Stikkelsbær - Ribes uva-crispa

Stikkelsbær vokser vildt eller forvildet i skovbryn og hegn i store dele af den nordlige halvkugle. Den danner en stærkt forgrenet busk med en mørk, gulgrå bark på de ældre grenpartier , mens de unge skud er lysegule eller grågule. Ved hver knop sidder en en­eller trespidset grentorn. Bladene er spredtstillede og stilkede, håndnerve­de og hårede og 3-6 cm i diameter. Blomsterne kommer 2-4 sammen i små stande på frugtgrenene, og blom­stringen sker første gang på etårigt træ; blomsterne er små og grønlige, somme tider med et svagt rosa skær. Bestøv­ningen besørges især af bier. Frugten er et bær, der som regel er noget ovalt og har en tydelig blomsterrest i spid­sen. Især hos de gule og røde sorter kan bærrene være hårede. Bærrenes hud er ret kraftig, men ofte så gennem­sigtig, at man tydeligt kan se nerveteg­ningerne, hos nogle sorter af og til kernerne. Kernerne er små og ved modenhed brune til mørkebrune. Stikkelsbær er en af de tidligst blom­strende frugtbuske, og bærrene vokser hurtigt; allerede i juni kan de første bær plukkes og bruges til grød eller fryses ned til senere brug. De umodne, grønne bær har især interesse til mar­meladefremstilling, idet de indeholder pektin, som får marmelade og gele til at stivne. Stoffet mangler i de modne bær, der i slutningen af juli eller i august kan bruges til grød, marmelade eller nedfrysning; velmodne stikkels­bær er lækre at spise nyplukkede.

Vækstkrav: Stikkelsbærbusken er ret hårdfør; men ønsker man et godt ud­bytte, kræver den læ samt en god, muldrig og ikke for tør jord. Den kan tåle en del skygge, men yder bedst i fuld sol.

Pleje: Stikkelsbær tåler ikke klorholdi­ge gødninger. Der anvendes 6-10 kg fuldgødning pr. 100 m² årlig med halv­delen tidligt om foråret og resten sidst i juni. Jordens reaktionstal bør være på 7 eller lige under.

Ved plantningen bør buskene plantes ret dybt, så at de nye skud kan komme helt nede fra jorden. Buskenes vækst afhænger meget af sorten, idet nogle sorter er ret stive, mens andre er stærkt overhængende. Dette har indflydelse på beskæringen, idet man ved de op­rette sorter især skal tynde ud i midten af busken, mens man ved de overhæn­gende sorter først og fremmest må afskære de grene, som ellers vil ligge hen ad jorden. Beskæringen består ellers blot i at udtynde kraftigt, idet ca. en tredjedel af grenene fjernes helt ned. På de opretvoksende sorter bør man begynde midt inde i buskene for at skaffe lys og luft til unge skud og til en god bærudvikling; på de overhæn­gende sorter må man begynde med at fjerne de nederste grene og arbejde sig indefter mod midten. Er grenspidserne stærkt angrebet af stikkelsbærdræber, hvilket ses ved, at skuddene er dækket af en brun belægning, bør de angrebne spidser klippes af; men ellers bør man lade skudspidserne i fred. Ønsker man meget store bær, kan man sporebeskæ­re og senere afplukke ca. halvdelen af frugterne meget tidligt.

Formering: Stikkelsbær formeres of­test ved stiklinger, enten urteagtige stiklinger i forsommeren eller træag­tige, som skæres om vinteren og stik­kes tidligt om foråret. Man kan også anvende nedkrogning eller aflægning ved tidligt om foråret at bøje nogle grene af en sund busk ned til jorden og dække dem med jord. Af hensyn til faren for virussygdomme bør fornyel­ser kun skaffes fra planteskolerne. Yn­der man ikke at bøje sig under pluk­ningen, kan der i planteskolerne fås højstammede stikkelsbær, som er po­det på en grundstamme af 50-75 cm's højde.

Stikkelsbær 'Green Willow' har glatte, grønne, tykskallede bær, som er modne omkring 1. august.

Sorter: Grønne sorter: 'Green Willow' eller 'Grønt Glasbær' er en af de ældste sorter. Den har et stort, glat, langag­tigt bær med ret tyk skal og modner omkring månedsskiftet juli-august Væksten er noget overhængende. Sor­ten er ret rigtydende, og bærret egner sig fortrinligt til nedfrysning. 'Grüne Hansa' modner lidt senere end 'Green Willow'. Bærrene er store, glatte og runde med tynd skal; væksten er lidt hængende.

Stikkelsbær 'Grüne Hansa' har store, grøn­ne bær med tynd skal. Bærrene er modne i sidste halvdel af juli.

Gule sorter: 'Hönings Früheste' er en kraftigtvoksende sort med kraftige tor­ne. Frugten er middelstor, rundellip­tisk med lange, bløde hår. Skallen er tynd og smagen sød og aromatisk. Frugten modner tidligt, omkring 3. uge i juli. Sorten er meget modtagelig for stikkelsbærdræber. 'Yellow Lion' min­der meget om 'Hönings Früheste', men modner noget senere. 'Gul Hinornäki' er en ny, middeltidlig sort med middel­store, runde bær, som modner fra sidst i juli til først i august.

Hvid sort: 'Whitesmith' eller glasbær har små til mellemstore rund-elliptiske bær, som er gulliggrønne ved moden­hed. Bærrene har en tæt og kort, dunet behåring; de modner sidst i juli og har en sød, krydret smag.

Røde sorter: 'Achilles' har en kraftig, tæt og noget overhængende vækst og mange, kraftige torne. Bærrene er sto­re og elliptiske med fin behåring. Ved modenhed bliver farven lys til mørk brunrød. Bærrene er tykskallede og har en syrlig smag. Modningen falder i august, så sent, at det ofte betaler sig at plukke bærrene grønne, idet smagen bliver bedst i den varmeste tid. 'Whin­hams Industry' er middelkraftig af vækst og noget mindre tornet end 'Achilles'. Bærret er stort, rundovalt-­elliptisk og glat eller med få, spredte hår. Ved modenhed varierer farven fra lys rød hos bær, som har siddet i skygge, til næsten sortrød for bær, som har fået fuld sol; sorten modner sidst i juli og er af fin kvalitet. 'Rød Hinornä­ki' giver et middelstort, rundt bær, som modner fra sidst i juli til først i august; sorten er hårdfør og meget modstands­dygtig over for stikkelsbærdræber.

Sygdomme og skadedyr:

Stikkelsbær­renes værste fjende er stikkelsbærdræ­ber (Sphaerotneca mors-uvae), en mel­dug, der først viser sig som en hvid, melet belægning på unge blade, skud og bær; efterhånden bliver belægnin­gen chokoladebrun og sej. Svampen bekæmpes bedst ved jævnlige sprøjtninger med et af de almindelige mel­dugmidler. Har man haft et angreb, men ikke sprøjtet, kan det oftest beta­le sig at fjerne de angrebne skudspid­ser ved beskæringen.

Skivesvamp (Pseudopeziza ribis) angriber også ribs og solbær. Bladene får små rødbrune pletter og gulner for til sidst at falde af. Der sprøjtes før og lige efter blom­stringen og yderligere et par gange med f. eks. captan, maneb eller man­cozeb.

Stikkelsbærlarver er larver af forskelli­ge sommerfugle og bladhvepse. De bekæmpes let med et malathionmid­del, især hvis der sprøjtes, mens larver­ne er små. Den bedst kendte larve er nok stikkelsbærmåleren, som er larven af den smukke harlekinsommerfugl.