Azalea kommer af græsk azaleos = tør. Det var Linné, som gav denne plantegruppe navn med en bemærkning om, at planternes voksested skulle beskrives gennem plantenavnet. Heraf skulle man tro, at azalea hører hjemme og trives på en tør voksebund; men det er slet ikke tilfældet, snarere tværtimod, for de ynder let skygge, kølighed og en fugtig jord, ikke mindst i vækstperioden. Stueazalea er en stedsegrøn busk, der hører til rododendronslægten. Planten stammer fra Kina og Taiwan og blev via Batavia på lava allerede 1680 indført til Holland. Den gik dog i glemmebogen, og først 100 år senere blev den på ny introduceret i Holland under navnet Azalea indica, idet Linné fejlagtigt antog, at den hørte hjemme i Indien. Stamformerne for vore nuværende azalea kom til England i begyndelsen af det 19. årh. for kort efter at dukke op i Belgien. Her blev de i mere end 100 år den vigtigste potteplantekultur i handelsgartnerierne. Der bliver til stadighed udført krydsningsforsøg, og resultatet er stadig smukkere og mere holdbare sorter.
Stueazalea er en surbundsplante, der skal vandes med regnvand eller kogt vand. Bedst egnet til et nordvendt eller østvendt vindue.
Vækstkrav: Stueazalea er som de fleste rododendron en surbundsplante, der trives dårligt i kalkholdig jord eller når den vandes med kalkholdigt vand. Den kan dyrkes i enhedsjord eller en særlig azaleajord, der består af en blanding af spagnum, grannåle, fyrrenåle og let forrådnet hestegødning. Reaktionstallet skal være 4-4,5; jorden skal være fugtig, og planten trives bedst i halvskygge.
Stueazalea findes i hvidt og i alle røde farvetoner, og der er sorter med enkle og med fyldte blomster.
Formering: Stueazalea formeres ved stiklinger. Foregår stikningen forår eller sommer, må lyset dæmpes ved passende skygning, og jordtemperaturen skal være omkring 22°C. Stiklingerne dækkes med klar plastic for at sikre høj luftfugtighed. Når rodudviklingen efter 3-4 uger er godt i gang, fjernes plastic og skygge gradvis.
Stueazalea (Rhododendron simsii) er en smuk, men besværlig stueplante, som absolut ikke tåler udtørring.
Pleje: Stueazalea sælges som stueplante i fuld blomst fra det tidlige efterår hele vinteren igennem til langt hen på foråret, som er plantens naturlige blomstringstid. Planten bør stå så køligt som muligt og absolut ikke i direkte sol. I hele blornstrings- og vækstperioden skal den have rigeligt vand i form af regnvand eller andet blødt, kalkfrit vand, f.eks. vandværksvand, der er neutraliseret med 1 g svovlsur ammoniak pr. liter vand. Man skal altid vande oven i potten, aldrig i underskålen. En gang om ugen bør planten have et bad ved nedsænkning af hele potten i lunkent vand en times tid, så at hele potteklumpen bliver gennemvåd - lad den dryppe godt af, før den stilles hen i vindueskarmen igen! Blot en enkelt udtørring af potteklumpen bevirker bladfald og måske hele plantens død. Når ældre planter udvikler knopper om efteråret, er en omhyggelig, men ikke for kraftig vanding særlig påkrævet. Hele året skal planten stå køligt. Efter afblomstringen kan den dog godt sættes ud på altanen eller i haven på et lunt sted uden sol; men i september bør den tages ind igen og stå ved 10°C, til drivningen kan begynde i december. Luften bør altid være lidt fugtig. Brus planten over med kuldslået vand, især i tørre perioder. Ældre planter kan ompottes efter afblomstringen; det kræver omhyggelig gennem vanding af potteklumpen både før og efter ompotningen. Oftest kasseresden afblomstrede azaleaplante; men vil man forsøge at dyrke den i stuen flere år i træk, kan man lægge følgende skema for planten:
Vinter: blomstring med rigeligt vand, gødning en gang om ugen og 15°C.
Maj: omplantning i en lidt større potte.
Maj-september: vækstperioden med meget vand, næring og lys uden direkte sol, gerne udendørs.
September-december: hvileperiode og knopdannelse med moderat vanding, ingen gødning og 10°C.
December-marts: drivning.