Sukkerroe er nær beslægtet med foderroe, bladbede og rødbede, men adskiller sig fra disse bl.a. ved rodknoldens form og et højere indhold af sukker. De dyrkede roer er sædvanligvis toårige. Det første år efter fremspiring om foråret udvikles en pælerod med siderødder og en roset af blade. I løbet af det første års sommer og efterår svulmer roen op og indeholder da et forråd af næring, som planten det 2. år forbruger til blomstring og frøsætning, hvorefter den dør. Roen består af kimstængel og kimrod. Den øvre del, kimstænglen, er glat, mens den nedre del udvikler siderødder i to længdefurer. Skæres roen over, finder man et system af ringe, der består af ledningsvæv og parenkymvæv.
Sukkerroer var en vigtig landbrugsatgrøde, hvor fortidens trælsomme luge-, hakke- og gravearbejde helt er afløst af maskinkraft. Her er de nyoptagne roer på vej til sukkerfabrikken.
Forædling af sukkerroen begyndte i Frankrig i 1830. Siden har mange lande taget forædlingen op, hvilket har resulteret i en stærk stigning af roens sukker- og tørstofindhold. Udbyttet af en sukkerroemark på 1 hektar kan blive op til 5800 kg sukker.
Se også artiklen Bede.