Styning

Styning eller stævning er en voldsom form for beskæring, som bedst tåles af ask, pil, poppel og lind. Her ses en stynet ask i et markskel.

Langs mindre veje og i markskel var det tidligere almindeligt, at vej træerne var beskåret som stynede træer. Sty­ning eller stævning er en meget hård beskæringsform, som starter med, at man kapper stammen på det unge træ i 2-2,5 m's højde. Fra stammen skyder et stort antal grene til vejrs. Med 1-3 års mellemrum fjernedes disse grene, som anvendtes til værktøjsskafter, hegnsmaterialer, brændsel, vitaminrigt kreaturfoder m.m.

Et stynet træ er en kulturform, og træet kan ikke selv genfinde en natur­lig kroneform, idet grenene er no­genlunde lige kraftige. Mellem grene­ne opstår kløfter og hulninger, hvori vand kan samles og give anledning til rådangreb. Ved en meget kraftig ud­tynding, hvor man fjerner størstedelen af grenene, lader man 2-3 opretståen­de grene blive tilbage, og det giver træet mulighed for at danne en ny krone. Langt de fleste eksisterende »fuldkronede« vej træer har omkring århundredskiftet været udsat for en kapning, men er senere ved udtynding hjulpet til at danne store, flerstamme­de kroner. Især ask, pil, poppel, heste­kastanje og lind blev stynet.

Se også artiklen Allétræer.