Storblomstrede roser

Duftwolke

Storblomstrede rosers botanik og udvikling

Når man taler om roser, ser man altid en storblomstret rose for sig: En stor og fyldig blomst med et væld af kronblade med tilbagebøjet rand, helst en mørkerød eller lyserød blomst og med en prægtig duft. Den storblomstrede rose er simpelt hen indbegrebet af alle roser. I gartnersprog omfatter de storblomstrede roser to hoved­grupper, nemlig remontantroser og tehybrider. Deres historie går langt tilbage i tiden og spænder over flere verdensdele. Fra Østasien stammer to vigtige rosen-arter, bengalrosen (Rosa chinensis) og den ægte terose (Rosa odorata).

I Amerika blev bengalrosen krydset med moskusrosen (Rosa mosehata), som var en højtvoksende subtropisk klatrerose. Resultatet af krydsningerne kaldesnoisetteroser.

på Øen Bourbon (eller Reunion, som den også kaldes) var der opstået et kryds­ningsprodukt mellem fransk rose (Rosa gallica) og centifolierose (Rosa centifolia). Krydsningen kaldtes damascenerrose (Rosa damascena). Også denne rose blev krydset med bengalrosen, og resultatet var de såkaldte bourbonroser.

Disse to rosentyper, noisetterosen og bourbonrosen, blev i Europa krydset med hinanden. I modsætning til forældretyperne blomstrede denne nye type to gange i løbet af en sommer. Denne evne til gentagen blomstring kaldes remontering, og roserne fik navnetremontantroser.

Den anden kinesiske rose, som er blevet nævnt, er den ægte terose, Rosa odorata, hvis latinske artsnavn betyder vellugtende. Den stammer fra det sydvestlige Kina. Det er en klatrende plante med stedsegrønne eller halvt stedsegrønne skud og hvide, rosa eller gullige blomster. Den blev krydset med noisetteroserne og afkommet blev kaldt 'teroser'. Endelig krydsede man teroser og remontantroser, og deres afkom var den gruppe, som vi idag kalder tehybriderne, altså terose-krydsninger.

I tehybriderne blev mange gode egenskaber forenet: Remonterende blomstring, store og fyldte blomster, duft, bedre hårdførhed og en større farveskala. Den franske rosendyrker, Joseph Pernet, kan vi takke for nye, smukke farvetoner, især de rent gule, samt sundt og blankt løv. Ved indkrydsning af blandt andet den tyrkiske, gule rose (Rosa foetida) sørgede han for at indføre nye gode, arvelige egenskaber i tehybrider­ne. I begyndelsen gik disse roser under gruppebetegnelsen pernetianahybrider.

Den typiske tehybrid

Typen på den moderne tehybrid er en middelhøj plante med busket, opret, ofte en smule stiv vækst. De store, næsten altid fyldte blomster sidder enkeltvis på ugrenede stilke. Knoppens form varierer fra sort til sort, nogle er næsten kuglerunde, andre tilspidsede. Den udsprungne blomst kan ligeledes være kuglerund, flad eller hvælvet eller slank og spids med udadbøjede kronblade. Nogle få sorter har helt enkle blomster, som havde man en buketrose for sig. De fleste har fyldte blomster med et meget varierende antal kronblade eller petaler. 'Papa Meilland' har således 35 mør­kerøde kronblade, den kendte drivrose 'Baccara' ikke mindre end 72 kronblade.

Rosenforædlernes krydsningsarbejde fortsætter ufortrødent. Der opstår derfor stadig mange nye sorter af meget vekslende dyrkningsværdi. Ved krydsning med polyantharoser er der kommet meget 'tehybrid-blod' ind i buketrose-gruppen. Det giver sig især udslag i den foreløbig nyeste rosengruppe, floribunda-grandiflora-roser­ne, hvis blomsterform og duft ofte hidhører fra tehybriderne, de store buketter med mange blomster på en stilk fra polyanthahybriderne.

Dyrkning af storblomstrede roser

Både remontantroser og tehybrider dyrkes som omtalt i hovedafsnittet om dyrkning af roser i almindelighed. Mens buketroserne som regel er meget robuste roser, der trives under alle forhold, kan der være stor forskel på især tehybriderne. Nogle af dem er mere sarte end andre. Blandt andet findes der en lang række sorter, der er udgået fra den franske rosenforædler Meillands 'værksted', som i et normalt nordisk klima ikke vil udvikle sig så godt, som man kunne ønske det. En af de allersmukkeste roser er 'Papa Meilland', hvis stærkt duftende blomster er sortagtigt fløjlsrøde. I det sydlige Frankrig eller i forevisningshaven i Parques del Oeste ved Madrid kan man ikke lade være at beundre den. Men i danske haver er dens løv hjemsøgt af snart sagt alle svampesygdomme, og blomsterne bliver ret små. Kun under meget frie forhold, fx på vore planteskolers rosenmarker, kan den opnå noget af sin sydlandske skønhed og friskhed. Denne påmindelse betyder naturligvis ikke, at man ikke skal dyrke de franske roser i danske haver. Men det er vigtigt at gøre opmærksom på de skuffelser, man kan komme ud for. Til gengæld kan det måske være en udfordring netop at gå igang med roser, der uvægerligt vil give sin dyrker problemeraf den ene eller anden art.

Peace

I afsnittet om beskæring er der gjort nøje rede for de tre hovedformer for beskæring: Den stærke beskæring, den moderate og den lette. Det er vigtigt at forsøge at gennemføre disse regler, h vis man vil opnå et godt resultat med sine roser i form af sundt løv, pæn vækstform og bedst mulig blomstring. Ved at beskære især tehybrider for hårdt kan man komme ud for et fænomen, som kan kaldes 'blinde skud'. De dannes efter meget stærk tilbageskæring om foråret, og de giver ingen blomster på den normale tid for første rosenblomstring. Det vil sige, at man forsinker blomstringen med mange uger ved forkert beskæring. Dette fænomen optræder især ved meget kraftigt-voksende tehybrider som den meget populære 'Peace'.

Roser med hvide blomster kan være et fænomen for sig. De hvide blomster er i reglen meget sarte og udsatte for at blive plettet i fugtigt vejr. I meget regnfulde perioder kan den omhyggelige havedyrker dække de hvide roser med en udspændt, gennemsigtig plastfolie. Af de hvide sorter er 'Pascali' mere robust end fx 'Virgo', 'YoukiSan' og 'Message'.

Under normale forhold behøver ingen af de almindelige tehybrider vinterdæk­ning. I snefattige vintre kan stærkt vekslende frost og tø dog påvirke planterne og give dem frostskader. Det er fejlagtigt at tro, at en såkaldt 'topdressing' med sphag­num om efteråret kan sikre mod vinterskader. Tværtimod vil fugtig sphagnum i senvinteren og i det tidlige forår kræve store varmemængder for at tø op og opnå samme temperatur som den omgivende jord. Denne varme tages blandt andet fra rosenstammerne, som på den måde kan få frostskader. Og netop rosenstammen, rodhalsen og forædlingsstedet lige under jordskorpen er det mest ømfindtlige på hele rosenplanten. Til sikring af disse ædle dele er dækning med granris bedre!

Anvendelse i haven

De storblomstrede roser er velegnede til plantning 1) som solitærplanter, 2) i egentli­ge rosenbede, 3) i større busketter af parkroser og andre prydbuske, 4) som espalier op ad mure eller hegn.

1. De kraftige typer af både tehybrider og remontantroser er glimrende solitær­planter. Under frie forhold vil de danne store og kraftige buske, der kan ses og beundres fra alle sider. De kan plantes solitært på græsplænen eller på en bund af bunddækkeplanter.

2. De storblomstrede roser er ligeledes velegnede i egentlige rosenbede, helst mange sammen af samme sort. Ønsker man flere fx røde sorter i samme bed, kan de på en.elegant måde skilles ved mellemplantning afhvide eller lysegule roser. Det sker tit, at de forskellige røde nuancer absolut ikke klæder hinanden. De enkelte rosen­planter skal have så stor indbyrdes afstand, at de ikke generer hinanden, men kan udvikles til fuldkommenhed hver for sig. Den rigtige afstand er forskellig for de forskellige sorter, varierende fra 50 til 100 cm.

3. I større busketter kan man med fordel placere enkelte tehybrider eller grupper af de storblomstrede roser. Ved moderat eller let beskæring vil de hurtigt udvikle sig til større buske på linje med de parkroser eller andre prydbuske, som de plantes sammen med. Dog bør de altid plantes i forgrunden af et sådant busket. Ikke mindst remontantroserne med den kraftige, oprette vækst og de to årlige blomstringer er glimrende i et blandet havebusket.

4. Alle roser, uanset type eller gruppe, kan anvendes som espalierplanter. Op ad en mur eller et hegn har man mulighed for at give planten en individuel pasning, så både vækst og blomstring bliver bedre og kraftigere, end hvis planten var anvendt som masseplante i en større sammenhæng. En remontantrose eller en tehybrid, der anvendes som espalierrose, bør have en omhyggelig opbinding. Ved beskæring må man sørge for, at planten ikke bliver bar og bladløs forneden, og på lune steder må man være opmærksom på angreb af skadedyr og svampesygdomme.

De storblomstrede roser er selvskrevne som snitblomster. Har man mulighed for at indrette en snithave eller et afskæringsbed, så hører de storblomstrede roser absolut hjemme her. Ved dyrkning af snitroser har man mulighed for at forsøge sig med udknopning af blomsterne, så man opnår særligt store enkeltblomster. Fra snitbedet er der ikke langt til små forsøg med drivning af roser i et koldhus, et hobbyvæksthus uden opvarmning. Her kan man have glæde afbåde de gammeldags typer som 'Hugh Dickson', 'Mrs. John Laing' og 'Ulrich Brunner Fils' og moderne typer som 'Baccara' og 'Super Star'.