Mange stenbrækarter fore­trækker en ret tør jord i fuld sol; men visse trives bedst i fugtig jord eller skygge, som det er angivet under de enkelte arter. De fleste er velegnede som stenbedsplanter; nogle egner sig til staudebedet, og enkelte er glimren­de kantplanter.

Stueplanter: Saxifraga stolonifera dyr­kes som stueplante (se artiklen Jøde­skæg).

Rød stenbræk (Saxifraga oppositiiolia) har ret store, skålformede blomster på ganske lave stilke. Blomsterfarven kan variere stærkt.

Formering: Alle de flerårige arter kan formeres ved deling eller stikning; især er det let ved de arter, som danner siderosetter, der kan udplantes i bænk eller på beskyttet bed sent på somme­ren. Stiklinger skæres og stikkes om efteråret i fugtig, men veldrænet jord i bænk eller koldhus. Nogle arter sætter villigt frø og kan endda formere sig ved selvsåning, mens andre kun sjældent sætter frø og må formeres vegetativt. Frøet udsås i bænk eller potte om foråret; småplanterne kan i reglen prikles sidst på sommeren og udplantes det følgende år.

Arter og hybrider:

Solstenbræk (Saxifraga aizoides) har stjer­neformet udbredte blomster.

Saxifraga aizoides, solstenbræk, findes på fugtige steder i de nordiske fjelde og arktiske egne, men er ikke helt nem i kultur. Den har krybende stængler med tætsiddende, kødede, stedsegrønne blade og gule eller mørkt orangefarvede, stjernefor­met udbredte blomster. Bedst er sor­ten 'Atrorubens' med rødbrune blom­ster og en krydsning med Saxifraga umbrosa, der har laksefarve de blom­ster og bærer navnet 'Salmon'. Den foretrækker en veldrænet, men humus­rig jord og trives bedst i halvskygge. Blomstringstiden er juli-september, højden 5-15 cm.

Saxifraga arendsii omfatter en række hybrider, som er fremstået ved kryds­ning af flere arter, først og fremmest Saxifraga cespitosa, som tilhører grup­pen mosagtige stenbræk. De er lave, med bløde, mos lignende rosetter, som danner tætte puder; i reglen formerer de sig frodigt ved udløbere efter af­blomstringen. Der findes en mængde navnesorter, bl.a, 'Alba' med hvide blomster, 'Rosea' med lyserøde, 'Triumph' med mørkerøde og 'Schwe­felblüte' med svovlgule blomster. Blomstringen falder i maj, og højden er 10-20 cm. Saxifraga arendsii trives i veldrænet jord i stenbedet, men kan også klare sig som murplante, blot den får skygge eller halvskygge.

Saxifraga burseriana er en af de tidligst blomstrende stenbræk, som allerede i marts-april fremkommer med en stor hvid blomst for enden af den korte, rødbrune stængel. Bladene, der er nå­leformede og stikkende, danner lave, tætte, sølvgrå tuer. Trives bedst på kalkholdig, humusrig jord i halvskygge, men kan også anvendes i en mur­sprække på en nordvæg.

Saxifraga caesia danner halvkuglefor­mede puder af små, tætte rosetter med grågrønne, noget tilbagekrummede, linjeformede blade, der er overtrukket med udfældet kalk. De 5-10 cm høje stængler er spinkle og bærer 1-5 små hvide blomster i juli-august. Kræver en fugtig, men veldrænet jord.

Saxifraga cespitosa, tuestenbræk, fin­des i de nordiske fjelde og er en meget frodig art med ret store, hvide, noget tragtformede blomster på 10-20 cm høje, behårede stængler. Den blom­strer i maj. De fligede blade danner tætte rosetter, som igen er samlet i lave

tuer. En hårdfør art, som tåler både væde og tørke.

Saxifraga cochlearis danner halvkugle­formede rosetter af skeformede blade. De hvide blomster fremkommer i juni i små klaser for enden af ca. 20 cm høje stængler. Rosetterne dør bort efter afblomstringen; men planten har i reg­Ien dannet nye for enden af udløberne. Der findes en dværgform, 'Minor', som er lavere, men lige så anbefalel­sesværdig. Begge er letdyrkelige, men trives bedst på en kalkholdig, veldræ­net jord i sol.

Saxifraga cortusifolia, høststenbræk. stammer fra Japan og Kina. Den har store, runde, langstilkede blade og hvide, stjerneformede blomster i pyra­mideformede klaser for enden af de 30-40 cm høje, røde stængler. Den blomstrer først i september, men der findes en varietet, fortunei, som blom­strer endnu senere; den kendes på, at de grønne blade er rødbrune på under­siden. Foretrækker humusrig jord og halvskygge og bør vinterdækkes med grangrene.

Saxifraga cotyledon, bjergfrue, danner store, flade rosetter af glatte, kødede, finttandede, tungeformede blade. De hvide blomster, som fremkommer i maj-juni, sidder i en stor, pyramide­formet top for enden af den 40-50 cm høje, spinkle blomsterstængel. Smuk til afskæring. Den foretrækker en kalk­fattig og ret fugtig jord i halvskygge eller sol.

Saxifraga crustata, kalksten bræk dan­ner tætte rosetter af smalle, udad­krummede blade, der er blågrønne, men overtrukket med kalkudfældnin­ger. Blomsterne, der fremkommer i maj-juni, er cremehvide og sidder i en top for enden af den 20-30 cm høje stængel. Foretrækker mager, kalkhol­dig jord i fuld sol.

Saxifraga cuneata danner store, løse puder af mørkegrønne rosetter, der især om efteråret får et gråligt skær af kalkudfældninger. Blomsterne, der fremkommer i juni, er hvide og sidder i små, skærm lignende stande. Foretræk­ker en veldrænet jord i fuld sol.

Saxifraga cuneifolia danner små, tætte tæpper af tykke, læderagtige, glatte blade, der især om vinteren er rødvio­lette på undersiden. Blomsterne, der fremkommer i juni-juli, er små, hvide og stjerneformede med gule prikker ved grunden af kronbladene. Især vel­egnet som murplante i skygge eller halvskygge.

Saxifraga cymbalaria er en en- eller toårig plante, som let formerer sig ved selvsåning. Den har friskgrønne. nyre­formede blade og gule blomster på 5- 10 cm høje stængler. Veldrænet jord i skygge eller halvskygge.

Saxifraga ferdinandi-coburgii danner tætte puder af spidse, blågrønne, roset­stillede blade. De gule blomster, der fremkommer i april-maj, sidder på 5-8 cm høje stængler. Varieteten radosla­vovii, der har større blomster på rød­brune stængler, er dog gennemgående kraftigere i væksten og kan anbefales. Foretrækker en veldrænet, kalkholdig, men humusrig jord i halvskygge. Bør vinterdækkes med grangrene.

Saxifraga geum er en krydsning mel­lem Saxijraga hirsuta og Saxifraga um­brosa. Den har runde, langstilkede, mørkegrønne blade i løse rosetter og er hårdfør og uhyre letdyrkelig. Blom­sterne, der fremkommer i juni-juli, er hvide med røde og gule pletter.

Stenbræk (Saxifraga) er pudeplanter, hvis blomstertæpper hurtigt breder sig på et tørt voksested i fuld sol.

Saxifraga granulata var. plena er en varietet af den vildtvoksende kornet stenbræk. I maj-juni får den smukke, hvide, fyldte blomster på 30 cm høje stængler, som er velegnede til afskæ­ring. Trives bedst i en noget fugtig jord i halvskygge og formeres let ved små, rødlige yngleknopper, der dannes lige i jordskorpen omkring stænglen.

Saxifraga grisebachii har rosetstillede, tungeformede blade, der er grågrønne med smukke, sølvhvide kalkrande. Blomsterne er små og lyserøde, mens bægeret er stærkt karminrødt og ofte har lysere farvede spidser. Den bliver 15-20 cm høj og blomstrer i april-maj. Foretrækker en veldrænet, gerne ste­net jord i sol eller halvskygge og bør vinterdækkes med grangrene. Sorten 'Wisley Variety' er kraftigere væksten.

Saxifraga hostii har store rosetter af tungeformede blade, der i randen er fint savtakkede og ofte har hvide kalkaflejringer. Om efteråret bliver bladene smukt røde. Blomsterne, der sidder i store, forgrenede toppe på 40- 60 cm høje stængler, er hvide, under­tiden med røde prikker, og fremkom­mer i maj-juni. Trives på veldrænet, kalkholdig jord i sol eller halvskygge.

Saxifraga hypnoides, mosstenbræk, danner lysegrønne, moslignende tæp­per af løse rosetter med mange udløbe­re. Bladene er fligede, og i bladhjør­nerne sidder de små, spidse yngle­knopper, som kan anvendes ved for­meringen. Blomsterne er store og hvi­de; de sidder på 10-20 cm høje stæng­ler og fremkommer i maj-juni. En smuk lille plante til mur eller stenbed på et sted, hvor jorden er veldrænet og solen ikke for stærk.

Saxifraga irrigua danner løse, lyse­grønne rosetter af langstilkede, nyre­formede blade. De hvide blomster fremkommer i en skærm lignende stand i juni. Meget værdifuld på et skygge­fuldt sted i stenbedet. Kræver en noget fugtig, humusrig jord og overvintrer sjældent, men formerer sig ofte ved selvsåning.

Saxifraga kabschia-engleria-hybrider er en række tidligtblomstrende kryds­ninger mellem de to grupper kabschia­eller pudestenbræk og engleria- eller klokkestenbræk. De er i reglen pude­dannende med spidse, grågrønne blade og små, stærktfarvede blomster, som fremkommer allerede i marts-april. 'Amitie' har lysrosa blomster, 'Cran­burne' rosenrøde, 'Delia' mørkerøde, 'Lutea' lysegule, 'Major' gule og 'Ma­rie Louise' hvide blomster.

Saxifraga lilaeina danner grågrønne rosetter og bærer lilla blomster, som fremkommer i april og sidder enligt på den 10-20 cm høje stængel. Den kræ­ver en veldrænet surbund i halvskygge.

Saxifraga longifolia bærer gerne en overdådighed af smukke, hvide blom­ster i store, pyramideformede stande på 60-80 cm høje stængler i juni-juli. Bladrosetterne, der bliver op til 15 cm i diameter, består af stive, aflange, grå­grønne blade, som visner bort efter afblomstringen; da planten sjældent danner siderosetter, må den stadig op­formeres ved frø. Kræver en veldrænet vokseplads i stenbed eller mur og fore­trækker halvskygge.

Saxifraga mutata kaldes også safrangul stenbræk.

Saxifraga mutata danner olivengrønne rosetter af tungeformede, kødede bla­de. Blomsterne er safrangule og stjer­neformede med smalle, spidse kron­blade. En liebhaverplante til en fugtig plet med humusrig, kalkholdig jord i halvskygge.

Saxifraga oppositifolia, rød stenbræk, er en lav, tæppedannende plante med krybende stængler og korte, oprette skud, hvorpå de små, skællignende, grågrønne blade sidder parvis modsat­te. Blomsten, hvis farve varierer fra hvid til purpurrød, sidder enligt i toppen af skuddene og fremkommer i maj-juni. Kræver en veldrænet, kalk­holdig jord i skygge eller halvskygge.

Saxifraga paniculata eller Saxifraga aizoon kan danne store, sammenhæn­gende tæpper af sølvhvide rosetter, idet de fint takkede, grågrønne blade er kantet med udskilt kalk. Blomster­ne, der fremkommer i maj-juni, er gullighvide med røde støvdragere og sidder i klaser i toppen af de 20-30 cm høje stilke. Foretrækker veldrænet, kalkholdig jord i sol eller halvskygge.

Saxifraga pedemontana kan danne grå­grønne tuer af krybende stængler, som er tæt besat med vifteformede, fligede blade. De ret store, hvide blomster sidder i klaser for enden af 15 cm høje stængler. Skyggetålende liebhaver­plante til et fugtigt sted i stenbedet.

Saxifraga porophylla danner tætte, fla­de rosetter af lancetformede blade, der har en hvid kalkrand. Blomsterne er små og klokkeformede, smukt purpur­røde og sidder i en akslignende stand, som i begyndelsen er nikkende. Fore­trækker en veldrænet, kalkholdig jord i stenbed eller mur.

Saxifraga rotundifolia, rundbladet stenbræk, har lysegrønne, langstilke­de, rurrde eller lidt nyreformede blade og store, stjerneformede, hvide blom­ster med røde eller gule pletter. Blom­sterstanden er en forgrenet top for enden af den 30-60 cm høje stilk. Letdyrkelig, skyggetålende stenbeds­plante, som ofte formerer sig ved selv­såning.

Saxifraga tenella danner løse puder af de krybende stængler, som er tæt besat med små sylformede, gulgrønne blade. Blomsterne, som fremkommer i juni, er små og cremehvide. En villigtvok­sende, skyggetålende bunddækkeplan­te til stenbedet.

Saxifraga trifurcata kan danne store, matgrønne puder af de langstilkede, nyreformede blade. Blomsterne er hvi­de og sidder i små skærme. Blomstrin­gen i juni er i reglen overvældende. Foretrækker veldrænet jord i sol eller halvskygge.

Saxifraga umbrosa, porcelænsblomst, danner tætte, mørkegrønne puder af de aflangt ægformede, rosetstillede blade. Blomsterne er stjerneformede og lyserøde med mørkere røde pletter; de sidder i forgrenede toppe på 15-40 cm høje stængler og fremkommer i maj-juni. Foretrækker en kalkholdig, veldrænet jord, men trives i både sol og skygge. Der findes talrige former og hybrider. Se også artiklen Porcelæns­blomst.