Sukkulenter - Saftplanter

Foto: Bronzeroset (Echeveria gibbiflora 'Perle von Nurnberg').

Kødede, saftholdige planter, hvis væv er indrettet til at oplagre vand, kaldes sukkulenter eller saftplanter. Der fin­des sukkulenter i mange plantefami­lier, f.eks. blandt kurvblomsterne og i familien Aizoaceae; men bedst kendt er nok vortemælk (Euphorbia) og medlemmerne af kaktusfamilien. Overhuden er tyk, og cellerne har usædvanlig tykke ydervægge, som yderligere er beskyttet af flere fordampningshæmmende lag, bl.a. et vokslag. Vandet oplagres i planternes vandvæv, som består af store celler, hvis vandholdige saftrum, vakuolerne, er usædvanlig store; til gengæld er mellemrummene mellem cellerne som regel meget små. Sukkulensen kan være mere eller mindre udviklet hos de forskellige arter. Hvor den er ringe udviklet, har bladene stadig bevaret deres oprindelige bygning med en ty­pisk over- og underside; det er tilfældet hos f.eks. nerie, hvor vandvævet består af et eller to cellelag lige under overhu­den. Hos de egentlige sukkulenter lig­ger det centralt og udgør i virkelighe­den det meste af bladet.

Sukkulens er en tilpasning til livet i tørre områder; men desuden er sukku­lenter p.gr. af særlige træk i deres fysiologi ofte i stand til at vokse på steder, hvor jorden er så nærings- eller saltholdig, at andre planter kan have svært ved at klare sig. Herhjemme finder man sukkulenter i marskområ­derne; kvæller og salturt, som er meget vigtige i den vådeste marsk, er f.eks. begge sukkulenter. I øvrigt vokser mange af sukkulenterne i salturtfamili­en i tørre ørken- og saltsteppeområ­der, og det samme gælder vortemælk i Den gamle Verden og kaktus i Den ny Verden.

Sukkulenter er saftplanter, der trives under meget tørre klimaforhold. Her ses Agave victoriae-reginae med elegante hvide tornstriber langs bladrandene.

En levende granit (Pleiospilos magnipunctatus),

Aloe er en rosetdannende sukkulent, der om sommeren trives godt udendørs i en atriumhave eller på en solstegt terrasse. T.h. i billedet ses en brogetbladet agave.

En del sukkulenter har udviklet meget besynderlige bygningstræk, især ved fotosynteseapparatet, der fungerer helt anderledes end hos andre planter. Det gælder således de levende sten, som hører til familien Aizoaceae og mest findes i Sydafrikas ørken- og klippeegne. Nogle af dem er næsten helt nedsænkede i jorden, men har til gengæld bladspidserne fyldt op af gennemsigtigt vandvæv, et »vindue«, som tillader lyset at nå ned til grønvævet, der ligger skjult under jorden. Med­lemmerne af den amerikanske kaktus­familie er stængelsukkulenter. Deres blade er næsten altid omdannet til torne, og stænglerne har overtaget bla­denes funktioner, både i fotosyntesen og med hensyn til vandoplagring. Til­svarende vækstformer findes hos en

del afrikanske medlemmer af slægten Euphorbia og en helt speciel familie, Didieraceae, som vokser på Madagas­car; disse planter kaldes derfor tit »Den gamle Verdens kaktus«. Både torndannelsen hos stængelsukkulenter­ne og det forbløffende stenlignende udseende hos levende sten skyldes utvivlsomt, at de vandholdige sukku­lenter i ørkenområderne har haft specielt behov for beskyttelse mod plante­ædere. De sukkulenter, som i udviklin­gens løb har mistet deres torne, har skiftet livsform.

Misteltenkaktus (Rhipsalis), den eneste afrikanske kak­tus, er træboende og vokser højt oppe i regnskovens kroner, hvor klimaet er næsten lige så voldsomt som i en Ør­ken, men hvor planteæderne i stor udstrækning ernærer sig af frugter og næsten altid kan finde vand nok. Dyrkning af sukkulenter i vindues­karm, i vinterhave og i væksthus stiller særlige krav til lys, temperatur, vand og gødning og er omtalt under de enkelte arter. Se artiklerne Kaktus, Levende granit, Levende sten og Vor­temælk.

Saftplanten Aeonium tabuliforme med de taglagte blade.

Ruhårede skud af Kalanchoë tomentosa, der hører hjemme på Madagascar.

Rosetblomst (Echeveria pulvinata 'Ruby') fra Mexico.